Kære dig.

Hvor lyder det svært, det du skriver. Selvskade er enormt svært at komme ud af, og man kan virkelig have brug for meget støtte. Det kan også være meget svært for ens pårørende, fordi de måske ikke helt forstår, hvad man har brug for. Derfor er det også vigtigt, at man er et sted i processen, hvor man kan finde ud af at bede om hjælp. Lige med selvskade og spiseforstyrrelser er det ekstra svært at bede om hjælp netop fordi man jo føler et behov for at selvskade. Det er også derfor man har så meget brug for støtten. Det må være rigtig udfordrende for dig at føle, at dine forældre ikke hjælper dig nok, er det mon noget, du kan snakke med dem om? Måske de slet ikke ved, hvor svært du har det? Måske ville de gerne hjælpe mere, hvis de vidste, du har brug for det? 

Spiseforstyrrelser er noget farligt noget. Er man først kommet ind i det, er det rigtig rigtig svært at komme ud af det igen. Det er noget, der kan følge én resten af livet og virkelig ødelægge ens forhold til mad og kroppen. Derfor vil jeg virkelig anbefale dig at få hjælp hurtigst muligt. Det kan være ved at sige det til dine forældre og bede dem hjælpe dig. Du kan også kigge lidt her. Der er muligheder for forskellige typer rådgivning, der måske kan hjælpe dig en hel masse. Man kan både chatte, men også få personlig rådgivning, hvor man bestiller en tid. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at du fortæller nogen om de her tanker og den spiseforstyrrelse, du er ved at udvikle, så du kan få hjælp inden det bliver helt slemt. Det er okay at række ud og bede om hjælp. Andre kan ikke nødvendigvis se, hvor dårligt man har det, nogle gange bliver man nødt til at sige det. Det kan også være til en veninde eller en lærer, hvis det er svært at sige til dine forældre.

Jeg håber, at du vil følge mine råd, og at det hele bliver bedre snart. Du er altid velkommen her, både i brevkassen og i chatten til en snak. 

Sophie