Ulykkelig forelskelse

brevkassespørgsmål

Ulykkelig forelskelse

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 6 år 10 måneder siden

Hej Brevkasse. Jeg er en dreng på 14 år og jeg er forelsket i en pige. Hun går i min parallelklasse og jeg har været forelsket i hende i 5 måneder nu. Det startede med at hun havde noget med min bedste ven og jeg på samme tid. Det endte med et kæmpe skænderi mellem min bedste ven, hende og jeg. Hun valgte dog at ville fortsætte med ham fordi de kendte hinanden lidt bedre. Jeg var rigtigt meget nede og have kun hende at skrive med tingene om, det gjorde at jeg følte mine chancer ved hende blev værre Et par uger senere begyndte jeg dog at blive rigtigt gode venner med denne her pige og jeg glemte lidt alt om følelserne. Så kom efterårsferien hvor vi ikke så hinanden i en uge men skrev hver dag. Jeg var sammen med min bedste ven næsten hver dag i ferien og hjalp endda hans og hende pigen jeg er forelsket i's forhold. Dog skrev pigen hele tiden til mig om små problemer i deres forhold og jeg prøvede på en måde at vende det så hun kunne se hun fotjente bedre end ham, for han behandlede hende ikke særligt godt, prøvede at gøre hende jaloux og sådan. Det endte med at hun droppede ham i de sidste dage af ferien, efter hun godt kunne se han havde ændret sig og var led mod hende. Hun varpå samme tid også faldet for mig. Hun havde ophobet nogle følelser for mig i ugerne inden ferien. Kort efter ferien fik hende og jeg så noget igen og i en god måned var vi tit sammen. Igennem den periode blev hun så rigtigt gode veninder med min gamle eks der har kontakter i en større by i omegnen. Pigen jeg er forelsket i begyndte at skrive med nogle af de drenge, min eks kendte derinde fra og jeg var lidt nervøs for om hun kunne lide en af dem. Det sagde hun at hun ikke kunne og at de var venner. Så efter vi havde været sammen en måned sagde hun at hun ville holde en pause pga. nogle af hendes egne problemer. Det syntes jeg var mærkeligt og blev både sur og ked af det. På det tidspunkt var jeg ikke længere bedste venner med min gamle bedste ven og jeg havde ikke andre end hende. Jeg havde også lovet hende ikke at fortælle nogen om os. Det løfte holder jeg stadig til den dag i dag fordi jeg håber på at få hende tilbage. Men en aften hun havde drukket lidt skrev hun at hun havde svært ved at vælge mellem en anden og mig igen. Den næste dag fortalte jge hende det og hun blev vred på mig. Der gik lidt tid hvor vi bare blev ved med at skrive og hvor hun åbenbart begyndte at få noget med ham den nye. Jeg fortalte hende hvordan jeg elskede hende og altid vil gøre det. Uanset hvor meget jeg gav mig ville hun ikke vælge mig. Hun skrev tit at hun ville være venner og at jeg betyder meget for hende og at jeg er den eneste hun har. Sådan har det været meget indtil her for nyligt, omkring nytår hvor hende og jeg havde et kæmpe skænderi, hvor hun blokerede mug og ignorerede mig totalt i 3 dage. På nytårsdag skrev hun til mig igen og vi blev venner igen. Jeg skrev en lang besked til hende kl 12, hvor jeg fortalte om hvor glad jeg var for hende, både som ven og kæreste tilbage i efteråret. 2 dage senere skrev vi om aftenen og vi havde det rigtigt godt. På et tidspunkt brød hun ud i tårer og skrev at hun savnede mig, det vi havde og at hun stadig elskede mig. Hun har siden skrevet at hun altid har elsket mig. Jeg har sprgt hvorfor det så ikke er hende og jeg længere men det har hun ikke kunnet svare på. Siden har hun skrevet at hun også elsker mig hvis jeg har skrevet jeg elsker hende men det er ikke endt i at hende og jeg har kunnet få noget igen. Hun fortæller om hends nye fyr og kommer også frem med små problemer i deres forhold. Denne gang ved jeg så ikke hvad jeg skal skrive til dem. Han behandler hende heller ikke helt godt men vil ikke fortælle hende det for er bange for hun vil bliver ekstremt vred og ikke vil være venner med mig længere. Jeg elsker den her pige. Jeg har kæmpet for hende og jeg kæmper videre. Hvad skal jeg gøre? Er det dumt jeg kæmper videre for hende? Skal jeg komme videre? Hvis jeg skal komme videre, hvordan gør jeg så? Føler ikke jeg kan undvæe hende, hun er min bedste ven lige nu men jeg elsker hende og jeg bryder sammen når hun er sammen med en jeg føler er den forkerte for hende. Hun siger også hun elsker mig men at hun ikke kan forlade ham her. Hvad skal jeg gøre? M.V.H Anonyme dreng der er ulykkeligt forelsket

Svar: 

Kære anonyme dreng. 

Forelskelse kan både være noget af det bedste, man kan opleve, men også noget af det hårdeste. At være forelsket i en person, der ikke gengælder ens følelser eller er i tvivl om sine følelser, kan være rigtig hårdt at være igennem, og gøre rigtig ondt langt ind i sjælen. Så jeg føler virkelig med dig, og håber på, at du kan bruge mit svar.

Ud fra det du skriver, så lyder det til, at pigen, du er forelsket i, ikke helt selv er afklaret om sine følelser for dig, og jeg tænker, at det må være rigtig hårdt for dig, at hun ikke helt kan beslutte sig. Det virker til, at jeres forhold/venskab er på hendes præmisser, og når det passer hende. Jeg tænker egentlig ikke, at det er helt okay af hende at bruge dig som sparringspartner til, hvad hun skal gøre med kærester og fyre, når hun udemærket godt ved, at du er meget vild med hende. Så derfor synes jeg, at det virker lidt til, at hun bruger dig, og måske lidt udnytter at du er der for hende uanset hvad. Og det tænker jeg ikke er okay. 

Så hvad skal du gøre? Skal du fortsætte med at kæmpe for hende eller komme videre? Det er et svært spørgsmål, og i virkeligheden er jeg ikke den, der skal svare på det, det er kun dig selv, der kan. Men jeg vil gerne dele mine tanker om det med dig. For når man er håbløst forelsket i en person, så kan det være svært at se de dårlige sider ved personen, eller hvorfor vedkommende måske ikke er god for en, og derfor kan det være rart at høre en andens mening. Ud fra det du skriver, så tænker jeg, at du fortjener en, der er helt sikker på, at hun vil være sammen med dig. Hvis du ender med hende pigen her, så kan det være, at det altid vil fylde lidt for dig, at du ikke var hendes første valg, men at hun skulle være sammen med andre for at vide, at hun havde følelser for dig. Og det er måske noget, der kan påvirke ens forhold, og du vil måske altid være lidt usikker på hende og have svært ved at stole på hende, når det kommer til andre fyre. Men det er selvfølgelig din egen beslutning om du skal fortsætte med at kæmpe for hende eller om du skal prøve at komme videre. Men jeg tænker, at det er vigtigt, at du husker dig selv og dine behov. Det gør rigtig ondt for selvtilliden og selvværdet, hvis man bliver afvist gang på gang, og det er måske ikke nødvendigt, at du udsætter dig selv for den unødige smerte ved at blive afvist hele tiden, som det virker til, at du gør nu. Det lyder også til, at hun har truffet sit valg, når hun har sagt, at hun ikke kan forlade ham, hun er sammen med nu. Men jeg tænker, at det er vigtigt, at det er din egen beslutning, og ikke hendes, hvis du vælger at prøve at komme videre fra hende. For ellers vil det også have været på hendes præmisser, og det kan være svært at komme videre fra. Men for at træffe den her beslutning, så er det vigtigt, at du mærker efter i dig selv, og tænker på, om hun mon er den rette for dig. Og det er ikke en let beslutning at tage, for vores følelser er meget svære at styre, og selvom man måske ikke ønsker at have følelser for en person, så kan det være svært at få dem til at gå væk. Så derfor kan det hjælpe at prøve at kigge rationelt på det, og det, som hun har gjort og sagt. Fx kan det hjælpe at træffe beslutningen, hvis du prøver at forestille dig, at alt det du går igennem, sker for en ven. Hvad vil du så råde din ven til at gøre?

Hvordan kommer du så videre? Hvis du beslutter dig for, at du gerne vil prøve at komme videre fra hende, så er der en masse ting du kan gøre, men en ting er sikkert: Tiden er din bedste ven her. For når man er ulykkelig forelsket i en person, så tager det tid at komme over en person, og det er vigtigt at man hurtigt prøver at acceptere det, og så huske, at med tiden vil det blive bedre. Mens du venter på at tiden går, så er der heldigvis mange ting, du kan gøre. Det vigtigste er, at du prøver at holde dig beskæftiget, så du ikke kommer til at tænke på hende eller kommer til at skrive med hende. Så prøv at lav mange aftaler med venner eller familie, kast dig ud i en ny hobby, eller gør noget helt tredje - så længe du er beskæftiget, så kan det være lettere at komme over en person. Samtidig er det også altid godt at undgå personen og ikke have kontakt. På den måde bliver man heller ikke mindet om personen. Så du kan fx blokere hende fra sociale medier, så du ikke ser hendes opslag. Det kan også hjælpe at lave en liste over negative sider ved personen. Det er selvfølgelig ikke den sødeste ting at gøre, men det kan hjælpe en med at få øje på alle de mindre gode ting ved en person, som man måske ikke tænker på, når man er forelsket. Og ved at det står på et stykke papir, så kan det faktisk være lettere at se, at personen ikke er god for en. Prøv også at fokusere på andre piger. Det er noget, der er virkelig kan hjælpe med at komme videre fra en person, nemlig når man begynder at få øjnene op for andre, og at der findes rigtig mange andre søde og dejlige piger, som du kan kaste din opmærksomhed over. 

Hvis du har mod på det, så kan du måske også skrive en besked til pigen, hvor du fortæller hende om, hvordan du har oplevet jeres tid sammen, hvordan du føler dig behandlet af hende, og hvorfor du nu vil prøve at komme videre. Det kan være, at sådan en besked kan give dig en form for afslutning, som er rigtig vigtig at få, så man ikke føler, at der er noget uløst mellem en selv og en person. For hvis man føler at der er ting man ikke fik sagt, så kan det være svært at komme helt videre.

Ellers vil jeg råde dig til at fortælle nogen tæt på dig, hvad det er, du går igennem lige nu. For ulykkelig kærlighed er rigtig hårdt, men det kan blive lidt nemmere at komme igennem, hvis man har nogen, der støtter en. Så nogle venner eller noget familie vil måske være godt at snakke med om det. Du kan også kigge forbi Mitassist, og spørge nogle andre drenge eller en coach til råd om, hvad du kan gøre i den her situation. Du er selvfølgelig også altid velkommen i vores chat, hvis du gerne vil snakke med en voksen om det. 

Jeg håber, at du finder ud af, hvad du skal gøre, og at du endelig husker at tænke på dig selv og hvad der er bedst for dig. Der findes mange fisk i havet, som man plejer at sige, så jeg er sikker på, at der venter en anden sød pige på dig :-) 

Mange hilsner Pernille 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program