Kæreste du.

Hvor er jeg glad for, at du skriver. Det lyder som nogle kæmpe tanker og følelser, du går rundt med i dit liv lige nu. Der er ingen let måde at svare på det, du skriver, men jeg vil meget gerne dele nogle tanker med dig.

Som du selv lidt siger, er svære perioder en del af livet for de fleste, og det er noget, der kan være svært at acceptere. Livet er smertefuldt og hårdt. Det er det bare. For alle. Men det er meget forskelligt, hvad der er svært for os hver især. Så når du taler dine egne problemer ned og siger, at der jo er mange, der har det værre, vil jeg bare sige, at det er ligegyldigt, hvordan andre har det. Det kan sagtens være, at nogle i verden har det rigtig skidt, men derfor kan det du går igennem sagtens være en lige så stor udfordring for dig, som de andre menneskers problemer er for dem. Man kan ikke sammenligne følelser på den måde, for vi er alle forskellige. Så derfor, er du altså IKKE svag, jeg vil nærmere kalde dig utrolig stærk. Du virker meget bevidst og empatisk, og det er en kæmpe styrke. Når vi er i svære perioder i livet, kan det være svært at se, hvordan det nogensinde skal blive bedre. Man går og venter på, at et eller andet ændrer sig, så man kan få det godt igen. Man prøver alt hvad man kan "bare" at blive glad igen. Men det er virkelig svært. Det kræver en kæmpe indsats at ændre på de negative tanker, som du også snakker om. Det er ikke bare at stoppe dem, for de kommer tilbage. Igen og igen. Man må øve sig, hver gang de kommer, må man prøve at lade dem passere. Man må også se i øjnene, at det ikke er sikkert, de nogensinde forsvinder. Så derfor, må man acceptere dem og lade dem passere. I starten føles det nok ikke som om, det gør en forskel, men det gør det. Lige pludseligt har man vænnet sig til, at de negative tanker kommer og går, og lige pludselig er der måske flest positive tanker igen. Det tager tid. Og det er ikke noget, der kommer ude fra. Der sker ikke noget udenfor dig, der gør dig i stand til at få det bedre. Din bedring og din lykke kommer inde fra. De problemer, du har, forsvinder ikke nødvendigvis, men du lærer at se dem i et andet lys. Det er der, bedringen starter.

Du nævner dine venner og forældre, og at du ikke vil være til besvær, og at dine veninder også har det skidt. Er der nogen, der har fortalt dig, at du er til besvær? Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de ikke oplever dig som værende til besvær. Og jeg er helt sikker på, at de vil gøre alt hvad de kan for at støtte dig, også i denne svære periode. Det er okay ikke altid at være den der glade pige, det er der slet ikke nogen der kan. Altså vi har det jo alle bedre, når vi er glade, men ingen kan undgå den smerte, der også er i livet. Om det så er små eller store problemer er ligemeget, det er lyset man ser problemerne i, der betyder noget. Du er hverken forkert eller ligegyldig, fordi du ikke er glad. Det ville ikke være lettere for nogen i dit liv, hvis du forsvandt. Tværtimod ville det gøre livet meget meget sværere for de mennesker, for der ville mangle noget vigtigt. Dig. I de svære perioder, hvor de negative tanker hersker, kan det føles som om man er i en hel anden verden, end de mennesker omkring en. Det er som om, de ikke ser, hvor dårligt man har det, hvor langt ude man er. Man føler, at det burde være tydeligt, så hvorfor spørger de ikke? Man tænker, at de er nok ligeglade. Man føler, man skal passe ind i sådan en glad rolle, for det er den, de kan elsker. De elsker ikke det, man er. Og sådan kører de negative tanker, de overbeviser en om, at man er ligegyldig og alene. Men det passer ikke. Har de nogensinde sagt, du er ligegyldig? Er der nogensinde nogen, der har sagt, de er ligeglade? Jeg kunne forestille mig, at de nok har sagt det modsatte. Du er ikke ligegyldig, du er ikke til besvær, og dine forældre elsker DIG, ikke dit humør. At fortælle hvordan man har det, at man ikke er glad, er ikke en svaghed. Og selv hvis man ikke tror på, at det ville hjælpe, kan det være rart.

Jeg vil gerne slutte af med at snakke lidt om dine selvmordsplaner. Du skriver selv, at der nok er en anden udvej. Der vil jeg gerne sige, at selvmord ikke er en UDVEJ. Det er en ENDE. På ALT. Også det gode i livet. På fortiden, nutiden og fremtiden. Selvom du er i en svær periode lige nu, så er der gode ting i dit liv. Du har nogle glade minder, nogle veninder du holder af, nogle forældre, der passer på dig. Selvom svære perioder kan være lange og smertefulde, så klarer man dem altid. Det bliver altid bedre på et tidspunkt. Om det er nu, i morgen eller om et år, så skal det nok blive bedre. Ender du det nu, giver du ikke livet en chance til at være smukt. For livet er smukt og godt, ligesom det er hårdt og smertefuldt. Og det ved du også godt inderst inde. Der er bare en mur af negative tanker, der skal bekæmpes først. Og løsningen er ikke selvmord. Selvmord løser ingenting, det ender dig, og ødelægger de, der elsker dig. Livet gør ondt, men det er det værd på et tidspunkt. Det kan bare være svært at se lige nu. Men måske du kan starte med, at se dette tidspunkt som et vendepunkt. Et vendepunkt for dit liv. Nu går du mod bedre tider. Det er ikke sikkert, det er overbevisende lige nu, men sov på det. Vent med selvmordet. Prøv eventuelt at snakke lidt med dine forældre om, hvordan du har det, inden du ender det hele. Måske I kan lave en aftale om, at du kan ringe, når de negative tanker kommer? Måske de kan hjælpe dig med at lade de svære tanker passere? Du skriver, at du får hjælp, men det hjælper ikke. Husk, det skal starte inde fra. Hjælp ude fra kommer ikke til at virke, før du erkender, at der skal ske en ændring inden i og begynder at arbejde mod noget.

Jeg håber virkelig, at det hele lysner for dig inden så længe. Du fortjener et godt, langt og lykkeligt liv - med den smerte, der nu hører med.

Sophie