Utroskab

brevkassespørgsmål

Utroskab

brevkassespørgsmål af
Anna
18 år
Oprettet 8 måneder 3 uger siden

Hej, Min kæreste af snart 9 måneder har været mig utro en del gange. Han havde fået et blowjob af en pige i starten af vores forhold som endte med at fortælle mig det, hvorefter jeg fandt ud af at han også havde kysset med 3 andre. Det førte til at vi for omkring 4 måneder siden slog op. Vi havde slået op i omkring 14 dage hvor han gjorde en kæmpe indsats for at komme sammen igen og han græd en masse og vi fik snakket og han har været god til at håndtere situationen. Før vi slog op var vores forhold ekstremt usundt, primært fordi han har ekstremt meget adhd og ikke tager medicin for det fordi at han bliver mere vred af det og især fordi at han er utroligt jaloux. Det skal også lige nævnes at det her er hans første forhold. Vi kom sammen igen efter en masse snakke og siden da har vores forhold været meget bedre. Dog stadig med nogle usunde tendenser men det er noget vi arbejder på. Problemet for mig er at han er ret god til at snakke om hans følelser og være sårbar og det er jeg ikke. I forlængelse af det kommer der nogle gange situationer hvor at han bliver såret eller jaloux, eksempelvis gik han i dag igennem min kamerarulle og fandt meget gamle billeder af mig der kysser med en anden eller billeder af min ekskæreste. Det er ikke noget jeg har følt jeg har burde slette da det har været før vores tid, og det er ikke noget jeg føler er forkert, men blot minder. Det kunne også være en situation hvor han er blevet mindet om at jeg kort før vi blev kærester kyssede med en anden (vi har aldrig haft regler om at der var noget vi ikke måtte før vi blev kærester). Problemet er at hver gang at der er sådan noget hvor han er blevet såret over noget eller jaloux over noget i den her stil, er det eneste jeg kan tænke “men du var mig utro” og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med det. Det er jo helt fair at han bliver såret eller jaloux, ligesom enhver kæreste havde blevet men jeg føler bare at det er så dobbeltmoralsk når han har været så meget værre selv og jeg kan simpelthen ikke få tanken ud af hovedet. Og det gør bare at jeg altid ender med at blive irriteret, hvilket ikke er fair når han er ked af det. Har du en ide til hvordan jeg kan gøre det bedre? Mvh Anna

Svar: 

Hej Anna,

Først vil jeg gerne sige, at jeg synes du lyder til at være en mega god og forstående kæreste. Du spørger om jeg har en ide til hvordan du kan gøre det bedre, og der vil jeg tillade mig at komme med nogle ideer til både dig og din kæreste, nu hvor det er en situation der handler om jer begge, det håber jeg er ok 😊

Jeg tænker der er forskellige ting på spil i det du skriver, men jeg vil gerne prøve at adskille det lidt, så jeg først skriver lidt om din kærestes jalousi og derefter om din irritation.

Jalousi
Du fortæller at din kæreste igennem hele jeres forhold har haft et problem med at blive meget jaloux. Jalousi er en rigtig ubehagelig og svær følelse, og jeg kan godt forstå at det gør ham ked af det. Når man har ADHD som din kæreste, kan man godt meget hurtigt blive overvældet af følelser, så jeg synes det giver god mening at hans jalousi delvist har noget med hans ADHD at gøre. Samtidig kan man sige, at hvis man selv kan finde på at være utro, er det måske også lettere at forestille sig at andre kan finde på at være utro. Så selvom det virker dobbeltmoralsk, giver det egentlig god mening.

Når alt det er sagt, er det vigtigt for mig at sige, at det ikke er dit ansvar at sørge for at han ikke bliver jaloux. Det er dejligt at du gerne vil gøre det godt, men de ting du fortæller, at han bliver jaloux over, er jo hverken noget du kan ændre på eller hvor du har gjort noget galt. Du skriver at det er fair at han bliver såret, men er det egentlig det? Selvfølgelig er det ikke rart at tænke på at vores kæreste har været sammen med andre, men det er jo sådan livet er. Jalousi er en naturlig følelse som de fleste af os kender, men når den fylder så meget som du beskriver, tænker jeg faktisk at din kæreste er nødt til at arbejde med at blive bedre til at håndtere sin jalousi, så den ikke fylder så meget i jeres forhold. Også for sin egen skyld, for jeg er sikker på at det heller ikke er rart for ham.

Du fortæller at han har ADHD, og det kan helt sikkert godt gøre det svært for ham, men det gør det faktisk bare endnu mere vigtigt at han får nogle redskaber til at håndtere svære følelser. Hvis medicin ikke er en mulighed, kan man få rådgivning og undervisning i, hvordan man bedst håndterer svære situationer. Det er selvfølgelig ikke noget du kan bestemme for ham, men du har lov til at bestemme hvad du selv kan være med til. ADHD kan godt gøre livet svært, og din kæreste fortjener al mulig forståelse. Men lidt hårdt sagt, har man stadig ansvar for at behandle andre mennesker ordentligt, også når man har ADHD.

Irritation
Det bringer mig videre til det, at du bliver irriteret når han er jaloux. Jeg kan godt forstå at det ikke føles rart at være irriteret på nogen som er ked af det, og han kan heller ikke gøre for at jalousifølelsen opstår. Men samtidig synes jeg også at du har lov til at sætte en grænse for hvad du vil være med til, for det er ikke helt fair at du skal trøste ham over ting fra fortiden. Slet ikke når du selv har tilgivet ham for at være utro. Og det er vigtigt for jeres forhold, at dine følelser også får lov til at være der.

Derfor tror jeg, at det vil være rigtigt godt, hvis I fik talt om hvordan du får det når han bliver jaloux, og hvad I kan gøre når det sker. Det bedste vil være at gøre det på et roligt tidspunkt, hvor der ikke er dårlig stemning, så der ikke på forhånd er nogen som er kede af det. Det er ikke spor let at tage den slags snakke, men et godt råd er, at du holder dig til at fortælle om dine egne følelser og hvad du selv har brug for.

Du kan måske fortælle at du rigtig gerne vil hjælpe ham, men at du også kan mærke at du bliver irriteret på ham i de situationer, på grund af jeres historik, så derfor har du brug for at I laver en ret konkret aftale om hvordan I kan håndtere situationen bedre. Det kan for eksempel være at du skal have lov til at bede ham om at gå en tur på 10 minutter, eller at han skal tale med en anden om det, hvis det alligevel ikke er noget du kan ændre på. Det kan godt føles hårdt at lave sådan nogle aftaler, men samtidig er det også alt for hårdt for dig, hvis du helt skal tilsidesætte dine følelser og retfærdighedssans, når han bliver ked af det. Hvis det er alt for svært at tage det som en snak, kan du også skrive til ham hvordan du har det. På den måde får han også lidt tid til at tænke over det du har skrevet, inden i taler om det.

Den sidste lille flag jeg vil hejse, handler om dine billeder. Du skriver at din kæreste gik igennem din kamerarulle indtil han fandt et meget gammel billede. Jeg ved jo ikke hvordan situationen var, men det er bare vigtigt for mig at sige, at han selvfølgelig ikke må kigge i dine billeder uden at få lov. Og hvis han spørger om lov, er det også ok at sige nej. Det er let for mig at sige, men jeg ved godt at det kan være enormt svært at sætte grænser på den måde. Mindhelper har skrevet en rigtig fin artikel om det, som jeg vil anbefale, hvis du har brug for lidt inspiration der: https://mindhelper.dk/identitet/saadan-saette-graenser/

Jeg håber at I får talt om det, og kommer godt videre med jeres forhold, uden for meget jalousi. Hvis du eller din kæreste har brug for at tale det hele igennem med nogen som kender til udfordringerne ved ADHD, kan jeg anbefale jer at kontakte ADHD foreningens rådgivning. Den finder I her: https://adhd.dk/raadgivning/

Mange hilser,
Marie

cyberhusdittes billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program