Hej Anonym

Jeg tror tanker om døden er en af de få ting de fleste af os mennesker har til fælles. Fordi det er en helt uundgåelig del af livet er det også noget næsten ALLE mennesker gør sig tanker omkring. 
Nogle er okay, med døden. Eller de accepterer i hvert fald at de ikke kan gøre noget alligevel, og hvorfor så bruge så meget tid på at tænke over det. 

MANGE andre, ligesom du, har det rigtig skidt med tanker om døden. De bliver bange og angste ved tanken. Det kan måske være ved tanken om at skulle væk fra livet og alt det de holder af. Det kan også være tanken om hvad der sker når man dør. Kommer man et andet sted hen? Er der bare mørkt...er man helt alene. Eller er alt bare slut?
Du skal vide at de her tanker er fuldstændig almindelige og fuldstændig naturlige. Det er selvfølgelig ikke godt at de fylder så meget lige nu og så negativt, at du føler at de fylder for meget. 

For rigtig mange mennesker er det netop i teenageårene at tanker om døden, rigtig for alvor, dukker op første gang. Nok fordi det er i teenageårene, at hjernen udvikler sig, så man bliver i stand til at tænke og forstå livet, og sig selv, bedre. Når jeg fortæller dig det her, er det fordi det for langt de fleste er noget der med årene kommer til at fylde mindre igen. Helt af sig selv. Og sådan kan tanker om døden komme og gå i forskellige perioder af livet. For langt de fleste bliver tankerne om døden lettere at håndtere med tiden.

Det er svært at sige hvornår tanker om døden bliver for negative, og hvornår de fylder for meget. Umiddelbart tænker jeg at det er problematisk, hvis tanker om døden hæmmer dig i hverdagen. Hvis du afholder dig fra at gøre ting. Har svært ved at sove, eller hvis du overfører din frygt for døden til andre ting...som eksempelvis at blive bange for at blive syg. Her tænker jeg at det afgørende er at du snakker med nogen om det. Det er super godt at du taler med din lærer om det, men samtidig problematisk, at du ikke føler at du har mulighed for at tale nok om det.

Du skriver at muligheden for at tale med din mor er udelukket. Som jeg forstår dig er det fordi du tænker at din mor vil blive skuffet over dig, fordi du ikke har fortalt om de her tanker til hende?
Jeg kan godt følge din tankegang. Men samtidig skal du være opmærksom på, at du med den tankegang sætter en grænse for dig selv, som overhovedet ikke behøver være der.
Det kan være en rigtig god mulighed for dig at tale med en psykolog, og det er helt rigtigt at en psykolog ikke kan igangsætte behandling/samtaler med dig uden dine forældres/ din mors tilladelse. Det betyder i praksis at din beslutning om ikke at indvolvere din mor, samtidig betyder at du har truffet en beslutning om ikke at tale med en psykolog.

Nogle gange bliver vi bare nødt til at træffe svære beslutninger, for at kunne træffe gode beslutninger, som kommer os mest til gavn.
Nogle gange tænker vi, at de mennesker der holder af os, bliver skuffede og kede af det, hvis vi fortæller dem at vi har det svært. Det kan også godt være de gør det lige til at begynde med. Men i langt de fleste tilfælde, bliver de mennesker der holder af os glade for at vi siger noget. For så kan de hjælpe...for det er jo det vi gør for hinanden.
Prøv og vend det om. Ville du blive skuffet over din mor eller en god ven, hvis de sagde at de havde det svært, men at de ikke havde sagt noget med det samme, fordi de var bange for hvad du ville tænke? Jeg tænker at du vel ville hjælpe, og være glad for at de før eller siden deler deres tanker med dig?

Det jeg vil frem til er at du har mulighed for mere, hurtigere og bedre hjælp, hvis du træder over den grænse du have lavet der hedder, at du ikke vil fortælle noget til din mor. Giv hende en chance for at hjælpe dig. At hjælpe sit barn er en af de vigtigste ting der står på jobbeskrivelsen som mor, og jeg håber du vil give hende en chance for at kunne gøre det. Jeg er sikker på at din mor også har tanker om døden. Måske har hun selv været meget bange for døden...måske har hun fundet en god måde at lægge frygten til side? Husk...alle har tanker om døden, og mange har prøvet at være bange.  

Så bliv ved med at tale med din lærer, men jeg tænker samtidig du skal tage dig selv, og de her tanker så alvorligt at du også tager næste skridt. Få snakket med din mor, så I sammen kan finde ud af om du faktisk har brug for mere hjælp eller om I kan klare det selv. 

Mange hilsner
Niels-Christian