Hej med dig.

Tak for dit spørgsmål. Jeg er glad for du skriver herind, selvom det er svært at snakke om. Jeg er virkelig ked af at høre, hvordan du bliver behandlet i skolen - det er bare ikke okay.

Det er ikke til at forstå, hvordan nogle kan få sig selv til at snakke så grimt til andre. Nogle kan måske finde på det, hvis de møder nogle, som skiller sig ud - simpelthen fordi de ikke ved, hvordan de ellers skal reagere, eller hvordan de skal være. Så i stedet for at være nysgerrig på vores alle sammens forskelle, så bliver der sagt grimme ting, som dem du nævner.

Det kan være en svær ting at svare på i forhold til, hvad du kan gøre. Mest af alt, fordi vi alle sammen som sagt er forskellige på hver vores måder, og derfor har det godt med forskellige ting, og bliver venner med forskellige folk. Derfor kan jeg heller ikke give dig et svar eller en løsning på dit spørgsmål om, hvad du skal gøre. Alligevel håber jeg, du kan bruge mit svar i en vis udstrækning.

Det første, der falder mig ind er, at du skal være den, du er, være dig selv. Jeg kan godt se, at det kan føles som et lidt tyndt svar, hvis man føler, at andre netop skælder én ud for, at være den man er. Problemet er bare, at det er dem, der gør ting forkert og burde opføre sig anderledes - ikke dig. Så længe du er venlig, som jeg er sikker på du er, kan du som sådan ikke gøre mere - i den forstand, at du ikke skal være anderledes.

Jeg bider særligt mærke i, at du skriver, at du ikke har så mange venner i skolen, men samtidig også at der ikke rigtig er nogen, der gider at være venner med dig og at allesammen synes, du er mærkelig. Betyder det mon, at selvom der ikke er mange, så er der måske nogle enkelte eller én, som du kan gå til? Hvis det ikke er tilfældet, kan du så fokusere på dem/den, der ikke er direkte modbydelig overfor dig? Er der ikke én, du føler dig mere tryg ved, eller som måske ligesom dig også er lidt genert i det? Jeg ved, det kan føles som et kæmpe skridt, men måske du opdager, at det ikke er alle, som egentlig reelt synes de ting om dig, som der bliver sagt. Det kan også være, at nogle bare siger de ting for "at være med", og fordi de selv er bange for at blive holdt uden for, eller at andre synes de er er mærkelige, hvis ikke de gør. 

Du skriver, at du ikke tør tale med nogle om det. Det lyder som en træls følelse, og kan måske gøre, at du føler dig endnu mere alene? Med 'tør' mener du så, at det er for svært, for uoverskueligt eller fordi du er bange for, hvad de tænker? Uanset hvad, er jeg er helt sikker på, at hvis du går til din mor eller far, en søskende eller måske en klasselærer, at de vil lytte og bakke dig op. Det kan være en stor hjælp, så man ikke står helt alene med de svære følelser, man kan have, og måske de kan hjælpe dig eller give dig gode råd? Du kan evt. starte med at skrive det ned som et slags brev, hvor du kan fortælle, hvordan du har det, og hvad du oplever, ligesom du har gjort her. Selvom det måske kan virke fjollet, kan det være nemmere end at stå overfor en person. Det kan også være, du er bange for, at dine klassekammerater vil være trætte af, at du er gået videre med det? Hvis det er tilfældet, kan du jo bede den voksne om, ikke at sige det videre i første omgang? Den voksne kan helt sikkert også sørge for, at hvis mobberiet bliver taget op i klassen, at det ikke behøver at dreje sig om dig, men om mobberi generelt. 

Du kan også kontakte 'ung uden mobning', som har en anonym telefonrådgivning, dvs. du kan snakke med nogen, som ikke kender dig, hvis det føles mere trygt. 

Jeg håber, at svaret har kunnet hjælpe dig, og at du får det bedre med de andre i skolen. 

Jeg ønsker dig det bedste. 

De bedste hilsner fra Emma