Homoseksuel
Homoseksuel
Hej jeg er en dreng på 15 år som er forelsket i en anden dreng. Jeg tror han ved det, men jeg tør ikke spørge ham. Hvad kan jeg gøre for at komme videre.
Hej med dig
Selvom det er rigtig dejligt at være forelsket, så kan det også være frustrerende og svært hvis man ikke helt ved hvordan man skal få det sagt. Så det er bare rigtig sejt at du har skrevet ind til os, og jeg ville ønske at jeg kunne give dig det helt rigtige svar på hvad du skal gøre. Det er bare desværre aldrig helt så ligetil, og det bedste du kan gøre er at snakke med ham. Det kan jo være at han, som du skriver, godt ved det, og bare går og venter på at du tager kontakt. Det håber jeg. Når det så er sagt, så skal du måske også forberede dig på at det også kan være at han ikke deler dine følelser - eller at han måske ikke er klar over at han deler dem endnu. Du virker meget afklaret omkring at du godt kan lide drenge, og det er så sejt, men der er også nogle drenge som først finder ud af det senere - og så er der jo selvfølgelig også mange drenge som simpelthen kun er til piger. Det kan være svært at vide før man spørger dem, men nogle gange kan man mærke det på den måde de er på. Har du lagt mærke til om han virker til at have følelser for dig? Måske snakker han meget med dig, holder sig tæt på dig, flirter med dig eller lignende? Det kan også være du har lagt mærke til det omvendte? På den måde kan man lige så stille prøve sig frem og se hvad der sker.
Jeg læser også dit brev på en anden måde. Nemlig at du spørger om hvordan du kommer videre, altså over, ham. Forstået på den måde at du godt ved at det ikke bliver til noget og du gerne vil væk fra dine følelser. Hvis det er dét du mener, så må jeg desværre meddele, at det kræver tid. Masser af tid. En forelskelse forsvinder sjældent af sig selv fra den ene dag til den anden, men den vil med tiden blive mindre og mindre. For at fremskynde det lidt, så tænker jeg at du kan prøve at bruge tid og energi på de ting som gør dig glad. Det er måske at hænge ud med venner, lave noget sjovt, dyrke en sport eller lignende, læse gode bøger, spille gode spil, eller andre ting som du synes er spænende og hyggeligt. Jo mere du fylder tiden med andre ting, jo nemmere vil det være ikke at tænke på ham.
Jeg ved ikke præcis hvilket svar du søger, men nu har du fået lidt af hvert. Hvis du nu har brug for mere, så vil jeg anbefale dig at prøve vores chat eller måske gå ind på MitAssist, som er en rådgivningssite (ligesom Cyberhus) som henvender sig mere til drenge. Der kan du også høre de andre unge om hvad de tænker at du kan gøre.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Venlig Hilsen
Signe