Hej pige, 16 år,

Som jeg ser det, er der to sider til dit spørgsmål, nemlig det at fortælle du vil have et barn, og selve valget at ville have et barn. Efter som du ikke rigtigt spørger om det sidste, så virker det måske ikke så relevant, du virker rimeligt afklaret. Men jeg synes det er vigtigt at du læser det alligevel, så jeg håber du når så langt.

Hvordan du skal udtrykke dit ønske om at få et barn kommer meget an på modtageren. Den hurtigt afklarede her er stedfaren. Helt ærligt, så er det de færeste kommende bedsteforældre der ved noget før barnet er på vej, og jeg synes det er helt fair at fortælle ham, at det kan godt være at han mener du skal vente til du bliver 25, men det er faktisk ikke noget han bestemmer. Og selvom dine forældre bestemmer over dig til du er fyldt 18, kan de ikke tvinge dig til at få en abort.

Din kæreste er en ganske anden sag, for du risikerer at skræmme ham væk. Mange fyre er først klar til at få børn i slut 20'erne, og hvis han er bare nogenlunde jævnaldrende med dig, er børn nok det sidste han tænker på. Så i det tilfælde er det nok noget med at åbne stille og roligt op for samtalen med et "Har du nogensinde tænkt på..." eller sådan noget. Noget der både kan ligge langt ude i fremtiden og lige om hjørnet, uden det er helt tydeligt hvornår. Når så der er taget hul, kan du lige så stille gå mere til ham. Men som sagt, forvent ikke at han synes det er en god ide. Selvom han elsker dig, og I har klaret meget, betyder det ikke at han er klar til at få barn med dig. Og selvom han ikke er klar nu, betyder det ikke at han ikke bliver det med tiden.

Når det er sagt, er der en del teenagespiger der drømmer om at få børn. Det er noget med hormoner, kønsmodenhed og gener. Det betyder ikke at det er en god ide. Og det er ikke fordi en ung mor ikke kan være en god mor, jeg er enig med dig i, at alder ikke betyder så meget i den forstand, selvom det at have afprøvet en ekstra 10 år af livet kan gøre meget i forhold til opdragelsen. Det er fordi hormonerne stadig suser i kroppen, og hvad der virker som en helt vildt god ide lige nu, måske ikke er det imorgen. Og sådan et barn hænger man på. Det er fordi det kræver et enormt ansvar og er (uanset hvad dine veninder siger) meget isolerende at få et barn. Du kan lige pludselig ikke tage til fest eller mødes til en kop kaffe. Du kan faktisk ikke rigtigt gøre noget selvstændigt i det meste af et år. Og derefter kan du så småt kun i perioden 6.30-17, hvor vuggestuen har åbent. Og så er det fordi jeg synes det er vigtigt at blive helt voksen, før man begiver sig ud i voksenlivets alvorligheder. Det er sgu det mest alvorlige og den mest omvæltende beslutning man overhovedet kan tage, at sætte børn i denne verden. Ligepludselig er du, dit forhold til din kæreste, venner, omgangskreds, drømmeuddannelse og job noget der skal passes ind under forholdet at du er mor. Og tro mig, uanset hvor mange børn du kan have noget at passe, giver det ingen som helst ide om hvordan det er at være forælder.

Så selvom jeg synes din stedfar måske skulle overveje at fortælle dig noget andet end hvor gammel du skal være, før du skal have børn, så tror jeg et eller andet sted han har ret i at 25 år er en god alder.

Jeg håber du kom igennem det hele. Og jeg håber virkelig at du læser hvad jeg skriver til dig. Og husk så, at uanset din beslutning, så er du altid velkommen til at skrive herind igen.

Med Venlig Hilsen

-Sune