Kære du

Jeg kan godt forstå du er i tvivl om hvordan man kommer videre efter at have fået en diagnose. Bare ordet diagnose kan, i sig selv, lyde så voldsomt, og fremmedgørende. Man kan let blive frustreret og meget i tvivl om hvordan man lige bevæger sig videre i livet. 

Nu kan jeg selvfølgelig ikke vide hvad du helt præcist mener med dit spørgsmål. Men jeg forstår det på den måde, at du er i tvivl om hvordan man lever videre med det her "stempel" som man let kan komme til at tænke en diagnose som? 

På mange måder tænker jeg egentlig ikke din diagnose ændrer noget. Du er ikke et andet menneske end du var dagen før du fik diagnosen. Du er stadig dig...på godt og ondt, perfekt og fejlbarlig...ligesom ALLE andre mennesker. 

Jeg tror det er vigtigt at prøve at fortstå en diagnose som en hjælp til:

1. at forstå sig selv bedre
Hvorfor tænker og handler du som du gør. En diagsnose, som PTSD kan muligvis forklare nogle tanker, følelser og handlemønstre som du har. Nogle du måske ellers undrer dig over. Er ked af du har eller måske ligefrem skammer dig over? Ike fordi du har nogen som helst grund til at skamme dig...slet ikke. Men fordi vi mennesker let kan komme til at give os selv skylden for tanker eller handlinger som ikke er helt som vi kunne ønske. 
Et eksempel kan være et menneske der har en depression der bliver rigtig ked af ikke at kunne overskue at være sammen med veninder eller familie. Jeg har talt med mange unge der skammer sig over ikke at kunne det de mener de burde. Her kan en diagnose være en hjælp til at forstå sig selv bedre. 
Mennesket med depression kan ikke altid overskue at være sammen med familie eller venner, fordi depressionen spiser al energi og overskud. Det er ikke fordi han/hun ikke vil....det er bare ike muligt. Lidt ligesom hvis man har brækket et ben. I tanken vil man måske stadig gerne løbe en tur...men det er bare ike muligt. 

2. at de som skal hjælpe, ved hvordan de kan hjælpe bedst
Jeg fortsætter lige med det brækkede ben :)
Hvis du kommer på skadestuen med vilde smerter i benet efter et fald, vil lægen nok tage et røntgenbillede. Så kan lægen nemlig se hvad det er der er galt med benet, og efterfølgende give den bedste behandling.
Når en behandling ved at du har PTSD, bliver det lettere at give en bedre behandling. Det bliver nemlig muligt at give en mere direkte hjælp til lige præcis det der er din udfordring.

Jeg kan godt forstå at en diagnose som PTSD kan være svær at på hæftet på sig. Det gælder i det hele taget alle psykiske lidelser, da det desværre fortsat er noget mange mennesker har svært ved at tale åbent om. Selv om depression, angst, PTSD og de mere end 400 andre diagnoser er ret så almindelige. Mere end halvdelen af alle danske familier bliver ramt. Det er stadig svært.

Husk på at du er MEGET andet end PTSD. Din diagnose er kun en lille del af dig. Hvis du brækkede benet var du heller ikke et brækket ben. Du ville være en ung kvinde med et brækket ben. Nu er du en ung kvinde med PTSD...og tusinder af andre ting som også gør dig til dig.

Når nu du har fået diagnosen, går jeg ud fra der også er noget behandling tilknyttet?
Jeg tænker det er vigtigt at du taler med behandlerne om dine tanker om diagnosen. Det er fuldstændig normalt at være ked af sin diagnose og frustreret. Det er jeg sikker på at behandlerne vil kunne tale med dig om. 

Jeg kommer også til at tænke på en organisation som SIND-ungdom
Det er en organisation for unge, som har en eller anden form for psykisk sårbarhed eller psykiatrisk diagnose. Her kunne du måske møde andre unge og høre lidt om hvordan de har håndteret hverdagen med en diagnose. Og vigtigst af alt tænker jeg, at de andre unge "bare" er almindelige mennesker, der ligesom dig rummer meget andet end end diagnose. 

DeBedsteHilsner
Niels-Christian