Jeg har angst for at min kæreste vil være mig utro eller droppe mig for en anden

brevkassespørgsmål

Jeg har angst for at min kæreste vil være mig utro eller droppe mig for en anden

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 5 år 6 måneder siden

Hej jeg er en dreng/mand på 21 år der for et halvt år siden har flytte til Randers til dels for at flytte indtil den nærmeste storby og også for at studere. 

Jeg skriver ind da jeg for ca. 3 måneder siden møder min nuværende kæreste på tinder hun er 16 lige fyldt 17. Jeg havde få matches på tinder, mens hun havde de omkring 1700. Jeg har altid haft svært ved at forstå hvorfor hun valgte mig frem for mange andre. Jeg døjer generelt med lavt selværd og det har jeg gjort så længe jeg kan huske. Jeg kan ikke lide min vægt i form af at jeg er lidt undervægtig har ikke store muskler og føler mig for tynd. Derudover er jeg rødhåret, hvilket ikke hjælper på selværdet for mig. Jeg har det generelt svært med min krop. Min kæreste er en smuk pige jeg vil personligt sige højere end min standard. På trods af hun kun lige er fyldt 17 og jeg er 21 virker det til hun gerne vil finde den rette for livet og det mener hun er mig, altså vi har det på samme måde jeg ønsker også at finde en for livet. 

Min kæreste er meget på de sociale medier(snapchat, messenger) og det har hun hele tiden været. Hun har en stor vennekreds og mange venner online i flere forskellige alders grupper. Hun har ikke noget i mod og vise mig frem på de sociale medier(hvilket gør mig trykkere). Min generelle problem stilling er at jeg er bange for at hun leder efter noget bedre, altså en bedre kæreste. Enten en pænere fyr, en sjovere fyr, en fyr med bedre økonomisk stand bare generelt bedre fyr. 

Hvergang vi ikke er sammen føler jeg at jeg er ved at midste hende til alle de personer hun skriver med. Jeg kan ikke forstå motivet bag af at skrive med alle disse mennesker, men det virker naturligt for hende. Som nævnt tidligere skriver hun med fyre i forskellige alders grupper og det bekymre mig så meget. Da disse fyre virker interesseret i hende både seksuelt men også i fastforhold. Jeg ved ikke præcis hvad de skriver og da jeg ikke vil snarre i hendes ting. Alle disse fyre ved at vi er kærester det står offenligt på Facebook og jeg har tit været med på billeder der blevet sendt til dem over snapchat, altså hun har vist mig frem. Hun skriver fx meget med en mand på 34år, som tidligere har ønsket at være kærester med pige, hvor hun så afvist ham ikke direkte men i mellem linjerne har jeg fået af vide af hende. Jeg føler at den 34 årig og jeg kæmper om hende. Jeg ved ikke om det er normalt at føle sådan her, men jeg har det pisse dårligt, praktisk talt forfærdeligt hver dag fordi jeg er bange for at miste hende til ja hvilken som helst anden mand. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre fordi jeg føler ikke jeg skal sige til hende at jeg ikke vil have du skriver med disse mænd. Jeg vil ikke bestemme over hende ligesom hun ikke bestemmer over mig. Jeg vil ikke gå og være nervøs hver dag og bange for at miste hende. Jeg ved ikke om dette vil gå over med tiden eller om hun vil gå fra mig en dag. Jeg vil bare ønske der var en måde jeg kunne takle der her på så jeg ikke skal føle sådan her hver dag.   

Det skal lige siges til sidst vi har det super godt sammen og vi passer godt sammen tiden flyver af sted og det føles fantastisk. Jeg vil ønske at jeg vil kunne være sammen med den her pige for evigt. Jeg ved ikke om hun føler det samme selvom hun siger det. 

Svar: 

Kære du. 

Det er virkelig ikke nogle særlige rare følelser og tanker du går rundt med, det er rigtig ubehageligt at være usikker på både sig selv, men også sin kærestes følelser for en. Og jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at have det sådan hver dag - det er heller ikke meningen, så jeg håber, at du kan bruge mit svar til dig. 

Arbejd med at elske dig selv

Det er dejligt, at du har mødt din kæreste, som det lyder til, at du er virkelig glad for. Men det lyder også til, at den glæde bliver ødelagt lidt ved din usikkerhed på hende og tvivl over, hvorfor hun har valgt at være sammen med dig. Når man har det svært med sig selv, og man egentlig grundlæggende kæmper med at holde af sig selv og se alle de gode sider ved en selv, så er det rigtig svært at forstå, hvordan andre kan se en masse skønne ting ved en, som man ikke selv kan se. Derfor er det også naturligt at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor andre vælger en til, og man kan blive helt mistænksom og lede efter tegn på, at de ikke vil en alligevel. Desværre kan det ødelægge en relation, når man tvivler på den andens kærlighed til en, og begynder at udvise manglende tillid. Derfor tror jeg, at en del af løsningen på din problemstilling ligger i, at du skal arbejde med dig selv og dit selvværd. For hvis du virkelig ved, at du er værd at elske, så tror jeg heller ikke, at tanker om at din kæreste vil forlade dig, vil fylde så meget. 

At udvikle selvværd og selvtillid er selvfølgelig ikke noget, man bare lige gør.  Hvordan man får selvværd og selvtillid er der ikke nødvendigvis én opskrift på, for det er noget, der bliver bygget op over tid, og gennem succesoplevelser og kærlighed fra andre mennesker. Men netop derfor er det vigtigt, at du går i gang med det samme. Det lyder til, at du er god til at påpege alle de ting ved dig selv, som du er utilfreds med, men hvad med alle de gode ting ved dig? Det er som regel nemt for mange at påpege de negative ting, men det er vigtigt at huske alle de positive ting, for der er helt sikkert mange flere end negative. Så jeg vil anbefale dig at lave en liste med alle de positive ting ved dig - og sig dem så højt for dig selv, hver dag! Jo oftere du hører det, jo større er sandsynligheden for, at du egentlig begynder at tro på dem. Hvis du slet ikke kan finde nogle positive ting ved dig selv, så kan du passende prøve at spørge din kæreste, hvilke positive ting, hun synes der er ved dig. Hun kan helt sikkert komme på en masse. 

Det er vigtigt, at man ikke prøver at lave sig om til noget man tror man skal være, for at man er værd at elske. For du er god nok som du er! Men samtidig kan det også hjælpe på ens selvtillid at gøre nogle ting for en selv, der gør en glad og tilfreds. Om det er at træne, spise sundt, gå til frisør eller noget helt andet, så er det også helt fint, så længe man gør det for ens egen skyld. Fx udløser træning endorfiner, som er nogle kemiske stoffer, der skaber en form for lykkefølelse. Og det kan hjælpe på, hvordan man har det med sig selv. Men der er forskel på at træne for at få muskler, som man tænker at man skal have, for at se godt ud, og så træne, for at man kommer i godt humør. Så prøv at eksperimenter lidt og se, hvad der gør dig glad, og gør så mere af det. For det hjælper helt sikkert på din selvværdsfølelse. 

Mens du arbejder på dit forhold til dig selv, så er det vigtigt at huske på én bestemt ting, når du tvivler på, hvorfor din kæreste er sammen med dig: Prøv at tænk at hun rent faktisk selv har valgt netop DIG. Hvis hun ikke ville være sammen med dig, så havde hun valgt en af de 1700 andre, hun kunne have valgt. Men det gjorde hun ikke. Nogle gange virker det bedre at forholde sig til fakta end følelser, og det kan måske også hjælpe dig. Fakta er, at hun havde mange valgmuligheder, men hun valgte dig. Og det er der en grund til, nemlig at hun synes at du er helt fantastisk, fordi det er lige netop hvad du er. 

Tal med din kæreste

Nu ved jeg ikke, hvor meget du har inddraget din kæreste i dine tanker og frygt for at hun forlader dig, men jeg synes, at det er vigtigt, at du er fuldstændig ærlig overfor hende ift. hvordan du har det. Hun har sikkert lagt mærke til, at du ikke har den største selvtillid og måske også tvivler på hendes grunde for at være sammen med dig. Men det kan også være, at hun ikke er helt klar over, hvordan du i virkeligheden har det, og det kan være svært for jer begge at være i jeres forhold så, hvis I ikke er helt ærlige overfor hinanden. Så - fortæl hende helt ærligt hvordan du har det, også om dine tvivl. Når I har snakket sammen om det, så tror jeg, at det er vigtigt, at I snakker om, hvad der skal til for, at I begge er trygge og kan stole på hinanden. Jeg kan sagtens forstå, at du bliver usikker, når hun skriver og snapper med så mange fyre, og særligt fyre, som måske er interesseret i hende. Uanset hvor meget selvværd man har, så tror jeg, at enhver vil undre sig over det. Så det tænker jeg også, at I skal have en snak om. Det er ikke nødvendigvis fordi du skal forbyde hende at skrive med nogen af de her fyre, for det kommer der helt sikkert ikke noget godt ud af. Men jeg synes, at du skal fortælle hende, hvad det gør ved dig, at hun skriver med så mange fyre. Gad vide hvordan hun ville have det, hvis rollerne var omvendte, og det var dig, der skrev med mange piger? Og så tror jeg også, at det vil være godt at spørge hende, hvad grunden er til, at hun bliver ved med at skrive med de her fyre. Det kan være lidt sårbart at snakke om, fordi hun selvfølgelig må skrive med dem, hun vil, men det er også vigtigt at hun ved, hvad det gør ved dig, og hvilke tanker det sætter i gang hos dig. 

Derudover tror jeg også, at det vil være en god idé, hvis du prøver at tænke på, hvad der skal til for, at du stoler fuldstændig på, at hun ikke forlader dig for en anden. Kan hun gøre noget anderledes? Eller kan du? Eller handler det bare om, at du skal turde at stole på, at hun har valgt dig, fordi hun holder af dig? I den perfekte verden, hvordan så jeres forhold så ud? Det kan nemlig være godt at gøre sig de tanker for at blive klogere på, hvordan man kan håndtere ens negative tanker og usikkerheder. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker om din problemstilling. Jeg håber, at du får nogle gode snakke med din kæreste, og i sammen finder en måde at være sammen på, som giver dig tryghed, og at du begynder at tro på, at hun har valgt at være sammen med dig, lige netop fordi du er dig. Husk du også altid er velkommen i vores chat, hvis du har brug for en snak. 

Mange hilsner
Karoline

Karolines billede
Karoline fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program