Hjælp! Min mor skal med på min første date

brevkassespørgsmål

Hjælp! Min mor skal med på min første date

brevkassespørgsmål af
Jeg vil helst være anonym
16 år
Oprettet 5 år 11 måneder siden

Hej brevkasse. Jeg er en pige på 16 som har det mega svært. Jeg har aftalt en date med en dreng fra B-klassen. Han vil på cafe og i biograf bagefter. Jeg har det problem at min mor skal køre mig der hen og at hun altså bliver nødt til at være med. Det er fordi jeg har et handicap, så hun skal hjælpe mig med at gå på wc og med min respirator (skal nogle gange have "suget" lungerne). Jeg ved godt jeg bare skal lade som om hun ikke er med. Min mor siger at hun vil være stille og læse i en bog imens. Men det er bare svært for jeg vil gerne have mit eget liv. Jeg synes det hele er dumt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre hvis nu at drengen vil kysse mig. Det er fordi han siger at han godt vil være kæreste. Jeg synes han er lidt lækker og sjov. Jeg tror måske jeg er forelsket fordi jeg tænker på ham mega meget og vi sender altid noget sjovt på snapchat. Jeg vil altså ikke have at min mor er med på min første rigtige date. Jeg vil gerne have en handicaphjælper, men min kommune har fjernet min ordning. Nu har jeg kun nogle få timer med en ledsager og de bliver sparet sammen til fysioterapi, læge og når jeg skal på sygehus til kontrol. Det bliver jeg nødt til at bruge ledsager til, fordi min mor ikke kan spørge fri fra arbejde til det. I skolen er der en aftale med en anden handicappet piges hjælper. Det er mega dumt. Når den anden pige er syg, så ringer hun og så må jeg blive hjemme fordi der ikke er hjælp til mig. Jeg vil bare gerne leve et liv ligesom mine venner. Hvorfor fjerner kommunen min ordning så jeg ikke kan leve et normalt liv? 

Håber at I kan hjælpe mig.

Svar: 

Kære du,

Tak for dit brev! Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at have din mor med på din første date. Den første date skal helst bare være én selv, og den person man er på date med. Det er ikke super fedt at skulle have andre med også. Men samtidig har du et handicap, der gør, at du er nødt til at have en eller anden med på din date. Og hvad gør du så?

Du skriver, at din kommune har skåret så meget i dine ledsagertimer, at du kun har timer nok til fysioterapi og sygehusbesøg, og ikke til andre ting. Derfor er løsningen blevet, at det er din mor, der skal med på din date. Men måske er der andre, der også kan hjælpe dig? En veninde eller en moster eller faster, så det ikke behøver at være din mor?

Der findes også forskellige private ledsagerordninger, hvor man kan købe sig til ledsagertimer. Det kræver selvfølgelig, at dine forældre kan og vil betale for det, men muligheden er der i hvert fald. Og det vil samtidig være en mulighed for, at du kan have lidt mere privatliv fra din mor.

Hvis dine forældre ikke kan eller vil betale for private ledsagertimer eller hvis du ikke har en veninde, moster eller faster, der kan hjælpe dig, og du derfor bliver nødt til at have din mor med, behøver det ikke være så nederen som det lyder. Du skriver, at din mor siger, at hun vil sidde med en bog, og ikke vil forstyrre. Så langt så godt. Men måske kan I også gøre det sådan, at I sidder i hver sin ende af caféen, og hun sidder med ryggen til jer, så hun ikke kan se jer, og derfor ikke kan følge med i hvad I laver.

Det kan også være, at din mor kan sidde på en café ved siden af, eller kan gå en tur imens I er på café, så du bare skal ringe eller skrive til hende, når/hvis du får brug for hende. Og når I skal i biografen kan det være, at din mor kan vente ude i forhallen eller kan sidde allerforrest i salen, mens I sidder længere oppe bag ved, så I ikke føler jer overvågede.

Det er super nederen at skulle have en af sine forældre med på date. Især på ens første date. Men heldigvis er der ting du kan gøre, for at gøre det mindst muligt nederen.

Jeg håber du kan bruge svaret, og at du får en fantastisk date!

Mange hilsner,

Stine

StineHs billede
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program