er det mobning?
er det mobning?
er det her alvorligt
Hej med dig.
Det er rigtig godt, at du skriver ind til os, da det er nogle rigtig hårde beskeder, som du (?) har modtaget. For at springe direkte til dit spørgsmål om, hvorvidt det er mobning, så er svaret både ja og nej. Mange definerer mobning sådan: "Det er mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid - eller gentagne gange på grov vis - udsætter en eller flere andre personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende". Det er forskelligt, hvornår man opfatter noget er krænkende, sårende og nedværdigende, men jeg tænker, at hvis man får afvide, at man skal dræbe sig selv, at det vil falde ind under det. Og det er meget alvorligt! Hvis du har fået sådan nogle beskeder flere gange, så er det helt klart mobning, og det er meget alvorligt. Men hvis det er første gang, du får det af vide, vil nogen måske ikke definere det som mobning. Men det betyder ikke, at det på nogen måder er okay at skrive sådan til en anden person. Faktisk er det endda også ulovligt at skrive sådan. Det vil nok falde ind under straffelovens paragraf 266 eller 267. Man må nemlig ikke fremkalde alvorlig frygt for andres liv eller krænke en andens ære ved fornærmelige ord.
Det kan være utrolig hårdt at modtage sådan nogle beskeder, og derfor synes jeg at du gør det rigtige ved at skrive til os. Men jeg tænker også på, om du har en voksen tæt på dig, som du kan vise de her beskeder til? Det kan være dine forældre, en lærer, pædagog, fodboldtræner eller en helt anden. Hvis du har fået flere af de her beskeder, så kræver det ofte en voksen eller flere til at hjælpe med at løse konflikten og få stoppet mobningen. Selv hvis du ikke ved hvem det er, der har skrevet det og det er sket en enkelt gang, så kan det stadig sætte nogle tanker i gang, og du må endelig ikke begynde at tro på det, vedkommende får skrevet, selvom det er meget naturligt hvis det påvirker en. Så snak endelig med en om det. For der findes desværre nogle personer, som finder det sjovt og underholdende at skrive sådan nogle beskeder til andre uden at de egentlig mener det. Og fordi de sidder bag en skærm, så er det så "nemt" for dem bare at skrive sådan en besked uden at tænke videre over det og måske endda mene det, de skriver. Men det gør det ikke okay.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og får snakket med en voksen om det, for det er rigtig alvorligt at modtage sådan nogle beskeder.
Mange hilsner Pernille
Spørgsmålet indeholdt et link til et screenshot af nogle beskeder, som er blevet slettet af Cyberhus, da indholdet kan være stødende for nogen.