Studiebolig

brevkassespørgsmål

Studiebolig

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 5 år 9 måneder siden

Hej,

Jeg er 17 år og går i gymnasiet på andet år. Jeg har i de sidste par uger tænkt over mit næste trin altså en vidergående uddannelse hvor jeg gerne vil læse business Administration and Digital management men jeg bor ikke i København så det betyder jeg skal have en bolig der. her kommer problemet så, jeg har ingen børneopsparing fra mine forældre eller anden form for opsparing så hvad er mine muligheder? skal jeg tage et boliglån/realkreditlån (hvilket er svært da jeg ikke har mange aktiver/nok til Down payment) eller skal jeg tage et sabbatår hvor jeg kun arbejder? hvad har i selv erfaring med?

 

  

Svar: 

Hej med dig. 

Der er rigtig mange beslutninger, der skal tages, når man er færdig med sin ungdomsuddannelse, og derfor synes jeg, at det er godt at høre, at du allerede er gået i gang med at overveje, hvordan din fremtid kan se ud. Det må også være dejligt, at du har fundet den uddannelse, som du gerne vil læse. 

At finde en bolig kræver ikke nødvendigvis en kæmpe opsparing, det kommer helt an på hvilken slags bolig, man er ude efter. Når man skal leje en lejlighed eller et værelse, så skal man som regel ligge et depositum og nogle steder også et par måneders forudbetalt leje. Beløbet varierer alt efter, hvor høj huslejen er. Hvis man gerne vil købe en bolig, skal man opfylde et hav af krav for at kunne låne penge, og bl.a. have en udbetaling på fx 15 % af boligens værdi klar, som du ikke må låne dig til gennem lån. Da lejligheder i København lige nu koster mange penge, som i flere millioner, vil det betyde, at du potentielt skulle lægge en udbetaling på 1.000.000 kr. Derudover skal man kunne vise, at man har en stabil økonomi, og det er de færreste unge, der har det, når de er færdig med gymnasiet. Så jeg tror ikke, at du skal satse på, at du skal ud og købe noget med det samme, men i stedet satse på at finde noget, du kan leje. 

Selvom du ikke har en opsparing lige nu, så kan du måske sagtens nå at spare det op, du skal bruge til depositum, hvis du gerne vil flytte lige efter gymnasiet, og du går i gang nu. Det kan sagtens være, at en opsparing på fx 20.000 kr er nok, hvis du fx ender med at leje et værelse, hvor huslejen nok er billigere end en hel lejlighed. Det er selvfølgelig mange penge, og det vil kræve en indsats. Men lad os sige, at der er 15 måneder til du vil flytte, så er det omkring 1.333 kr. du skal lægge til side i måneden. Og det kan være svært at gøre, hvis man ikke har et arbejde ved siden af. Så det vil jeg klart anbefale dig at få, hvis du ikke allerede har det. Der findes en del ungarbejde, hvor man kan tjene så meget i måneden, fx i føtex eller på et lager. Så det er bare med at undersøge, om der er noget tæt på dig, som kan give mening. 

Men det kan selvfølgelig også godt være, at du vurderer, at du ikke har tid til et arbejde ved siden af gymnasiet, og så kan det være en idé med et sabbatår, hvor du har mulighed for at spare de penge op, du skal bruge. Men når du ved hvilken uddannelse, du gerne vil ind på, er det nok en god idé at undersøge, hvad adgangskravene er, og om du tør satse på, at snittet ikke stiger højere end dit eget, hvis du venter et år. Det vil altid være et sats, og det kan være svært at vide, om man træffer den bedste beslutning ved at tage et sabbatår. Men hvis du ikke har mulighed for at spare op nu, så ville det nok være godt at have et år til at gøre det, så ikke skal stresse over det i den sidste tid på gymnasiet. 

En anden faktor er, om du vil flytte sammen med nogen i en lejlighed, for det er noget som vil gøre udbetaling til depositum og leje mindre. Det kan også være, at du gerne vil bo i kollektiv, hvor der måske er nogle andre krav til økonomi? Uanset så vil jeg anbefale dig nu at skrive dig op til en række ungdomsboliger, da det kan være svært at finde noget at bo i, og særligt op til studiestart. Du kan læse mere på den her hjemmeside, hvor du også kan finde et link, hvor du kan skrive dig op. 

Endelig vil jeg anbefale dig at tage et kig på eVejledningen, hvor du kan få vejledning om alt der omhandler valg af uddannelse, og de forhold der spiller ind som fx bolig og økonomi. Du finder dem her. Du er selvfølgelig også altid velkommen i vores 1-1 chat til en samtale. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til at finde ud af, hvordan du skal gribe din situation an. 

Mange hilsner Pernille 

 

Om du skal tage et sabbatår eller ej, kommer an på rigtig mange forskellige ting, fx hvordan gennemsnittet er på uddannelsen, om du har brug for en pause fra bøgerne, om du gerne vil ud og rejse osv. osv. Det kan være en god idé at tage et sabbatår, hvis du har brug for at tjene penge til en opsparing, og du ikke har haft mulighed for at gøre det under din gymnasietid.  

 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program