Lillebror stjæler

brevkassespørgsmål

Lillebror stjæler

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 5 år 11 måneder siden

Min 9årig lillebror stjæler jeg sklædt ham ud han ligeglad. Kan ikke fortælle mine forældre da de drikker og sjælen er hjemme skal jeg fortælle min lære eller hans lære det?

Svar: 

Hej

Det er godt at høre, at du som storesøster forsøger at hjælpe din lillebror. Du skriver, at dine forældre sjældent er hjemme, og at du derfor ikke synes, at du kan fortælle dem det. Den situation er i sig selv svær for dig og din bror. Det er vigtigt, at du har en eller flere voksne, som du kan tale med. For eksempel om at du er bekymret for din lillebror, men også om hvordan du selv klarer det derhjemme.

Det er et godt forslag, du kommer med om at du kan tale med en lærer. Det kan være en lærer, som du har tillid til. Hun eller han har også et ansvar for, at I trives og kan hjælpe med til det. Tal med hende/ham om at det ikke er dit ansvar at være forælder, men at du gerne vil hjælpe. Prøv at tale sammen om hvordan du bedst kan hjælpe din lillebror. Husk at vise ham, at du vil ham det godt. Når dine forældre ikke taler så meget med jer, er det godt, at du prøver at tale til ham om alt muligt og viser, at du holder af ham. Selvom han måske virker ligeglad og måske kan finde på at reagere ved for eksempel at ignorere dig. 

Det kan også være hårdt for ham, at du skælder ud, og det kan være, at du kan overveje andre og mere venlige måder at nærme dig ham på. Det er godt at kunne tale roligt om tingene, og måske også gøre nogle ting for sjov, så I kommer til at grine. Hvis du synes det lyder fjollet, så er det helt i orden: Men hvis I nu får fredagsslik, og så lige som I sidder og hygger jer, fisker du hans pose væk - hov, nu er den stjået? Og så giver du den tilbage, inden han bliver sur! Så kan du måske gøre opdragelse til en leg mellem jer, ved at du viser ham ting på en lidt sjov måde, frem for en hård og irriterende måde.

Husk at han har brug for en storesøster, som også tager sig tid til at fjolle med ham, og at I hygger Jer sammen. Især nu når Jeres forældre ikke er der så meget. Det er som sagt vigtigt, at du taler med en voksen, også så du har en at tale med, hvis det hele bare bliver for meget. I er ved at blive store, men I er stadig børn, og det er vigtigt, at nogle passer på jer, og forhåbentlig kunne jeres forældre også blive bedre til det med den rette hjælp. Du er også velkommen til at skrive ind til chatten en dag.

Venlig hilsen Sara

 

 

Lilians billede
Sara fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program