jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. 

jeg har kæmpe problemer med min mor og jeg føler at det er ved at splitte hele familien ad og ødelægger forholdet mellem min søn og jeg.

Min mor er utrolig dominerende og har en evne til at få mig til at føle kæmpe had til mig selv. Hun har altid bestemt over mine valg, hvem jeg skal være veninder med og hvem jeg skal have som kæreste, bryder hun sig ikke om mine valg kører hun psykisk på mig til at jeg overgiver mig, det kan dreje sig om flere dage. Derfor har jeg gennem årrækker ladet hende bestemme, hvilket var nemt da jeg var yngre og da jeg boede for mig selv. Men jeg synes det er rigtig slemt nu og har været det lige siden jeg fødte min søn og var nødsaget til at flyttte hjem igen pga. økonomien. hun er meget dominerende omkring min søn, fx til hans barnedåb hvor min kusine ville tage et billede af mig og min søn, her skubbede hun nærmest mig væk fordi hun selv ville have et billede med min søn, min kusine og mine søskende som tilfældigvis overværede episoden rystede på hovedet af hende, men det opfattede hun ikke. Udover dette bestemmer hun hvad han skal have af tøj, hvad han må spise osv. Hun vil altid tage ham op efter lur og jeg føler nærmest hun har overtaget moderrollen helt. Jeg tør bare ikke mande mig op, fordi jeg simpelthen ikke orker at blive kørt på og for fredens skyld. Men nu har jeg efterhånden fået nok, for hun nøjes ikke bare med dette, hvis min søn er ked af det er det min skyld, hvis jeg holder ham og han rækker ud efter hende, mener hun at han er mere knyttet til hende end hvad han er til mig, hun elsker at fortælle folk i byen hvor meget hun passer ham og hvor stresset hun er og folk giver hende medynk, problemet er bare at al denne hjælp er noget hun gør af egen vilje, hun skubber mig jo væk hver gang jeg forsøger. 

Jeg kan mærke at jeg har brug for at komme væk og bo for mig selv sammen med min søn, da jeg føler at hun er ved at gøre mig syg igen, jeg har kæmpet med anoreksi fra jeg var 11-19 år, jeg er 23 år nu. min mor har altid haft en meget fordømmende billede af tykke mennesker, hun afskyer dem og ser dem som håbløse (et ord hun ofte benytter), Jeg vil betegne mig som værende normalvægtig, men hver eneste gang jeg tager et glas cola eller noget at spise kan jeg mærke hendes bedømmende blik, ofte kommer hun også med kommentarer som, skal du nu drikke cola igen eller du er godt nok glad for mad (tonelejet er negativt), udover dette skamroser hun andre meget tynde piger, hvor jeg fortæller at jeg synes de ser syge ud, hendes svar hertil er at hun misunder deres styrke til at holde igen og at hun heller vil være anorektisk tynd end at være overvægtig, jeg føler hele tiden hun skubber til mine gamle tanker.

Hun er ikke begejstret for at mig og min søn flytter for os selv, hun mener at det er egoistisk, fordi at min søn har det så godt med hende og at jeg ikke vil kunne give ham al den kærlighed som han har brug for, når jeg samtidig skal passe mit studie. Jeg elsker min søn og ønsker det bedste for ham, men jeg har det ikke godt som det er nu og jeg føler at det rigtige er at vi flytter for os selv og han så kan komme på besøg hos min mor så ofte som det er muligt, men jeg tvivler på mig selv og mit værd. 

Uover dette evner hun altid at få mine søskende på hendes side, så de er heller ikke søde ved mig, de har blandt andet skrevet over chat at jeg var en dårlig mor, det er synd for min søn og at jeg er pinlig, klam og grim. dette elsker hun at hive frem når hUN er gal på mig, især det med at jeg er en dårlig mor. 

Jeg beklager mit lange brev, men jeg kan snart ikke holde til mere og jeg har brug for at komme ud med det.