Jeg hader mit liv. Jeg er alene og ensom.

brevkassespørgsmål

Jeg hader mit liv. Jeg er alene og ensom.

brevkassespørgsmål af
Christine
16 år
Oprettet 2 måneder 5 dage siden

Hej. Jeg hader mit liv. Mildt sagt så har jeg det adhelvedstil. Jeg har ingen venner (bogstavligtalt) jeg har ikke haft nogle venner siden 6 klasse, jeg går i 10 nu. Jeg er deprimeret og det har jeg været siden 5 klasse. Jeg hader alt ved mit liv. Der er Slet ikke noget indhold. virkelig intet. Jeg står op, eller nej, de fleste dage ligger jeg bare hjemme i sengen og kan ikke overskue noget. Men der da nogle dagen hvor jeg står op fordi jeg føler mig alt for presset af alle fagfolkene. så jeg tager i skole. Jeg går på en lorteskole. Min klasse er ligeglade med mig de snakker ikke til mig og det har de aldrig gjordt. Jeg er udynlig for dem og det har jeg det fint nok med. I vil sikkert foreslå at jeg flyttede skole, men det. Det kommer ikke til at ske det har jeg gjordt for mange gange ig jeg er brugt op nu. Nå men hvis jeg kommer i skole så sidder jeg bare på min flade røv hele dagen og venter på klokken blir 15 så jeg kan få lov at tage hjem. Jeg snakker ikke med en enkel sjæl. alle hader mig. Så kommer jeg vel nok hjem efter skole og der laver jeg heller ikke noget. Jeg lægger mig bare til at sove fordi jeg er så træt og brugt. Jeg kan ikke sove om natten, næsten kun lm dagen når jeg kommer hjem fra skole. I vil sikkert foreslå at jeg får styr på min døgnrytme, men nej. Det har jeg forsøgt i 4 år, med alt. Te, medicin, kædedyne og jeg ved ik alt hvad.. så det kan i heller ikke hjælpe mig med. ja jeg har selvmordstanker. mange. Jeg har også forsøgt mange gange, men sidste gang, var sidste år i oktober. Jeg vil gerne dø, for jeg ser ingen grund til at leve. for hvad skal jeg leve for? Jeg har ingen venner, slet ingen, jeg skriver ikke med nogen, snakker ikke med nogen jeg ser heller ikke nogen. Så hvad skal jeg? Jeg har det forfærdeligt jeg har været diagnostiseret med en svær depression siden jeg var 12, og jeg er 16 nu. Og jeg har ikke fået det en skid bedre. Jeg har også prøvet alt iforhold til det, alt fucking lorte medicin og jeg ved ik hvad. Men jeg er aldrig blevet "rask". I vil sikkert foreslå at jeg tog til lægen og snakket med en der om det. Nej det kan jeg heller ikke. jeg ser en psykolog en gan i måneden og det gør mig heller ikke noget godt. Det eneste han vil er at sikre sig at jeg stadig trækker vejret. Alt andet er han pisse ligeglad med. "Prøv find en ny psykolog" - nej jeg har haft 8 forskellige "vigtige" fagfolk, og jeg nægter at lukke en mere ind, det kommer IKKE til at ske. Jeg er blevet svigtet alt for mange gange. jeg Hader også min familie. min mor er det aldrig for mig, hun drikker. Så jeg bor bare hos min far og mine to yngre søskende. De gør intet for mig. Ingen af dem. jeg gør alt, er mine søskende kede af det eller noget, så står jeg klar med det samme, selvom jeg selv er pisse deprimeret og traumatiseret af alt jeg har gået igennem. men når det er mig der viser lidt følelser, så siger eller gør de ikke en skid. "de er nok bange for at sige noget forkert ellers så ved de nok ikke hvad de skal sige" - okay, men skal det gå udover mig? Jeg ved udmærket godt hvad jeg skal sige til en depreimeret eller ked af det person. "Hey er du okay? Nok ikke, men du skal bare vide jeg er her hvis der er ngoet". det sku da nemt, sværere er det ikke. Jeg har været der for allr altid, mens alle jeg troede brød sig om mig, bare så mig falde så hårdt at jeg ikke engan gik komme op igen. Og de så på. Det gjorde de. De vidste udmærket godt hvad der skete og hvad der ville ske. hm. Når det så kommer til weekenderne. Der har jeg heller ikke noget At tage mig til. Mine søskende er sammen med deres venner, mine klassekamerater er til fest og hygger sig. Mig? Jeg ligger derhjemme i min seng og venter på det er over. Alså mit lorteliv. dagene er ikke noget jeg kan lide. Det er bare noget der skla overståes. Jeg har ingen livsglæde, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde det. Alle er så optaget af sig selv at de slet ikke ser hvad fanden der sker. Hvordan fanden kan man få sig selv til at være SÅ ligeglad med et medmenneske??? Hvad fanden har jeg gjordt galt???!!!! Jeg får ikke en skid ud af at skrive det her, så beklager st jeg spildte here dyrebare tid. 

Svar: 

Kære Christine

Da jeg var færdig med at læse dit brev, kunne jeg godt mærke, at jeg blev nødt til lige at trække vejret en ekstra gang, for hold da op det er godt nok noget af en omgang, du har og er ved at gå igennem. Jeg kan godt forstå, at du er frustreret, og at du føler, at der ikke er nogen, der vil dig det godt, når du ikke føler, at der er nogen, som reelt bekymrer sig om dig eller hjælper dig. Det burde ikke være sådan. Ingen mennesker burde føle sig ligegyldig, for det er der ingen mennesker, der er. Heller ikke dig! Og jeg ved godt, at det er nemt for mig at sige, for uanset hvor meget jeg prøver, så vil jeg nok aldrig helt kunne forstå, hvor stor den smerte, du føler, i virkeligheden er. Det er tydeligt, at den er enorm, men af respekt for dig så vil jeg ikke påstå, at jeg ved præcis, hvordan det føles at være dig. Men når jeg siger, at jeg forstår, så mener jeg, at det er helt naturligt og forståeligt, at man ikke har lyst til at leve mere, når man har det, som du har det. Jeg kan godt forstå, at det føles håbløst, og som om at det aldrig bliver bedre. Jeg tror på, at det nok skal blive bedre, men jeg bebrejder dig ikke, at du ikke har det på samme måde som mig. Derfor vil jeg heller ikke lade som om, at hvis du "bare lige gør dit" eller "bare lige gør dat", så er det hele løst på et øjeblik. Som du fortæller, så har du stået i det her længe, og derfor vil det nok også tage tid, før du får det bedre. Men jeg tror på, at det kan lade sig gøre.

I forhold til det med din psykolog, så har jeg lyst til at sige, at selvom han ikke fungerer for dig, så er det ikke ensbetydende med, at det ikke kan hjælpe at gå til psykolog. Alle psykologer er forskellige, og mange arbejder vidt forskelligt, og det som fungerer for nogle, fungerer ikke nødvendigvis for dig, og omvendt. Men når det er sagt, så kan jeg godt forstå, at du ikke har lyst til at lukke endnu en fagperson ind, når du har haft tilknyttet otte allerede. Jeg tænker derfor på, om du kunne have mod på at fortælle dem, som du har tilknyttet nu, at du ikke føler, at det hjælper? Jeg tænker f.eks. at det ikke er særlig meget at se en psykolog én gang i måneden, hvis man har det så skidt, som du har det. Jeg tænker også på, om din psykolog ved, at du slet ikke føler, at det hjælper dig at gå hos ham? Selvom jeg godt forstår, at du måske ikke tror, at det vil gøre nogen forskel, så tænker jeg: "hvad nu hvis det lige var det, der gjorde noget af forskellen?" Og hvis det allerede ikke hjælper dig at gå hos ham, så kan det forhåbentlig ikke blive værre, så måske det i hvert fald ikke skade at prøve at tale med ham om at ændre strategi?

Jeg kommer til at tænke på, om der er nogle ting, du nyder at lave? Selvom at du ikke føler, at du har nogen, som du kan hygge dig sådan ægte med, så tænker jeg, om der kunne være nogle ting, som du kunne have lyst til at gøre med dig selv? Lytte eller spille musik? Har du en interesse for film eller kunst? At læse og skrive historier og litteratur? At strikke eller hækle eller male? Gå ture, være udenfor eller svømme? Når man har det rigtig svært, så ved jeg godt, at energien er MEGET begrænset, men lige præcis derfor så tænker jeg, at det er vigtigt at noget af den lille smule energi, du så faktisk har, bruges på noget, som er rart. Og som ikke handler om at få det bedre, men bare at være til i øjeblikket og gøre noget fordi det føles rart for dig.

Du spørger, hvad der er galt med dig, siden der ikke er nogen, som hjælper dig, og til det vil jeg gerne gøre det MEGET tydeligt, at der ikke er noget galt med dig, og du fortjener selvfølgelig hjælp. Når du føler, at den ikke kommer fra din familie og sådan, så må jeg indrømme, at jeg nok tænker det samme, som du allerede har hørt. Nemlig at det måske handler om, at de virkelig ikke ved, hvordan de skal opføre sig, og hvad de skal gøre for at hjælpe. Og det er ikke din skyld, at det er sådan. Det er bare uheldigt og enormt frustrerende. Når det så går udover dig, at de ikke ved, hvad de skal gøre, så tror jeg heller ikke, at det handler om, at det er fordi, at det er dig, men fordi at det er dem, og at de af en eller anden årsag bare ikke ved, hvad de skal gøre. For mennesker som dig og mig, kan det virke fuldstændig ulogisk, at de ikke kan regne ud, at det er bedre at gøre lidt end ikke at gøre noget, men vi er bare allesammen enormt forskellige, og der er desværre bare nogen, som slet ikke kan navigere i det, når det handler om andres følelser. Som hellere trækker sig end at hjælpe, fordi det er nemmere for dem selv. Det er vildt frustrerende, og jeg synes også, at det er okay at være vred, men jeg tror stadig, at det er vigtigt at prøve at huske på, at der nok er en grund til det. Ellers kan man blive så opslugt af vreden, at det også kommer til at kræve så meget af din sparsomme energi, at der slet ikke er plads til andet end tristhed og vrede. 

I forlængelse af det, så vil jeg gerne fortælle dig, at du ALTID er meget velkommen her. Vi har brevkassen, men vi har også både SMS og chatrådgivning, hvor du kan få en snak med en af vores rådgivere. Det er helt anonymt, så du skal ikke være nervøs for, at vi finder ud af, hvem du er. Det er ikke derfor, at vi sidder her. Vi sidder her, fordi vi ved, at der desværre findes personer som dig, der ikke føler, at de har nogen, der bekymrer sig om dem. I sådan nogle situationer, så skal I vide, at vi er her. Vi bekymrer os om jer, og vi vil jer alt det bedste. Så hvis du har brug for bare at læsse af, så kom endelig forbi vores chat. Her må man gerne komme og "bare" være vred, ked af det og frustreret. Det kan vi godt klare, og vi vil gerne være den, der lytter, hvis det kan føles bare lidt rart for dig. Du skriver til sidst i dit brev, at du er ked af at spilde vores dyrebare tid, men det gør du absolut ikke. Vores tid er ikke vigtigere end din, så du skal endelig ikke tøve med at komme forbi. Vi vil rigtig gerne være en støtte for dig på vejen til at få det bedre.

Der findes en masse andre online tilbud, men ét jeg særligt kommer til at tænke på er Ventilen. Ventilen er et tilbud til unge, som føler sig ensomme eller alene, og hvor man har mulighed for at møde andre, som har det på samme måde. Måske det kunne være en rar luftforandring at møde andre unge i stedet for flere fagfolk? Hvis det er, så kan du læse mere om Ventilen lige her.

Jeg forstår, at det er hårdt, og at du har lyst til at give op, men omvendt så fornemmer jeg også rigtig meget vrede og frustration i dig. En vrede over at føle sig svigtet af folk gang på gang, og det giver mig en fornemmelse af enorm stor styrke. For på trods af alt det, som er sket, og på trods af den manglende støtte og hjælp, så står du her endnu. Og det virker til, at det kun er din egen fortjeneste. Det er DIG, der har holdt dig selv ovenvande. Det er næsten som om, at du har sagt, "hvis I ikke vil hjælpe mig, så gør jeg det SELV", og så har du gjort det. Det viser en KÆMPE stor styrke i mine øjne, og jeg tror på, at den styrke kan bære dig endnu videre på vejen mod et liv, hvor det ikke længere er de svære ting, som fylder. Det bliver ikke let, men jeg tror på, at du kan. 

Det blev et meget langt svar, og jeg ved ikke, om noget af det er hjælpsomt for dig at høre, men jeg håber det. For selvom at du nærmest har klaret dig på egen hånd indtil videre, så fortjener du støtte, og jeg håber, at mit svar kan give dig bare en lille smule fornemmelse af, at der faktisk er folk, som vil dig det godt. Blandt andet os her hos Cyberhus. 

Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg sender mange varme og positive tanker din vej. 

De kærligste hilsner, 

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program