Pigebande

brevkassespørgsmål

Pigebande

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 14 år 3 måneder siden

Hej… Jeg har brug for hjælp, jeg vil gerne fortælle hele min historie men i skal ikke stemple mig som en dum kælling, fordi jeg er ude i det jeg er ude i. Jeg starter fra bunden, Jeg har gået i folkeskole med 3 andre piger, vi blev så gode veninder alle sammen. Det hele startede med at vi begyndte at mobbe andre, holde dem udenfor osv. Vi kom i konflikt med alle lærerne i timerne. Vi var dem der bestemte alt i den klasse. Det blev værre nu var det pludselig kriminalite/vold/politiet. Vi var og blev til en pigebande, folk begyndte at blive bange for os. Vi har sendt folk med alvorlige skader på sygehuset, efter de har gjort noget. Vi har været til afhøringer hos politiet, vi har været til psykolog osv for at komme ud af det her.

Min straffeattest er plettet. Det hele blev til et helvede. Vi blev de piger man skal frygte, når man ser os sammen. Men nu står jeg i det problem at jeg gerne vil ud af det, men er bange for at komme ud af det. Fordi så vil de sikkert tæske mig og gøre skade på mig. Eller de vil sikkert også gøre skade på min kæreste, og han skal ikke nyde noget af det her, bare fordi jeg har et lorte liv. Han kunne aldrig selv finde på sådan noget her. Jeg har drømme i fremtiden, når jeg er færdig med gymnasiet om 1½ år, så vil jeg gerne en masse. Uden vold, og politiet osv… Hvad skal jeg gøre ??? Jeg er 16 år Og jeg er ked af det jeg har været med til.. Hilsen S.

Svar: 

Hej S

Jeg vil ikke stemple dig på nogen måde, jeg vil i stedet rose dig for at ville lave om på nogle ting i dit liv og så beder om hjælp til det. At spørge om hjælp viser både mod og vilje, så det er super flot. Og jeg vil gerne prøve at hjælpe dig.

Jeg kan godt forstå du gerne vil ud af den pigegruppe, fordi det lyder til at du har nogle andre planer med dit liv. Ud fra det du skriver, så er jeg enig med dig i, at du er nød til at bryde med den pigegruppe, for at dine drømmer kan gå i opfyldelse. 

Du har rigtig godt styr på hvordan tingene hænger sammen, og lige meget hvad I har lavet, så synes jeg du skal kigge fremad og vide at du selv bestemmer hvordan dit liv skal se ud. Det er rigtigt at det kan være svært at komme ud af sådan en gruppe, men det kan sagtens lade sig gøre.

Før du fortæller pigerne om din beslutning, er det vigtigt at du har nogle mennesker omkring dig som vil støtte og hjælpe dig i det. Det lyder til at du har en dejlig kæreste og det er super for dig. Men du har også brug for voksenstøtte i det her, og først og fremmest er det vigtigt at dine forældre er med på hvad der skal ske. Om du vil fortælle hele forhistorien er op til dig selv, men det er vigtigt at de kender hovedtrækkende.

Der er ikke nogen nem vej ud af den situation du er havnet i, men den kan gøres lidt nemmere ved at have gode mennesker omkring dig, mennesker der holder af dig og som vil hjælpe. Bare det at have nogen at snakke med er guld værd.

Hvis du ikke mener, du kan bruge dine forældre er der andre voksne. Det kunne for eksempel være en god lærer, en anden fra din familie eller en helt tredie. Jeg vil foreslå, at du først fortæller pigerne det, når du har en god fornemmelse af, at du ikke er alene om det her.

Jeg synes du skal prøve at fortælle pigerne det meget stille og roligt. Fortæl dem om de tanker og drømme om fremtiden du har, at du ikke kan fortsætte det liv du lever nu og har heller ikke lyst. Du kan ikke bestemme hvordan de skal reagere, men måske går de selv med nogle tanker om deres liv og deres fremtid, måske kan det også sætte nogle tanker i gang hos dem.

Hvis de reagere voldeligt, ja så skal de voksne hjælpe og hvis det bliver nødvendigt med politiet, så må det være det der skal ske. Du skal ikke gå rundt og være bange og du skal ikke lade den gruppe af personer bestemme over dit liv. Det er dit liv og det er dig der bestemmer.

Du skal også vide at du altid kan logge på chatten og få en anonym chat og rådgivning fra en voksen her i Cyberhus. Den har åben hver mandag til torsdag kl. 14-19.00..

Kan du have det godt og skriv igen, hvis du har brug for det..

Venlig hilsen

Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program