Respektfuldt samvær mv

brevkassespørgsmål

Respektfuldt samvær mv

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 7 år 7 måneder siden

Hvordan lærer man at få andre til at respektere sine grænser?

Og hvordan rummer man, at man engang bliver meget vred pga andre gør noget, som man intet kan stille op med, dvs rummer svære følelser?

Svar: 

Kære dig,

Du bringer to spørgsmål op, som er rigtig gode og rigtig vigtige. Det kan nemlig i mange situationer være svært at finde ud af, hvor ens grænser går, og nogle gange bliver ens grænser overtrådt. Dette kan vi lære af, men der kan også gemme sig nogle mønstre i os alle, som gør at man gentagne gange ikke får sagt til eller fra i nogle situationer selvom det egentlig var det man skulle have gjort. Det at man gentagne gange ikke får sagt til/fra kan medføre et dalende selvværd og en dalende selrepekt. Du skriver ikke, hvilken situation præcis du har oplevet, hvor det ikke er blevet respekteret når du har sat en grænse, og det er egentlig også underordnet. Når du spørger, hvordan man får andre til at respektere de grænser man sætter, så vil jeg råde enhver til som det første at kigge indad. Var du tydelig da du satte grænsen? Har du siden hen stået fast på den grænse du satte eller har du tvivlet? Selvom man sætter grænser, kan man komme til at tvivle. Den tvivl kan "smitte af". Dvs. er der noget inden i dig, som tvivler på det du først har meldt ud, vil andre oftest mærke dette på dig, og det kan medføre manglende respekt for den grænse du egentlig satte. Det betyder ikke at det er iorden at andre mennesker ikke respekterer ens grænser, men det kan være svært at opnå repekt fra andre, hvis ikke man i bund og grund selv tror på det man står for. Håber det giver mening for dig.

Når det så er sagt, så kan situationen også være en anden - nemlig at man har sat en klar og tydelig grænse uden vaklen og tvivl, men at man på trods af det stadig oplever at det ikke bliver respekteret. Dette er i sig selv grænseoverskridende og rigtig ubehageligt. Det fører mig også hen til dit andet spørgsmål om, hvordan man kan rumme de svære følelser, der opstår i forbindelse med en situation, hvor man oplever vrede og magtesløshed. I begge tilfælde handler det her nemlig rigtig meget om at gøre op med sig selv om de situationer man står i overfor andre mennesker, er noget man vil bruge energi på. Det er oftest meget negativ energi vi tilføjer sådan nogle situationer, og det er rigtig hårdt og drænene at være i. Følelser som vrede, magtesløshed og manglende respekt fra andre, kan være rigtig frustrerende. Men når man nu står i situationer, hvor man, som du også selv siger, intet kan stille op - kunne man så give slip og flytte sig? Når du flytter dig fra disse situationer - om det så er i fysisk eller mental forstand- så vil du opleve noget andet. Et meget konkret råd til dig er at du prøver at sige til dig selv at det her gider du ikke bruge din energi eller tid på. Gentag det for dig selv nogle gange, især når du netop står i en af de svære situationer. Det kan gøre at du føler dig mere stærk og sikker på dig selv. Grundlæggende er det sådan, at jo mere sikker på dig selv du føler dig, jo mere vil du udstråle netop dette OG - jo mere respekt vil du opnå fra andre mennesker. Når man oplever at blive mere og mere sikker på sig selv og blive bedre til at fjerne sig fra situationer, hvor man føler sig magtesløs, så kan man også opleve at nogle mennesker trækker sig fra en. Her er det vigtigt at spørge sig selv om den eller de personer i virkeligheden også var nogle man ønskede i sit liv.

Jeg håber du fik lidt ud af mit svar, som du kan bruge fremover. Alt det bedste til dig.

/Charlotte

Charlottes billede
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program