Facebook beskytter krænker del 2

brevkassespørgsmål

Facebook beskytter krænker del 2

brevkassespørgsmål af
anonym
22 år
Oprettet 6 år 5 måneder siden

Hej igen. Jeg har ringet til Politiet og fået vejledning i at anmelde. Jeg taler lidt med min veninde om det der er sket. Jeg har nu er ny profil på Facebook. med mit navn stavet lidt anderledes. Før havde jeg over 350 "venner". Nu har jeg så 48! Jeg ser og oplever, at folk ikke godkender mine venne anmodninger på trods besked om at det er en ny profil og at man må skrive, hvis man er i tvivl om, hvor jeg kender vedkommende jeg anmoder om venskab fra. Jeg føler jo, at dem der kender krænkeren og mig, fra et særligt socialt sted for studerende, de alle pånær 3 ikke godkender mig. Igår i supermarkedet stod jeg lige ved siden af en fra dette sted, en fyr som så mig og som meget "trodsigt" stoppede uden for butikken og MEGET tydeligt"smilte" og sagde "hej og god sommer"_Det føltes og var så forkert og der var ingen varme bag. Det jeg søger at sige er. hvordan skal jeg navigere i dette her? Ham krænkeren han har jo forsat alle disse fælles vennekontakter. Jeg ved ikke om jeg kan komme i den studenter forening mere. De starter op hvert semester,. men der er fordi jeg jo føler de har taget "parti" og når man skriver til nogle og anmoder om venskab og det jo ærligt godt ved hvem jeg er. hvordan skal man så rumme den følelse af "afvisning" mv? Det er som om, at mange, incl mig måler mit værd i antal "venner" men nu, hvor der er den konflikt, hvad gør jeg så? Jeg er ked af det, idioten har ødelagt det for mig og jeg er fortsat vred på Facebook, at de har fastholdt at lukke min gamle profil

Svar: 

Kære anonyme.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at vide, hvordan du skal navigere i hele den her situation. Som jeg læser det, så er der også en del ting på spil for dig: 1. Facebooks beslutning om at lukke din profil. 2. "Afvisningen" fra venner på Facebook/betydning af venner på Facebook. 3. Den fysiske afvisning fra dine fælles venner med ham udvekslingsstudenten. 4. Bearbejdelse af det digitale overgreb. Så når der er så mange ting på spil lige nu, giver det god mening, at det er svært at håndtere det hele. Jeg deler mit svar til dig op i de her forskellige overskrifter, for at det bliver lidt mere overskueligt.

Facebooks beslutning

Det kan være svært at forklare, hvorfor Facebook fastholder at lukke din gamle profil. Særligt hvis du har sendt dem de messengerbeskeder og billeder, som krænkeren har sendt til dig? Det kan være, at de holder fast ved beslutningen fordi du skrev den ene kommentar til hans billede, og at de er ligeglade med hvad der er sket forinden. Uanset hvorfor, så kan jeg godt forstå, at du er frusteret, men.. hvis de har fået alle informationer/beviser på, hvad der er sket, så kan det være svært at gøre det store ved det. Og jeg tror, at i den situation, som du er i lige nu, så er det vigtigt at holde fokus på de ting, du kan gøre noget ved. For hvad Facebook vælger at gøre, er nemlig ude af dine hænder. Men hvis du vil, så er der også en mulighed at få en advokat på sagen. Hos foreningen, Digitalt Ansvar, kan du læse mere om de rettigheder du har, når du har været udsat for et digitalt overgreb, og du har også mulighed for at få gratis rådgivning om den sag man har. Så hvis du vil gå videre med Facebooks beslutning om at lukke din profil, så kan du prøve at skrive til dem og høre hvad de tænker om det og om du har en sag.

Afvisningen af Facebook venner

Jeg kan godt forstå, hvis du står med en følelse af at være blevet afvist af dine tidligere facebook "venner". Som du selv skriver, så er der rigtig, rigtig mange, som sætter lighedstegn mellem antal venner, likes mv og ens værd. Men det er utrolig misvisende, for det er ikke antallet af Facebook venner, som definerer dig eller siger noget om, hvilket slags menneske du er! Men jeg forstår godt, at det kan være svært at tænke helt rationelt, når der er så mange følelser på spil. Men måske det er nødvendigt at prøve at tænke rationelt om det; At det ikke er alle dine tidligere Facebookvenner, som godkender din anmodning, behøver nemlig ikke at betyde, at de afviser dig eller at de har valgt parti i den her sag mellem dig og udvekslingsstudenten. Måske går de ikke så meget op i Facebook, måske har de lige glemt anmodningen. Måske har det ikke noget at gøre med den sag, du har med ham udvekslingsstudenten, for måske er det bare nogen, som du ikke har snakket så meget med. Næsten alle på Facebook har "venner" fra år tilbage, som man ikke har så meget med at gøre, og måske er der bare nogen, som tænker at det er for mange år siden I har snakket sammen.

Men jeg synes at det er rigtig fint, at du er opmærksom på, at du føler dig afvist og gerne vil have hjælp til, hvordan du skal kunne rumme den følelse. Når man skal prøve at håndtere følelser, så er det oftest rigtig godt at gøre dem tydelige for en og prøve at komme til bunds i, hvorfor de følelser er opstået. Fx er grunden til, at det går dig på, at folk ikke accepterer anmodningerne, fordi du bliver bange for, hvad andre mon vil tænke om, at du "kun" har 48 venner på Facebook? Tænker du så, at andre vil tænke dårligere om dig? Eller dømme dig? Alle mennesker tænker over, hvad andre tænker om en. Nogen gør lidt mere end andre. Men det er helt naturligt, at det går en på, hvad andre vil tænke om en. Men nogen gange så kan tankerne handle om ens egen frygt og angst, og heldigvis er det ofte noget, som man kan arbejde med og selv gøre noget ved. Så måske det vil være en idé for dig at arbejde med, hvordan det kan være at det går dig på. Igen vil jeg foreslå dig at skrive det ned, så du får et overblik over det. Og så prøv at lave rationelle modargumenter. Og jeg vil virkelig råde dig til at have fokus på hvad en Facebookven betyder kontra fysiske venskaber. Og samtidig er det også vigtigt at anerkende, at det her betyder meget for dig - selvom det måske ikke er rationelt. For nogen gange hjælper det også, hvis man overfor sig selv accepterer, at det er vigtigt for en. Ellers kan man risikere at gå med en følelse af skam over, at det betyder noget for en, fordi man godt ved, at det ikke burde fylde. Men hvis det fylder for dig, så betyder det, at det er vigtigt. At det så er venner, som du har til fælles med udvekslingsstudenten fører mig videre til det næste punkt...

Afvisning af fælles venner

Det lyder som en meget ubehagelig situation du har haft i supermarkedet. Og jeg tænker, at den illustrerer meget godt den oplevelse du har lige nu af at være blevet afvist. Det er ikke retfærdigt, og må også være rigtig ubehageligt at opleve, at folk har taget parti uden at kende hele historien. Men jeg tænker, at du må overveje, om du skal fortælle din historie til de her personer og bruge tid og energi på at få kontakt til dem, eller om du skal acceptere, at de har valgt side, selvom de ikke kender hele historien. Og selvom det er rigtig træls, så tænker jeg ikke, at det skal eller må påvirke dit liv i sådan en retning, at du ikke kan tage bestemte steder hen eller lave bestemte ting, og egentlig gøre, hvad du har lyst til. For så er det stadig ham krænkeren, der har magten. Men det er en balance, for det er også vigtigt, at du kun gør noget, som du har det godt med. Og det får mig til det sidste punkt, nemlig hvordan du bearbejder overgrebet.

Bearbejdelse af det digitale overgreb

Jeg tænker, at du faktisk er på rette vej i forhold til at bearbejde alt der er sket. Jeg synes det er så godt, at du har været i kontakt med politiet. Og det er også rigtig godt at du taler med din veninde. Fortsæt endelig med at gøre det. For det er virkelig vigtigt at få talt om. Jeg tænker stadig, at en psykolog eller lignende kan være en idé til at få bearbejdet oplevelsen, og få nogle redskaber, men det er din beslutning. Kontakt også endelig Digital Ansvar hvis du går med tanker om, at gøre mere ved sagen med Facebook. 

Mit sidste og bedste råd til dig er, fokusér på de ting, du kan gøre noget ved og ændre. At der er personer, der har truffet en beslutning om jeres venskab, kan være svær at ændre, men du kan arbejde med dine egne tanker og følelser, du kan gå videre med sagen juridisk, og du kan opsøge professionel hjælp til at bearbejde alt der er sket. Det kan også være, at du har noget andet i tankerne, som du har behov for at handle på, og der tænker jeg at du endelig ikke må tøve. Du er også meget velkommen til at kigge ind i vores chat til en uddybende snak om, hvordan du kan bearbejde det hele.

Mange hilsner Pernille

 

 

 

 

 

 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program