Hej...

brevkassespørgsmål

Hej...

brevkassespørgsmål af
sejer123
15 år
Oprettet 7 år 1 måned siden

Hej Cyberhus.

jeg har aldrig skrevet til jer før eller noget, så det her er ret nyt for mig. Jeg har forstået brevkassen for at være et sted, hvor man kan skrive ind, hvis man er lidt træt af det hele.

jeg er rigtig ked af det her for tiden. Jeg har mistet næsten alt kontakt til min ældste storebror og min anden bror hun er autist og kræver rigtig meget opmærksomhed for mine forældre. Jeg føler bare jeg er i vejen for ALLE, mine lærere, "venner", familie og alle andre. Jeg har bare et rigtig skod liv lige nu!

jeg har snakket lidt med min lærer om det, men det er som om jeg ikke kan åbne mig helt, fordi jeg er så bange for hun synes det er små ting jeg render rundt med og vil synes jeg er et såkaldt "problembarn". Jeg er faktisk rigtig tryg ved hende og vil gerne snakke med hende om det jeg synes er så træls, men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal fortælle hende det, fordi jeg vil rigtig ud med det til nogle.

jeg har ikke det forhold til mine forældre som gøre jeg kan snakke med dem, så jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre.

Jeg håber i har nogle ideer til, hvordan jeg får sagt nogle af tingene til min lærer.

mvh pigen med et træls moment :)

Svar: 

Kære dig

Du har helt ret - her i brevkassen er der plads til det hele og vi vil gøre vores bedste for at hjælpe Jer, der kommer hertil :)

Jeg kan høre du er rigtig træt og ked af tingene for tiden, og det er så fint du bare kommer ud med det. Man må gerne synes at livet er skod nogle gange, og hvad der for andre kan lyde som "små ting" er det bestemt ikke altid for den, der står i det. Man vil gerne tages seriøs når man forsøger at fortælle om det svære. Jeg kan høre du allerede har henvendt dig til din lærer og åbnet op for lidt snak - det er en super start! Du skriver at du ikke har et forhold til dine forældre, som gør at du kan/vil gå til dem, så det er rigtig godt at du selv har taget fat i en lærer du føler dig tryg ved. Det er ærgeligt du ikke føler du kan gå til dine forældre, men vigtigst er det dog at du ikke står alene. Jeg kender ikke dit forhold til dine forældre bedre end det du fortæller her, men det lyder som om I alle er lidt presset derhjemme - hvis det er tilfældet og dine forældre giver meget af opmærksomheden til din lillebror, så kan jeg godt forstå du kan komme til at føle du er i vejen. Det er ikke rart. Måske du på et tidspunkt kan finde lysten til at hive fat i dine forældre for at fortælle, hvordan DU faktisk har det.

Du spørger, hvordan du kan åbne mere op for din lærer så du rent faktisk kan få snakket om alt det, som fylder inde i dig. Jeg synes det lyder som om du er på vej, men tænker at du skal starte med dig selv. Når du føler at din lærer måske vil synes det er små ting du kommer med eller tænke om dig som et "problembarn", så er det klart at du gør som du gør nu - undgår at åbne op. De fleste mennesker ønsker ikke at være i vejen og for at undgå dette, så holder man tingene for sig selv. Men det er ikke altid det rigtige at gøre, da man risikerer at det svære bliver endnu sværere. Så jeg vil rigtig gerne have dig til at tænke anderledes om dig selv og det du synes er svært - INGEN problemer er for små, det skal du huske. Vi er alle forskellige og hvad der fylder meget for nogen, kan fylde lidt for andre. Det gør det ikke mindre vigtigt. Jeg synes i øvrigt ikke at det du kommer med her, hører til i småtings-afdelingen. Det handler om din trivsel både derhjemme og blandt dine venner - det må ikke ignoreres. Du har det ikke godt for tiden, og det skal der gøres noget ved. Det du føler er helt okay! Hav disse tanker med dig når du går til din lærer - når du ved med dig selv at det du føler er helt okay og ikke bare små ting, vil det være lettere at åbne op. Du kan evt. også vise dit brevkassespørgsmål hertil, så hun kan se at det er svært for dig. Du har allerede taget det første skridt, og jeg vil heppe på at du nu tager det næste - du er godt på vej!

Alt det bedste til dig!

 

Kærlig hilsen

Charlotte

Charlottes billede
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program