så meget ondt i kun én verden

brevkassespørgsmål

så meget ondt i kun én verden

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 11 år 5 måneder siden

hej! jeg har skrevet herind før, for halvandet år siden og fra en halvt år siden. men jeg har stadig mange ting at slås med. jeg har en lang og komploceret baggrundshistorie bag mig hel fra lille af, mobning, derfor skoleskift, fysisk og verbal vold fra min mor (ser hendee ikke i dag), min tvillinge søster blev syg med anoreksi fra fire år siden, jeg selv med ekstrem cutting, alvorilg anoreksi og utallige selvmordsforsøg, indlæggelser (rigtig mange) opholdssted og følelsen af svigt og afmagt de senest to år. jeg kunne blie ved, men det hjælper ikke, og jeg vil ikke have at noge tænker at jeg har ondtaf mig selv, for det har jeg ikke... jeg formodede at tage tyve kilo på på ni måneder, fra 38 til 58 og er 170 høj. alle var stolte og glade, undtagen mig... min søster er stadig meget tynd, så jeg er enorm i forhold til hende. det eneste halve år har jeg stille og roligt tabt 8 kilo er er på ca de 50, men a som man siger til sig selv "bare lige der ned" men det holder jo aldrig... jeg VIL være tynd, ikke normal teenage dellet, men jeg orker heller ikke det helvede igen. jeg dyrker sport næsten på elite nivuea, bare for min egen skyld... jegg har ikke tid til andet, og det hadter med lektier osv, og jeger udmattet, men jeg kan ikke stoppe. det overordnedeproblem erat jeg er udmattet og føler at alt er imod mig. i to år har jeg nu cuttet, og gør det stadig somme tider, min arme er fuldstændig dækket med store ar, og jeg kommer ALDRIG til at gå med korte ærmer igen, men nu er jeg begyndt på hofter og mave, fordi jeg har den vanvittige ide at det vil motiverer mig til at tabe alt det fedt der sidder der. det har selvfølgelig ikke paaceret mine klassekammarater, feks i idræt omklædning, og de mange gange jeg hatr haft sting i håndled osv, og ja... nogle kalder min for cutter... (mit navn). det gør så ondt, for jeg ved jo godt hvad jeg er! jeg går jo med lange ærmer, og snakker sjældent om mine problemer,og i det hele taget holder afstand,og sørger forikkeat generer nogen. i mandags damin far var taget på arbejdegåv jegmig selv hjernerystelse.. jeg sagde at jeg var faldet på badeværelset, så jeg harværet hjemme hele denne uge,fordijeg ganskeenkelt føler migmere tryg her hjemme. alle tror at bare fordi man ikke er dødeligt tynd, eller har andre uskjulelige tegn kan man ikkehavedet svært. mange af mine lidelser ligger i det psykiske. jeg harværet fikseret nogle gange og ligget i bælteog remme i op til otte timer, mensjeghar fået langt drop tildiverse ting, blevet fyldt med beroligende medicin så jeg ikke kunne stå på benene i flere dage efter og blevet kørt til psykiatriske afdelinger som jeg for alt i verden ikke ville...detmedfikseringen er nog det som adskiller mig mest fra mine klasse kammarater og gør at jeg er mere skrøbelig end dem, for det har sat store ar, og jeg MÅ ikkesnakke om det for min søster eller far, for hver gang siger de bare at det jo er og har været hårdt for dem også. jeg er fuldstændig enig! min far har skulle se på sine to piger som har været minutter fra døden, kørt med i ambulancer kæmpet for at få os hjem fra ophldssteder, fordi han som min søster og jeg tror på at det er det bedste, men... har har ikke oplevetalle de ting på egen krop,og jeg synes ikke det er til at sammenligne. og min søster, ja det er bare hendes evindelige vægt som ikke er mere end 41 der piner hende, og ja hun har også varetigennem meget. men hun er jo meget undervægtig og man kan se hun har det svært,og det er der min far og alle andre ligger fokus nu,og de forventer selvfølgelig at jeg støtter hende maks, igen,det dræner migfor energi at skulle gør noget halvt fordi jeg ikke har energi til det, jeg følermig utilstrækkelig hele tiden. nu nærmer julen sigogså, og det skullerjo være en glad tid, men den er også fyldt med angst og dårligeminder. december for to år siden cuttede jeg hver dag, fordi min søster varindlag og min far var hos hende og jeg var så slene med min mor, de var ikke skilt den gang, det blev de først et par måneder efter da det virkelig gik op for vores far hvor meget hun havde budt os, ikke kun ham selv som han troded. og hun var ikke hjemme den jul,det nyytår, den påske og helt ind til sommer ferien. sidste december var jeg indlagt, men jeg kom hjem efter et halvtår den 22 december. detlyder sikkert dejligt,men da vi tre ikke havde været en rigtig familie i... ja nogensinde var den svær og meget konflikt fyldt. julen er jo også hygge tin, med nørke og sådan, men med min voldsomme klaustrofobi pga indespærring og fastspændelse er det somme tider svært. men jeg vil gøre altfor at min søster og far får en god december og jul,fordebetyder alt for mig, og uden dem havde jeg nok ikke været over jorden nu. til den eller dem som kommer tiil at læse det her behøver i altså ikke at skrive til bage,for noget svar på mit liv er der nok ikke,det kun mig selvsom kan påvirke det, men det er svært at være lillemig, i sådn en stor ond verden. tak for tiden til at læse det. hilsen mig

Svar: 

Kære Du

Det lyder til at være nogle rigtig svære tanker du går rundt med og jeg vil også sige, at det bestemt ikke lyder til at være et nemt liv du har. Derfor synes jeg også, at det er rigtig godt, at du har valgt, at skrive her til igen. Det kræver meget mod at fortælle andre om de ting som du beskriver her i brevet og det er virkelig godt gået, at du vælger at skrive her ind for, at fotælle om det hele. Jeg vil forsøge, at skrive hvad jeg tænker omkring det som du beskriver og at komme med et par råd til, hvad jeg tænker du kan gøre for, at hjælpe dig selv.

Når jeg læser dit brev tænker jeg, at du har gået rundt og haft det rigtig skidt i lang tid. Ingen fortjener og have det sådan og du lyder til at være en pige med en masse kærlighed og en masse gode ting at byde ind med. Det kan jeg høre, når du beskriver hvordan du taler om din søster og din far og det er tydeligt, at du holder utrolig meget af dem. 

Det lyder til, at der er rigtig mange svære ting der fylder i dit liv og derfor kan jeg godt forstå, hvis det kan føles helt uoverskueligt at se, hvor du skal starte, for at ændre dit liv, så det bliver bedre. Jeg tænker, at du måske har det sådan, at når de svære følelser bliver for stærke og fylder for meget, kan det at skære i sig selv eller lade være med at spise, være en måde at få det ”ud af kroppen” på? Det kan være en måde at få kontrol over sit eget liv på, når det ikke virker muligt at gøre det på andre måder. Fx. kan du selv kontrollere hvad og hvornår du spiser og det, at du ikke spiser særlig meget og taber dig, kan måske give dig en følelse af, at der endelig er noget du selv kan styre? Det er faktisk en helt normal måde at reagere på, når man har det svært og det er ikke bare lige sådan, at stoppe med det.

Det at skade sig selv og have en spiseforstyrrelse er en sygdom og det er ikke altid noget man selv kan ændre på. Som du selv skriver, er du træt af at have det sådan, men alligevel kan du ikke stoppe. Det kan virke underligt, men vi mennesker fungerer sådan, at vi finder på alle mulige mærkelige måder at "overleve" på, når livet bliver rigtig svært. For at kunne fungere i hverdagen, når man ikke har det godt, bliver man nødt til at finde en måde at håndtere det hele på. Din krop har fundet en måde og lige nu er det ved at skære i og gøre skade på sig selv. Måske har du det sådan, at det nærmest kan lindre de svære tanker når du skærer i dig selv eller har tabt dig og derfor er det også noget man meget nemt bliver afhængig af, fordi det kan give følelsen af, at hjælpe lige når man gør det. Derfor kan det også være svært at gennemskue, hvordan man skal holde op med det, for hvordan pokker skal man så klare de svære tanker, der bliver ved at dukke op? Det handler tit om både at prøve at finde ud af, om der er noget andet man kan gøre, når tankerne presser på - men også om at finde ud af, hvorfor man bliver så ked af det, at man får lyst til at skade sig selv.

Når jeg læser dit brev tænker jeg faktisk, at du selv har en masse tanker om, hvorfor du gør disse ting. Jeg synes det er nogle rigtig gode tanker du gør dig, men jeg tænker også, at det er svært for dig at få det bedre, fordi din familie også har det meget svært. Det er vigtigt, at kunne snakke med sin familie og når man har det rigtig svært som du har, er det ikke noget man kan klare alene. Derfor er det også meget vigtigt at du får snakket med nogle om det og du fortjener også, at have nogle der støtter og hjælper dig. Jeg synes det er rigtig godt, at du har prøvet at snakke med din far om, hvor svært du har det og det er slet ikke fair, at han beder dig om at lade være. Jeg tænker, at din familie er utrolig presset og at din far måske ikke ved, hvor svært du faktisk har det? Jeg tænker, at det kan være en god idé, hvis du viser ham det brev du har skrevet og mit svar til dig.

Jeg kan godt forstå du tænker meget på din søster, men det er rigtig vigtigt, at du også tænker på dig selv og giver dig selv lov til, at være lidt "egoistisk". Du har også brug for opmærksomhed og hvis din far har svært ved at klare det alene, kan det være, at du skal finde en anden, som du også kan snakke med. Jeg tænker på, om du måske har en lærer på din skole, som du stoler på og kan have lyst til at snakke med. Her kan du også gøre det, at du starter med at visse dette brev, for jeg tænker, at det virkelig beskriver dine tanker og dit liv godt. Bare det at snakke med en og få sagt det hele højt, kan være en kæmpe letteles. Derudover kan din lære også hjælpe dig med at komme til at snakke med en skolepsykolog, hvis du har lyst. Jeg kunne forestille mig, at du måske har det lidt svært med psykologer og/eller læger, efter de grimme oplevelser som du har haft med fiksering og lign. Derfor tænker jeg også, at det kunne være godt, hvis du kan få en god og fast psykolog som du kan snakke med engang imellem og hvor du selv kan være med til, at bestemme hvad der skal ske. 

Der er også forskellige ting, som du selv kan gøre for at hjælpe dig selv til at få det bedre. Jeg tænker, at det måske kan være en god idé, at du prøver, at skrive dine tanker og følelser ned, når du får lysten til at at gøre skade på dig selv, tabe dig eller når tankerne bare bliver alt for overvældende at gå rundt med. Det er kun dig selv der skal se bogen og derfor kan du skrive lige hvad du har lyst til. Der er normalt, at det kan være rigtig svært at sætte ord på de følelser man har, men bare det at få skrevet et eller andet ned, kan give en større ro og måske endda også en forståelse af, hvad du føler, når du får tankerne og lysten til selvskade. Som jeg tænker at du også ved, er det kke bare sådan at holde op med at have anoreksi og skære i sig selv og derfor er det også vigtigt, at du ikke giver op. Det er en svær opgave og bare det, at du har besluttet dig for at gøre noget, er det kæmpe stort skridt. 

Jeg ved ikke om du kender LMS? Det er en rigtig god hjemmeside og rådgiving, hvor de ved en masse om både spiseforstyrrelser, selvskade og det at have det rigtig svært. Du kan læse mere om dem på deres hjemmeside her. De har også en rigtig god rådgivning, hvor du både har mulig for at ringe, chatte eller komme ind og snakke med dem. Du kan være helt anonym uanset hvad og her er det dig selv der bestemmer tempoet. Du kan læse mere om de forskellige former for rådgivning på deres hjemmeside.

Venlig hilsen Katrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program