Angst for fugle

brevkassespørgsmål

Angst for fugle

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 7 år 5 måneder siden

Hej cyberhus 

Jeg står i denne her situation, hvor jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre. 

Til dagligt, lever jeg med en masse forskellige slags former for Angst. Jeg nævner lige nogle enkle ting. Jeg har bla angst for højder, klovne, fugle, for at fremlægge, for ikke at være god nok og en masse andet. 

Men det meste af mit liv, har angsten for fugle plaget mig rigtig meget. 

Jeg kan ikke gå nogle steder uden at angsten hoper sig op inde i mig, jeg falder totalt sammen, begynder at græde og bryder generalt bare helt sammen, hvis der er fugle i nærheden og hvis de flyver i luften. Med fugle mener jeg alt fra helt små fugle, til kæmpe påfugle, ænder, gæs og alt hvad der kan flyve. 

Hvad kan jeg gøre for at få min angst væk? Jeg kan ingen steder være.. 

Er der nogle behandlingsmetoder for angst? 

Har gået til psykolog og det har da også hjulpet på nogle ting. Vil ikke ud i at skal tage piller for det. 

 

Håber i kan hjælpe. 

Svar: 

Kære dig,

Det er rigtig hårdt at leve med angst når det fylder, som det gør hos dig. Det går udover ens hverdag og man oplever at føle sig utryg i bestemte situiationer eller bare generelt. Det er ikke sjovt, og jeg kan kan høre på dig at din angst for fulge er særlig slem. Du fortæller at du har gået til psykolog og at det også har hjukpet på nogle ting - det lyder jo rigtig godt. Som jeg hører det, så tænker jeg at du ikke er færdig med at gå til psykolog. Det er nemlig især med kognitiv behandling at man kan slippe ud af angstens klør. Det vil aldrig komme fra den ene dag til den anden - det kan være rigtig hårdt arbejde, men vil i de fleste tilfælde være en rigtig god hjælp. Nogle oplever at kognitiv behandling ikke hjælper og at angsten simpelthen fylder så meget at de nærmest ikke kan leve deres liv - i disse tilfælde vil medicin oftest komme på tale. Jeg synes dog at man som udgangspunkt skal gøre, hvad man kan for at undgå medicinen, og da du tidligere har haft gavn af psykoligsk hjælp, vil jeg klart anbefale dette til dig igen. 

Når vi snakker angst, så er der desværre ingen hurtigere løsninger. Det kræver at man får nogle redskaber til at håndtere angsten, og disse redskaber kan godt tage noget tid at vænne sig til, så man kan bruge dem og arbejde med dem. Jeg vil mene at, der er to særligt vigtige redskaber når vi snakket angst - og det gælder uanset type af angst. Det første er accept. Jo mere du kæmper imod og vil have angsten til at gå væk, jo mere vil angsten presse sig på og blusse op. Et konkret eksempel kunne være, at når du mærker angsten dukke op, så sig lige hej til den. Sig til den at du ved den er og at det er ok, men at lige nu er du ved noget andet. Det lyder måske skørt, men øver man sig i dette, øver man sig i at acceptere angsten - og jo mere du kan finde frem til accepten, jo mindre bange vil du blive i situationer, hvor du oplever angst. Men det vil kræve vedvarende øvelse. En anden ting man ofte taler om når man taler angst, er eksponering. Altså det at udfordre den angst man står overfor. I tilfældet med fugle, kunne det være at se en dokumentar om fugle - det lyder måske ikke super spændende, men det er heller ikke det, som det handler om. Det handler netop om at du udfordrer dig selv og springer ud i det, som du er bange for. Dog er det meget vigtigt at tage små skridt - går du for langt, kan det gøre angsten værre. Så små skridt. Det kan også være at låne en bog om fugle, og så kigge i den i et par minutter ad gangen til at starte med.

Jeg håber du har fået lidt ud af mit svar til dig, og at du kan finde modet til at tage kampen op mod angsten. Angst er noget mange lever med, og rigtig mange slipper helt af med den eller de lærer at håndtere angsten, så den ikke tager for meget over. Jeg er sikker på at du med hjælp også finder vejen til et trygt liv. Jeg vil dog gerne til slut igen råde dig til at opsøge en psykolog, som du kan få vedvarende hjælp fra i en periode. Opsøg gerne en psykolog med speciale i angst - dem findes der mange dygtige af.

Alt det bedste til dig!

Kærlig hilsen,

Charlotte    

Charlottes billede
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program