Sætter jeg det rigtigt på?

brevkassespørgsmål

Sætter jeg det rigtigt på?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 7 år 9 måneder siden

Jeg har et spørgsmål angående bind. Altså, når jeg sætter det på, kan man altid mega tydeligt se at jeg har bind på. Er det meningen at det skal være sådan? I denne måned falder min menstruation også på den dag hvor jeg har idræt og er mega nervøs. Alle de andre piger har også fået deres mens, men jeg synes aldrig at man kan se at de har bind på. Jeg bruger libresse bind, som ellers skulle være et, som man næsten ikke kan se og derfor er jeg begyndt at spekulere på, om jeg bruger det rigtigt?

Svar: 

 

Hej med dig

 

Jeg kan godt forstå, at du spekulerer på, om andre kan se, når du har bind på. Jeg tror, rigtig mange piger godt kan føle, at andre kan se på dem, når de har menstruation. Men ofte tror jeg, det er noget, vi piger bilder os ind, fordi vi måske føler os en smule anderledes, når vi har vores menstruation. Det kan være tanker om, om andre mennesker kan mærke på vores humør, at vi har menstruation. Eller, som du tænker, om andre mennesker kan se det på os, for eksempel fordi de kan se, at vi har bind på. Heldigvis har jeg et par ideer til, hvad du kan gøre.

 

Først og fremmest tænker jeg, om du har prøvet at skifte til en anden slags bind? Måske et andet mærke. Der er forskel på bind, for eksempel kan både størrelsen og tykkelsen på bindet variere. Du skriver godt nok, at du i forvejen bruger nogle bind, som skulle være ret usynlige, men måske kan du finde en anden slags, som passer bedre til din kropsform. Ellers er det måske en mulighed, at du bruger tamponer i stedet for bind. Det kan du eventuelt supplere med et trusseindlæg. Jeg vil tro, at tampon og trusseindlæg er lidt lettere at skjule under tøjet end et bind.

 

Hvis du ikke har lyst til at bruge tampon og ikke finder et bedre bind, så er mit forslag, at du kan gå med noget tøj, som dækker for din numse, når du har menstruation. Det kan for eksempel være nogle løse bukser, en lang trøje eller en kjole. På den måde kan du skjule bindet. Til idræt kan du bruge nogle løse shorts eller træningsbukser. Og hvis du skal i bad, kan du måske få lov til at gå i bad lidt før de andre, eller skifte dit bind inde på et toilet.

 

Du kan også prøve at spørge en god veninde, om hun kan se, når du har et bind på. For måske er det noget, du bilder dig selv ind, at man kan se det. Derfor er det en god ide at få nogle andre øjne til at kigge, for nogle gange kan vi godt være lidt kritiske overfor os selv. Og i virkeligheden kigger andre nok ikke så meget efter det.

 

Du spørger, om du sætter bindet rigtigt på. Jeg ved ikke, hvordan du sætter det på, men så længe du ikke bløder ved siden af bindet, så er jeg sikker på, at du har sat det rigtigt på. Bindet skal sidde, så det dækker for skeden, hvor blodet kommer ud. Det vil sige, at det skal sidde cirka midt i trusserne.

 

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Og så må du huske på, at det er en hel normal ting at have menstruation. Næsten alle unge piger og kvinder har det, og derfor er det også helt normalt at bruge bind. Selvfølgelig kan det derfor stadig føles pinligt, hvis der er en, der opdager, at du har bind på. Men det er altså ikke flovt at have menstruation og bruge bind, for det er bare helt normalt. Derfor er det ikke en ting, som du på den måde behøves at skjule.

 

Mange hilsner fra Ditte

Dittes billede
Ditte har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program