Socialt akavet

brevkassespørgsmål

Socialt akavet

Hej Cyberhus.

Jeg har kæmpet med dette problem siden jeg var lille. Jeg har altid været meget genert og indelukket. Og det plejer som regel at tage mindst et par år før jeg begynder at blive tryg ved en person. Jeg ved godt at det er normalt at være genert, men føler bare at jeg er det i sådan en grad, at det er unormalt. Er begyndt at spekulere på om jeg kunne lide af en psykisk sygdom, for jeg er virkelig, virkelig indelukket og akavet. Jeg kan ikke få mod til at starte en samtale med en fremmed. Og selv med de mennesker jeg kender, har jeg meget svært ved at holde en samtale kørende. De sidste par år er jeg også begyndt at trække mig fra sociale "lege". Altså at hvis nogen har spurgt mig om jeg ville være med til noget, så har jeg altid sagt nej. Ved godt at dette overhovedet ikke hjælper på mit problem, jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg gør det. Måske bare fordi jeg lidt frygter at situationen skal blive mærkelig og akavet. Men her på det seneste har det været virkelig slemt. Jeg har de seneste par uger nærmest kun siddet lukket inde på mit værelse foran computeren. Jeg kan knapt nok tage mig sammen til overhovedet at komme ud af sengen mere. Jeg føler mig så trist og alene. Jeg sidder bogstaveligt talt foran skærmen konstant, helt til langt ud på natten, og prøver at holde mig selv beskæftiget med noget der kan få mig til at tænke på noget andet. Ved ikke om dette har noget med sagen at gøre, men har også haft søvnproblemer de seneste måneder. Jeg har virkelig svært ved at falde i søvn, kan ikke lade være med at tænke på alle mulige problemer og bekymringer. Jeg tager nogle gange sovepiller imod det, men det ved mine forældre ikke.

Alt i alt føles det bare som om at dagene bliver længere og at de egentlig bare skal overstås. Jeg føler virkelig at der er noget galt med mig. Har hørt lidt om social angst, men ved ikke om den passer på mine symptomer.

Jeg er overbevist om at jeg kommer til at tilbringe hele min sommerferie alene og sidde lukket inde på mit værelse.

Jeg vil virkelig gerne have det bedre, men ved ikke hvordan. Og selv hvis jeg kommer ud af alt det her med søvnproblemerne og at sidde lukket inde hele tiden, så frygter jeg at jeg stadig ikke vil have nogle venner. Altså nogle mennesker har jo bare svært ved at få venner og jeg er et af dem. Jeg har ingen motivation til at komme væk fra alt det her, fordi jeg føler at jeg i sidste ende alligevel vil sidde uden venner og tilbringe hver dag alene. Når jeg prøver at motivere mig selv, synes jeg bare at mine mål er mega urealistiske.

Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal komme ud af denne dårlige rytme. Der er selvfølgelig altid den lette udvej som selvmord, og det er da ingen hemmelighed at jeg tit har overvejet det. Men tror i sidste ende bare virkelig ikke at jeg kan gøre det imod min familie. Ville egentlig ønske at de var ligeglade med mig, for det havde bare gjort tingene meget nemmere.

Det jeg egentlig vil sige med det her brev er - hjælp. Jeg er virkelig desperat og kan ikke selv finde på nogen god løsning på det her. Skriv endelig hvis i har nogle gode råd, kunne virkelig godt bruge dem.

Svar:

Kære dig,

Det lyder bestemt ikke til, at du har det særlig godt. Det er godt, at du har følt, at du kunne skrive til brevkassen, så du har kunne få lidt luft fra dine tanker og forhåbentlig kan få svar på, hvad du kan gøre for at få det bedre. Det fortjener du!

I dit brev skriver du, at du gerne vil have det bedre, men at du ikke ved hvordan. Igen vil jeg understrege, at det er sejt og godt, at du har skrevet herind og det er også med til at vise, at du gerne vil have det bedre.

Til sidst i svaret vil jeg komme med nogle konkrete muligheder til, hvad du kan gøre, men jeg vil også meget gerne svare på det du ellers skriver.

Ud fra det du skriver, kunne det lyde som om, at din generthed nu hæmmer dig så meget, at du udelukker al form for kontakt med andre mennesker, og som du selv siger, så ved du ikke, hvorfor du gør det. Dét, at du automatisk er begyndt at sige 'nej', når andre spørger dig, viser, at du måske ikke tænker over det mere, men det bare er noget, du gør. Derfor kan det lyde til, at det er noget i din tanke gang, du skal have hjælp til at ændre, da det kan tyde på, at du er kommet ind i en "dum cirkel", der bare får dig til at sige nej. Måske kan du prøve at sige ja næste gang, eller hvert fald tænke over, hvad der gør, du siger nej.

Som du selv skriver, så kan du frygte, at det bliver akavet eller mærkelig, hvilket er helt naturligt at føle, når man pludselig ikke er "vant til" at ses med venner/veninder mere, for så kan man måske helt glemme, hvordan man plejer at være sammen med disse personer. Det lyder til, at det ligger i din egen forestilling om, hvordan det KAN være det bliver, hvis du i stedet for at sige 'nej' sagde 'ja'. Nogle gange kan man tænke for meget over tingene. Hvis dinne venner/veninder bliver ved med at spørge dig, så vil de måske bare gerne være sammen med dig, og tænker ikke, at det bliver akavet.

En anden ting jeg lægger mærke til, ud fra det du skriver, er, at du måske er blevet lidt deprimeret. Du skriver nemlig, at du har svært ved at sove, ikke rigtig kan tage dig sammen til at komme ud af sengen mere, at du tænker på en masse problemer og bekymringer, og at du afskærmer dig fra andre mennesker. Dette kan være tegn på flere ting, men det kan bl.a. være tegn på, at man i en eller anden grad er deprimeret. Jeg tænker, det vil være en god idé at få en tid hos din læge, da lægen kan hjælpe dig med at finde ud af, om du er deprimeret eller der er andet i spil, og hvordan du bedst hjælpes. Det er ikke ualmindeligt, at man på tidspunkter i livet kan blive deprimeret, så du skal ikke føle dig forkert af den grund, men det er en rigtig god idé at få hjælp i sådan en situation, hvis man skal komme godt oven på igen - og det kan du sagtens.

Du skriver også, at du ikke har motivation til at komme væk fra 'alt det her' og ligeledes, at når du prøver at motivere dig selv, synes du, at dine mål er urealistiske. Det kunne lyde til, at du har brug for hjælp fra andre mennekser til at motivere dig, og til at hjælpe med at finde realistiske mål. Når alting kan virke uoverskueligt, skal man nogle gange finde nogle mål, der kan virke "små" og lige til, men det vil give en følelse af succes, at man har lykkedes med det mål, man har sat sig. Det vil ofte også give en større motivation til at sætte et nyt mål, og på et tidspunkt, vil det blive "større" mål. Det kunne fx være, at du hver dag skal (slukke din computer og) gå en tur i 30 minutter. Det kan være, du har en forældre eller søskende, der vil gå en tur med dig, det kan også være, du vil gå og høre musik. Det kunne være et mål, så du kommer ud af sengen i mindst 30 minutter om dagen. Det kan også være, at det skal starte med at være mindre, hvis det er meget uoverskueligt for dig. Det vigtigste er, at det er realistisk, så du kan gøre det. Og det kan du.

Til sidst nævner du tanken om selvmord. Jeg vil gerne understrege, at selvmord aldrig skal være en mulighed. I og med at du skriver, du gerne vil have det bedre, så tror jeg på, at du kan få det bedre. Det handler for dig om at finde ud af, hvem og hvad der kan hjælpe dig. Du skulle gerne have et langt og dejligt liv foran dig - og det fortjener du!

De muligheder, som jeg tænker, du kan forsøge dig med, vil jeg beskrive mere konkret her:

- Gå til læge. Din læge vil helt bestemt kunne hjælpe dig med at afklare, om du skulle være deprimeret eller andet, og hvordan du hjælpes med det.

- Psykolog. En psykolog vil kunne tale med dig om din generthed og måske give dig nogle redskaber til, hvad du kan gøre, når du står i en situation, som er svær for dig på grund af din generthed. En psykolog vil fx også kunne hjælpe dig i forhold til at komme ud af den cirkel, hvor du automatisk siger nej til aftaler.

- Dine forældre. Det er vigtigt, at du har nogle mennesker omkring dig, der kan hjælpe og støtte dig. Derfor tænker jeg, at det kunne være en god idé - og rigtig flot af dig - hvis du kunne tage en snak med dine forældre, hvor du fortæller om, hvordan du har det. Det er altid lettest at lykkes, når man har nogle mennesker til at hjælpe en. De vil muligvis også kunne hjælpe dig med at sætte nogle få og realistiske mål, og også med at udføre dem. Det kan også være en moster, en nabo, en venindes mor - eller hvem end du er tryg ved.

- Og tro på dig selv. Det er et sejt skridt, at du i første omgang har skrevet herind. Det ser jeg som om, at du virkelig gerne vil have det bedre - og det er godt! Det er første skridt på vejen.

Jeg håber, du har kunne bruge svaret, og at du får det bedre. Det fortjener du.

Jeg tror på dig!

De venligste hilsner,

Kathrine.