Ja, igen en overskrift der faktisk siger det hele. Min mor har altid været alkoholiker, og min far har da også engang kunne gå lidt til flasken, men ikke i samme grad som min mor, og min far er også kommet op i den alder, hvor han simpelthen ikke kan klare alkohol på den måde mere. Det syns jeg også kun er godt, for det er sgu ikke sjovt eller rart med en alkoholiseret forælder. 

Jeg tror et eller andet sted at rigtig mange børn/unge ude i denne verden oplever en far eller mor, der drikker og er rigtig selvdestruktiv, egoistisk og er ligeglad med alt og alle. Jeg har en mor, hvorpå at når hun er fuld, så skælder hun ud på nogen, som slet ikke eksisterer. Det kan da godt være, at hun har set sig sur på en rigtig levende person, men lader det gå udover "spøgelser" i stedet. Det kan faktisk virke ret så skræmmende. 

En overgang syns jeg det, at min mor skældte ud på nogen, der ikke var der var simpelthen alt for skræmmende. Jeg turde personligt ikke være alene med min mor, men jeg gjorde det, men mange gange prøvede jeg også bare at smile til min mor, selvom hun ingenting lagde mærke til og jeg prøvede at kigge lidt væk for at slå tiden lidt ihjel.

Engang da jeg gik i 5. klasse, hvilket er over 10 år siden nu, men jeg husker det ligeså tydeligt, som var det i går. Det var en morgen, hvor jeg skulle op og i skole. Dengang var jeg ikke god til at stå op af mig selv, så mine forældre kaldte altid 100 gange på mig, før jeg kom op og altid så jeg nærmest kom for sent, for jeg kunne ikke stå op. Men lige netop denne dag var min far gået på arbejde, og min mor hun havde drukket hele natten, det skete - og hun sad og kaldte på mig i sit fuldskab, og jeg tænkte bare: "Hvad er det, jeg kan høre?" Så jeg endte med at stå op, tror klokken var omkring 7-halv 8 måske 8, fordi jeg er så svær at få op. Men jeg gik udad værelset og så at min mor var faldet og sad på gulvet. Som sagt var jeg alene, så jeg måtte jo prøve at hjælpe min mor. Jeg forsøgte at ringe til min far 100 gange, og han tog den bare ikke. Det lykkedes til allersidst at få fat i min far over telefonen, hvor jeg så måtte bede ham om at komme hjem, for min mor var faldet, og jeg kunne ikke hjælpe hende op. På et tidspunkt skulle hun så ud og tisse, men op kunne hun ikke komme, og hun sad bare der på gulvet og hang. Man kan så sige heldigvis på en uheldig måde var hun nøgen, så hun måtte simpelthen tisse på gulvet, og så gik jeg og tørrede op efter hende. Lige denne dag skal det lige siges, at jeg ikke kom i skole, fordi at ja - jeg skulle sørge for min mor, og jeg var også i panik. Jeg efterlader aldrig nogen! Så kom min far endelig hjem og hjalp min mor op i sofaen, hvor hun lå indtil min far kom hjem igen, og da han kom hjem igen blev der ringet efter en ambulance, og det viste sig da også, at min mor havde brækket sin skulder og nogle ribben. Jeg skal ærligt indrømme, at denne dag nok var en af de værste, jeg nogensinde har oplevet. 

Det skete da også, da min far en overgang var på hospitalet i 2010, at min mor nogle gange gik på druktur, det var faktisk ikke sjovt at være alene med hende, og min far kunne jo ikke gøre en skid, han var bare ked af det. 

Som sagt har min mor jo altid drukket, og det har varieret meget, hvor slemt det har været. Nogle perioder er værre end andre. Indenfor de sidste 2 år har det særdeles været slemt, hun har ikke kunnet være til at holde ud. Men det begyndte faktisk allerede så småt at blive slemt efter kort tid, at jeg havde mødt min søde kæreste, og det er jo snart 5 år siden. Min mor vil meget gerne bestemme over mig og alle andre, og hvis der er noget, der ikke lige passer hende, så går hun helt amok bogstaveligtalt. Det er så slemt nu, at hun næsten terrorisere mig med beskeder og opringninger. 

Fx har jeg fødselsdag den 3. Marts, hvilket ikke er om så lang tid, og min fødselsdag har jo altid været der. Jeg har så valgt at invitere folk hjem til mine svigerforældres hus selvf i samråd med dem, også fordi de har noget mere plads til gæster. Det gik min mor da totalt amok over. Hun begyndte at sige fuck you, at jeg kunne rende hende og at jeg godt ved, min far ikke går særlig godt og sagde han var en halv time om at gå ned til bussen (passer ikke - maks 10-15 min), og at de kom ikke til min fødselsdag, og at det gjorde min mormor heller ikke. Altså jeg tænkte virkelig bare, at hvorfor blander hun min mormor inde i det her? Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige, jeg løb helt tør for ord. Altså jeg havde ikke engang inviteret min mormor endnu, fordi jeg lige skulle snakke med hende. Det gik bare helt amok, og jeg prøvede at søge støtte hos min kæreste og min far, og det værste var, at det skete lige netop en dag, hvor man var taget til fødselsdag og skulle gå og hygge sig. Det var først henad aftenen, at jeg kunne slippe det lidt og faktisk grine og hygge mig. 

Sidste weekend var min mor også sådan, der var min fyr og jeg på bryllupsmesse, fordi vi skal giftes. Der begyndte min mor pludselig at skrive, at hun ikke kommer til brylluppet. Men nogle få dage senere skrev hun, at hun kom. Altså det var bare helt kuk kuk. 

Min mor er ikke til at styre, og det går jo udover hundene derhjemme og min far med. Altså det går jo udover os allesammen, og det kan min mor bare ikke se. 

Det værste er også, at min mor er ikke god til at spise, så hun sulter sig jo nærmest også fordi hun siger hele tiden, at hun ser tyk ud og har for meget fedt på kroppen. Det hun har er maveskind fra at hun har været overvægtig. Men det kan hun ikke se, hun ser det som fedt. Altså min mor har fortalt mig engang, at hun var anoreksier, og det kan man et eller andet sted godt se og høre. 

I går da jeg stadig var rigtig ked af det, der fik jeg en god trøst af min svigermor, og jeg fik en lang snak med en rigtig god veninde, jeg ikke ser så tit, men vi har leget rigtig meget som børn, og vi kender begge hinandens mødre. Altså hendes mor var også alkoholiker, og "var" fordi hun døde for lidt over 1 år siden, og hun var åbenbart også en med spiseforstyrrelse, hun havde bare bulimi. Hun spiste for at være et godt forbillede for os børn, men når vi ikke så det, kastede hun alt maden op igen. Men jeg syns faktisk, at det var rigtig rart og dejligt at snakke i en time til halvanden med hende, jeg altid har kaldt min bedste veninde. Vi har grinet sammen og pjattet og ja spillet playstation og computer sammen som børn og unge. Altså vi var og er gode veninder, selvf har vi da også prøvet at være uvenner og sure på hinanden, men det var faktisk rart, at hun gerne ville snakke med mig i går, også fordi jeg havde sagt til alle, at min fødselsdag var aflyst, og så måtte jeg jo fortælle, at den altså blev holdt alligevel. Men rart var det faktisk at snakke med en, som selv har haft en mor, der godt har kunne gå en lidt på nerverne. Men det gav altså lige lidt smil på læben at snakke med en, som kender mig og omvendt. 

Men det er fandeme hårdt med en mor, som er så selvcentreret og egoistisk! Næsten ikke til at holde ud. :(