Jalousi

brevkassespørgsmål

Jalousi

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 5 år 2 måneder siden

Hej. jeg er en pige på 15. Jeg har en kæreste og vi har været sammen i 5 måneder. Men hver gang han er sammen med en pige fra min klasse bliver jeg altid jaloux. De er gode venner siger de og jeg stoler på dem begge. De er sammen i nogen weekender dog med 2 andre også, og det ender alrid med at jeg bliver vred eller ked af det. Men jeg ville bare spørge om i har nogle råd til at stole mere på ham.

Svar: 

Kære pige

Det med kærlighed kan være rigtig svært og gøre rigtig ondt. Nogle gange har vi oplevelser med fra tidligere, som gør, at vi bliver mere jaloux, og hvor vi får det svært ved at være i de følelser. Det kan være, at du tidligere har været sammen med en, som ikke var til at stole på, og som måske endda var dig utro. Så det er helt forståeligt, at du reagerer på den måde, når du er sammen med din kæreste. Andre gange er vi fra naturens side mere jaloux anlagt, og her gælder det om at være bevidst om de tanker og følelser, som dukker op fx når din kæreste er sammen med en anden pige. 

Mit råd til dig vil være, at du er ærlig over for din kæreste og fortæller ham, hvordan du har det uden at lyde bebrejdende. Fortæl, hvordan du oplever det, når han er sammen med andre, men pas på med at pege fingre af ham eller at forsøge at kontrollere ham. Måske kan I sammen finde en god balance, som gør, at du føler dig mere tryg, når han er sammen med en anden pige. Det kan være, at I skriver lidt sammen undervejs. I kan også prøve at hænge ud sammen alle tre, så dine tanker om, hvad der mon sker, når de er sammen, ikke kører afsted med dig. 

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe jer videre.

Venlig hilsen

Lucia

Luchias billede
Lucia fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program