Langdistanceforhold?

brevkassespørgsmål

Langdistanceforhold?

brevkassespørgsmål af
Mirinda
15 år
Oprettet 6 år 6 måneder siden

Hej! Her for 2 måneder siden udvekslede vi med nogle hollændere. Jeg mødte den her supersøde dreng, som jeg så først begyndte at skrive med efter de tog hjem. Vi havde smilet til hinanden igennem en hel bustur da min veninde og jeg sad i deres bus. Jeg fik hurtigt snakket med ham sidste aften, eftersom at jeg havde haft det ret akavet og havde løbet den anden vej når min veninde trak mig mod ham. Han fik at vide at jeg kunne lide ham, men svarede ikke mig. Senere fik jeg dog snakket med ham, og han kunne også lide mig. I ugen hvor vi mødtes igen havde jeg det vildt godt. Vi gav afstand og snakkede også med de andre fra det andet land, men var også meget sammen. Da vi skulle sige farvel gav jeg en lille gave med min parfume sprayet på brevet der fulgte med. Jeg stortudede da jeg kom ind i bussen, og han græd da han åbnede brevet. Nu er det omkring en måned siden. Vi savner hinanden af h til, og jeg har tænkt alt så hårdt igennem: Ville jeg kunne klare et langdistanceforhold? Vil jeg fortryde det? Har han noget jeg overvejer ikke er godt for mig? Vil jeg virkelig det her? Osv... Jeg var usikker i starten. Jeg tænkte at nogle af de ting han gjorde var mærkeligt, men nu... Det var rart. Det var sjovt. Han gør det fordi han stoler på mig og jeg har det godt med ham. Jeg plejer aldrig at være god til at holde følelserne, specielt ikke når de bor langt væk, men nu har jeg bare haft den følelse af, at jeg er glad med ham. Distancen gør mig ikke så meget, for han er ekstremt spændende at skrive med, og selvom vi har helt vildt mange ting tilfælles og fælles interesser, er vi også meget forskellige. (Han kører race... Og damn it, det min fetish med drenge på en motorcykel med dragt og hjelm på, altså...) Dog vil jeg lige sige, at jeg ikke vidste han var racerkører da jeg mødte ham. Men! Det er bare så anderledes nu. Jeg elsker ham virkelig (ved det er et hårdt ord, men...) og jeg får dtadig de der kuldegysninger når jeg tænker på ham. Det kunne jeg ikke engang med min eks i 3 uger, srlvom jeg var vildt forelsket i ham. Jeg ved ikke hvad jeg gør, for her i går spurgte jeg ham, om han ville kunne klare distancen. Han sagde nej... Det knuste mig af h til, og græd i næsten 2 timer mens vi skrev. Han følte sig skyldig og var tæt på at gøre dumme ting, men fik ham stoppet. Jeg er sønderknust, og ved ikke hvad jeg gør nu. Jeg kan virkelig ikke komme videre som det er nu, og jeg vil bare så gerne have noget med ham, men vi er så unge (jeg er 15, ham 14) så det er svært, for han kan ikke holde et forhold hvor man ikke ser hinanden i hvert fald hver anden uge. Jeg forstår ham, for han kan ikke klare det da han ikke vil savne mig så meget nu hvor han elsker mig så højt, og det gør alt sammen helt vildt ondt på ham også, men for mig er det værre ikke at have noget overhovedet. Han er der virkelig for mig, og han har en slags autisme (noget hvor man ikke kan klare at få ting at vide i sidste øjeblik), men det er så småt at man ikke lægger mærke til det. Jeg har dog OCD, og det er ufattelig rart at møde en anden med en psykisk sygdom som bare accepterer en som man er og har noget tilfælles med. Jeg er rædselsslagen for at han finder en anden, men hvad kan jeg gøre...? Han er perfekt i mine øjne, og helt sikkert også i andres, for hold op hvor har han bare et hjerte! (Han er sådan en der ik gør en flue fortræd). Og nu hvor han er så god til sin sport, og då er kommet i en klasse hvor han ik er gammel nok, hvem vil så ikke lægge mærke til ham? Jeg er ikke god til at snakke med mine forældre da vi ikke er tætte, kan snakke med mine lærere, men ikke om dette og to af mine nære venner prøver at hjælpe, men det ændrer intet lige nu. Det får mig bare til at græde og sørge endnu mere. Så hvad gør jeg? I denne situation? Jeg er klar over et det ville være svært, men jeg vil gerne vente. Jeg har alligevel ikke tid til at nusse med en kæreste hele tiden, så jeg føler distancen hjælper mig lidt, selvom jeg savner ham. Hvad skal jeg sige til ham? Og hvordan skal jeg møde ham igen (hvilket vi stadig lover hinanden efter samtalen i går) hvis jeg ikke kan tale med min familie om det? Hand familie ved det, men kan ikke besøge mig, da skole koster og hans sport er dyr. Undskyld det lange brev, men følte det hele skulle ud for at i forstod mig! Tak på forhånd

Svar: 

Kære Mirinda. 

Det lyder til at du er hårdt ramt af forelskelse - både på den gode og dårlige måde. Det kan være så fantastisk at være forelsket. Man svæver på en lyserød sky og alt ved den anden person er fantastisk. Men når man ikke kan være med den, man er forelsket i, så kan forelskelse være noget af det værste, fordi man føler at man nærmest ikke kan leve uden den anden person og det kan gøre så ondt indeni ved tanken om det. 

Der er mange som sagtens kan klare et langdistanceforhold, men desværre også mange, hvor det ikke holder. Det lyder til, at han er rimelig afklaret med, at det vil være svært for ham - selvom han ønsker at være sammen med dig. Det lyder også til, at vi hvis jeres forhold skal holde, så vil det være dig, der skal gøre en stor indsats og rejse ned til ham. Det er selvfølgelig kun dig selv der ved, om det er muligt, men det er en vigtig overvejelse at have inden du beslutter, om du vil give forholdet en chance.

Jeg kan godt forstå, hvis det kan være svært at tale med dine forældre om det. Men jeg tænker lidt, at hvis der skal være en chance for jer, så bliver dine forældre nok nødt til at få det af vide, eller i hvert fald få af vide at du har mødt en hollandsk fyr og du rigtig gerne vil rejse ned til ham. For de bliver nok nødt til at hjælpe dig med det rent praktisk.  Og det kan også være, at de ikke synes så godt om det, og måske ikke giver dig lov, som de egentlig har ret til, hvor uretfærdigt det end kan føles.. Så hvis du beslutter dig for at satse på forholdet til ham, så kræver det nok dine forældres støtte og opbakning. Hvis det er for svært at snakke med dem om det, har du så noget andet familie du kan snakke med? 

Du spørger også til, hvad du skal skrive til ham. Jeg tænker på, at det nok er en god idé for dig at få skrevet til ham alt hvad du tænker om jeres sitaution, så du ikke kommer til at fortryde, at du ikke fik det sagt. Du kan måske skrive noget af det, du har skrevet i brevkassen her? At du synes at han er helt fantastisk og du vil ham gerne, og at det faktisk passer dig godt at have et langdistance. Men at du også forstår at det er svært for ham. For hvis jeres relation nu pludselig stopper, så ved han i hvert fald hvordan du har det med ham. 

Som sagt kan det være, at det kan lykkedes for jer, men ellers tror jeg at du desværre må forberede dig på, at det vil blive svært for jer. Og det er super svært at skulle opgive et forhold, som sikkert kunne være rigtig godt, hvis man boede tæt på hinanden. Mit bedste råd til dig er at prøve at holde dig beskæftiget, så du ikke kun tænker på ham eller skriver med ham. Hiv fat i nogle veninder, og lav nogle sjove aftaler. Og snak med dem om det, så du ikke går og er ked af det og ikke kan tale med nogen om det. Selvom det ikke ændrer på situationen, så kan det virkelig hjælpe at få alle følelserne og tankerne ud af hovedet. 

Husk også, at du ikke står alene i det her. Der er rigtig mange, der har prøvet at møde en fantastisk fyr eller pige på fx ferie, hvor man bare bliver fuldstændig forelsket, og det er rigtig svært at komme videre. Men for langt de fleste ender det som et dejligt ferieminde. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker om din situation, og at du får skrevet til ham, hvordan du har det med det hele. 

Mange hilsner Pernille 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program