Kære dig

Jeg har kigget tilbage på de breve du har skrevet tidligere, og jeg kan godt se at du oplevede det som meget voldsomt og ubehageligt hos den gamle psykolog. Det giver derfor også god mening at de oplevelser påvirker din tillid til den nye psykolog - for du er, som du skriver, jo bange for at hun heller ikke kan møde dig der hvor du er, i stedet for hele tiden at se på sig selv. Så den stress som du beskriver, er helt normal, og jeg tror egentlig at det bedste ville være at du snakker med din nye psykolog om det. Du skriver at du allerede har fortalt hende lidt om det, men jeg tænker på om du mon har fortalt hele historien? Har du mon også fortalt at du er blevet kontaktet af den gamle psykolog igen? 

Noget af det allervigtigste i terapien, er den alliance der er mellem psykologen og dig. Det vil sige den måde som I har det med hinanden, og den tillid som I har til hinanden. Hvis den alliance ikke er der, så ser man rigtig tit at terapien ikke rigtig virker. Ligesom du oplevede med den gamle psykolog. Og de erfaringer kan nu måske betyde at alliancen mellem dig og den nye psykolog er lidt svær at opbygge. Så derfor vil jeg anbefale dig at være helt ærlig. Simpelthen få renset luften overfor din nye psykolog, sådan at hun rent faktisk har mulighed for at vise dig at du godt kan stole på hende. 

Når det så er sagt, så handler dit brev hovedsageligt om din gamle psykolog, og hvad du skal stille op i forhold til det brev hun har sendt til dig. Selvom at jeg godt kan forstå at du gerne vil fortælle hende alt hvad du tænker om jeres forløb, så kan jeg ikke helt læse hvad du gerne vil have ud af det? Er det fordi du ønsker at hun skal forstå dig? Er det fordi du ønsker en undskyldning? Uanset hvad, så er jeg i tvivl om hvorvidt det vil være muligt for dig at få et svar fra hende som kan hjælpe. Derfor vil min første indskydelse være at et møde nok ikke er den rigtige vej at gå. Du skriver også i dit brev at du ikke mødte op til den dato som hun foreslog (uden afbud), hvilket tyder på at du nok i virkeligheden godt ved at et møde ikke er vejen frem. Lige i den forbindelse tænker jeg dog at det havde været bedst at sige helt tydeligt og klart nej til samtalen, frem for at sige ja og så ikke dukke op - for så er det jo dig der virker som den der ikke vil gøre forsøget. Og det er helt ok at sige nej! Faktisk er det rigtig vigtigt at man siger fra i de situationer hvor man ikke føler sig tilpas, sådan at man, som du skriver, kan passe på sig selv.

Jeg kan dog stadig godt forstå hvis du gerne vil have en afslutning af en slags, og jeg tænker at din nye psykolog netop kan hjælpe med det. Ved at gå på opdagelse i hvad der egentlig var på spil i det gamle forløb, kan I måske blive klogere på hvorfor det har påvirket dig så meget i så lang tid? For som du selv skriver, så skal du passe på dig selv, og ved at blive klogere på hvad der trigger dig (altså hvad der kan gøre dig vred/ked af det/glad), så kan du også blive bedre til at sige fra i situationer som ikke hjælper dig. Det kan også være at du måske kan prøve et rollespil sammen med din nye psykolog, hvor du får sagt alle de ting du gerne vil sige. På den måde kan du også blive mere klar over præcis hvad du gerne vil opnå af en eventuel samtale.  

Mit råd til dig er derfor at du skal snakke med din nye psykolog. Fortæl hende hele sandheden, og giv hende en chance for at vinde din tillid. Det vil højst sandsynligt tage tid, men det er det allervigtigste du kan gøre for at få det bedre. 

Jeg tænker at der nok dukker nye spørgsmål op, og jeg vil anbefale dig at komme ind i vores 1-1 chat. Det er oftest nemmere at snakke om den her slags ting, når du kan svare på spørgsmål undervejs. 

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Kærlig hilsen

Signe