selvmord

brevkassespørgsmål

selvmord

brevkassespørgsmål af
Sabrina
15 år
Oprettet 5 år 2 måneder siden

Hvad skal jeg gøre hvis jeg gerne vil dø, men også gerne leve 

Svar: 

Kæreste Sabrina.

Lad mig starte med at sige, at det er fantastisk flot og stærkt gået, at du rækker hånden ud. Den situation, som du står i, er enormt ubehagelig, svær og vanskelig, og for mange kan det føles helt umuligt at snakke om det. Så kæmpe stærkt gået, at du er kommet forbi brevkassen, og at du spørger om hjælp. Det er et skridt, som for nogle kan føles, som det allersværeste, men du har taget det, og det er så vigtigt.

Jeg er ked af at høre, at du har tanker om gerne at ville dø. Det er barske tanker, og nogle som kan være både skræmmende, ubehagelige, triste, ensomme og voldsomme at have. Men det er vigtigt, at du ved, at du ikke er alene, og det er ikke noget, som du skal skamme dig over. Tanker om døden er ofte noget, som man får, fordi der er noget, som er svært at være i, men det er også noget, som man kan arbejde med, og der er hjælp at hente, så man kan få det bedre.

Derfor er mit råd til dig at fortælle nogen, hvordan du har det. Fortæl det til en, som du stoler på. Det kan være dine forældre, en ældre søskende, en bedsteforælder, en lærer, en træner, en ven eller venindes forælder eller en anden voksen, som du føler dig tryg ved. Hvem end du vælger, så er det vejen til at få den hjælp og støtte, som du har brug for, og som du fortjener.

Det kan som sagt være helt vildt svært at snakke med andre om de svære tanker, og derfor skal du også vide, at du er mere end velkommen til at kigge forbi vores 1-1 chat, hvor en af vores rådgivere sidder klar. Det kan være en rigtig hjælpsom oplevelse at få snakket om det, hvis man f.eks. er bange for at fortælle sine nærmeste, at man har det svært. Og hvis det samme gør sig gældende for dig, så skal du ikke tøve med at kigge forbi. Vi har åbent mandage og onsdage kl. 14-17 og tirsdage og torsdage 18-21.

Hvis du har brug for at snakke med nogen udenfor vores åbningstider, så kan du også tage kontakt til Livslinjen, som har andre åbningstider, end vi har.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg håber, at du har mod på at tale med nogen om dine tanker. Du har allerede taget et helt kolossalt skridt ved at skrive herind, og jeg tror på, at du også er stærk nok til at tage det næste. Det er måske ikke i dag, eller i morgen, men dagen kommer, og indtil da, så er der også hjælp at hente andre steder. Jeg sender dig de bedste tanker, tusind knus og masser af varme. Husk at det kan og vil blive bedre.

Varme og kærlige tanker

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program