Jeg er ikke forelsket

brevkassespørgsmål

Jeg er ikke forelsket

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 6 år 6 måneder siden

Hej Cyberhus. Jeg har haft noget kørende med en fyr i nogle måneder. I starten kunne jeg mærke, at jeg begyndte at få følelser for ham, men en dag kom jeg til at tænke på et eller andet (husker ikke hvad), og det var som om det lidt ødelagde mine følelser. Det er nu flere måneder siden, og vi skriver stadig sammen hver dag, mødes sammen med fælles venner og kysser, men jeg får bare ikke den der specielle følelse, når det sker, og jeg tænker rigtig meget på det, for jeg synes han er virkelig sød, så det irriterer mig, at mine følelser er "forsvundet", for jeg kan mærke at det "presser" mig lidt, men jeg har heller ikke lyst til bare at droppe ham, for det føler jeg altid jeg gør, når jeg bliver den mindste smule i tvivl om en fyr. Men det går mig virkelig på, for jeg synes jo stadig han er sød og en virkelig god fyr

Svar: 

Kære du.

Ens følelser kan være så svære at finde ud af, og det kan være rigtig svært at vide, hvornår man har de helt rigtige forelskelsesfølelser, og hvornår man bare er glad for en fyr uden egentlig at være helt forelsket. Mange bliver også presset over at skulle være forelsket på en bestemt måde, men forelskelse kan føles og opleves forskelligt, og mange bliver netop i tvivl om det er de rigtige følelser, de har, hvis de ikke er helt oppe og flyve på en lyserød sky eller har sommerfugle i maven konstant. Så jeg kan godt forstå, at du er frustreret og presset over, hvad du skal gøre.

Det lyder til, at du er i et dilemma med dig selv, hvor du på den ene side føler, at du burde droppe ham fyren, fordi du ikke er forelsket i ham, men på den anden side måske også føler, at du burde give ham en chance, fordi du synes han er en sød og god fyr, og du på et tidspunkt har haft følelser for ham. Det er også et svært dilemma at stå i, for det er svært at vide, om du på et tidspunkt vil få de samme følelser for ham igen, som du havde i starten, og om du så skal give ham en chance. Det lyder også til, at meget af din frustration over situationen handler om, at du er frustreret over dig selv, over at du ofte kommer i tvivl om dine følelser for fyre, og du ender med at droppe dem pga. usikkerheden. Det kan jeg også godt forstå er frusterende, for nogle gange kan vores egen tvivl stå i vejen for os selv og egentlig begrænse os. Men det er faktisk helt normalt at være lidt usikker, når man har noget kørende med en fyr, for det er en stor ting at indgå i et forhold, fordi hinandens følelser er på spil, og man kan risikere at blive såret. Så ofte er det faktisk meget godt at være lidt i tvivl, for så kommer man også til at tænke mere over situationen og om det nu også er den bedste beslutning at blive kærester, og forhåbentlig kommer man så også til at træffe den rigtige beslutning. 

Jeg kan desværre ikke give dig et svar på, om du skal satse på, at du får følelser for ham igen, og fortsætte med at være sammen med ham eller om du skal droppe ham nu inden det bliver for seriøst mellem jer. Men en måde, du måske kan blive lidt klogere på dine følelser for ham på, kan være ved mærke efter om du..

- tænker på ham, når I ikke er sammen?
- glæder dig til, at du skal være sammen med ham?
- håber på, at det er ham, der skriver, når du får en besked? 
- tænker på andre fyre?
- kan se dig selv være sammen med ham om et år?

Når du stiller dig selv de her spørgsmål, så prøv også at mærke efter om du bliver glad ved tanken om ham, eller om du egentlig bare har det helt almindeligt. Følelser kan som sagt være svære at blive kloge på, og det kan være svært at styre dem og særligt hvem man bliver forelsket i, men nogle gange kan man blive lidt klogere på sig selv ved at mærke godt efter og ved opmærksom på, hvad man egentlig tænker.

Jeg tænker også på, at det nok vil være meget godt snart at beslutte, hvad du skal gøre. Jeg ved godt, at det kan presse lidt, men jeg tænker også på, om det er helt fair for ham, hvis han er forelsket i dig, og du ikke er sikker på ham og egentlig bare tester det af. Så for hans skyld tror jeg at det vil være godt, hvis du prøver at mærke godt efter, hvordan du har det med ham. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og finder ud af, hvad du skal gøre. 

Mange hilsner
Pernille

 

 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program