Kære dig

For rigtig mange kan det være svært at finde ro, når man er sammen med mennesker som man kender fra forskellige sammenhænge. Jeg tænker derfor at du bestemt ikke er alene med din oplevelse, og jeg er glad for at du har skrevet ind til os.

I dit spørgsmål ligger du særlig vægt på at det kan være svært at være sammen med dine venner samtidig med at du er sammen med din familie, og selvom du skriver at det også sker i andre sammenhænge, så er det her jeg vil starte. Det er nemlig ofte sådan at man opfører sig på forskellige måder, alt efter om man er sammen med sine venner eller sin familie, og man kan tale om at der er nogle naturlige grænser for hvad man selv (og hvad andre) tænker er ok at sige eller gøre. Det er f.eks. mere naturligt at snakke med sine venner om fx kæresteproblemer eller oplevelser hvor man har været pinlig eller grænsesøgende (det kunne fx være når man har været til fest). På samme måde er der også nogle ting som det er nemmere at tale med sin familie om, som fx de ting man gør sammen som familie eller andre familieanliggende. Den opdeling begynder allerede i de tidlige teenageår, fordi man, som ung, er ved at finde sig selv og ved at finde ud af hvordan man gerne vil være sammen med andre, og det er også her at den er mest tydelig. Heldigvis er det også en opdeling som bliver mindre tydelig jo ældre man bliver, og det bliver mere naturligt at tale med både sin familie og sine venner om mange af de samme ting. 

I den forbindelse, så skriver du at du ikke synes at du ændrer dig særlig meget, når du er sammen med forskellige grupper af mennesker, og det peger på at du har en rimelig god fornemmelse af hvem du er og hvem du gerne vil være, uanset hvilken gruppe af mennesker du er sammen med. Du skriver dog også at du bliver akavet i situationen, og bliver bange for at dine venner gør noget som dine forældre bliver forargede over, eller at dine venner måske dømmer din familie. Selvom det ikke er noget du egentlig har oplevet, så er det noget der bekymrer dig i sådan en grad at du ender med at "opdrage" lidt på de andre, og ud fra hvad du skriver, så lyder det til at det er den "opdragelse" som frustrerer dig? 

Hvis det er rigtig forstået, så lyder det til at du bruger en del energi på at tænke over og bekymre dig om hvad andre tænker. Ikke nødvendigvis hvad de direkte tænker om dig, men mere om hvordan fx dine venners handlinger kan "smitte af" på dig så du fremstår på en dårlig måde - enten i dine forældres øjne eller i dine venners øjne. For at undersøge om det er dét der sker, kan du, i situationen, prøve at spørge dig selv om hvilken betydning det har for dig, hvad de andre gør. I situationen med nutella-maden kunne du fx spørge dig selv om hvad du selv synes om at din veninde brugte meget nutella  - tænker du at det er spild? At det er ulækkert? At det er frås? Når du er mere bevidst omkring hvad du selv tænker, så kan du også bedre begynde at se en sammenhæng mellem det og det du har lært - måske er det vigtigt at man sparer på ting i din familie, måske har du lært at man skal undgå at overspise på søde ting, måske noget helt tredje. 

Vi er allesammen påvirket af de ting vi lærer i vores familie. Nogle ting lærer vi bevidst (som fx at sige tak for mad) og andre ting lærer vi ubevidst (som fx at aflæse andres humør og handle derefter). Jeg tænker at du måske, ubevidst, har lært at der er nogle bestemte måder at gøre eller være på, som er bedre end andre - og når du så er i situationer hvor der er andre som (potentielt) gør noget andet, så gør det dig utryg - uden at du måske ved hvorfor. Jo mere du så træner dig selv i at blive bevidst om hvad du har lært og hvordan det kommer til udtryk, jo nemmere vil det også være for dig at tage afstand til det - og på den måde vil det blive nemmere at være i de sammenhænge. Men som sagt, så er det også meget naturligt at man gerne vil holde forskellige grupper adskilt, og særligt når man er ung. 

Jeg håber du kan bruge mit svar

Venlige hilsner,

Signe