Dæmon

brevkassespørgsmål

Dæmon

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 7 år 8 måneder siden

Ved ikke hvad jeg skal gøre mere.. har stemmer i mit hoved som siger, jeg skal hoppe ud foran et tog, bus, tager overdosis eller hænge mig selv. Føler det en dæmon i mit hoved. Hvad skal jeg gøre? Som person ønsker jeg det ikke, men min dæmon ønsker det. Er så skide bange for mig selv. 

Håber I vil svare hurtigst muligt, da jeg er bange for, jeg meget snart handler på det!

Svar: 

Kære dig

Det er rigtig flot at du har skrevet ind til os. At høre stemmer på den måde som du oplever det, skal tages alvorligt, fordi det hurtigt kan blive farligt. Som du selv skriver, så er du i tvivl om hvor længe du kan blve ved med at kæmpe imod stemmerne. 

Du skal derfor tage kontakt til psykiatrisk skadestue i din kommune med det samme. Lav en googlesøgning på "psykiatrisk skadestue [indsæt din kommune]" og find deres telefonnummer. 

Forklar dem hvad du oplever, og vær åben omkring hvad stemmerne siger til dig. Det vil ikke være første gang de har hørt andre fortælle om at høre stemmer.

De fleste af os har på et eller andet tidspunkt oplevet at høre en stemme indeni, og for mange er det muligt at håndtere stemmerne selv. Men når stemmerne bliver så voldsomme og vrede som du beskriver dine, så kan det være rigtig rigtig svært at skulle håndtere dem alene, og så er det nødvendigt at man tager kontakt til nogen som kan hjælpe. 

I den forbindelse skal du også vide at det er rigtig godt at du ikke er enig med dine stemmer, og at jeg nemt kan forstå hvorfor du er ved at give op på at kæmpe imod. Tænk hvis der stod en person og råbte af dig hele tiden hver dag. Man ville aldrig få ro og på et eller andet tidspunkt vil man føles sig så træt, udmattet og magtesløs at det bliver sværere at kæmpe imod. Det er det samme, og måske værre, med stemmerne i hovedet, fordi dem kan du ikke løbe fra. De er med dig hele tiden og du (eller andre) kan ikke "se dem" som du ville kunne se en mand der råber. De virker til at være, som du selv skriver, en indre dæmon der aldrig holder op. Men du kan godt få dæmonen til at være stille - men du har brug for hjælp til det. Og det er okay.

Der er lys forude. Du har allerede taget det første skridt ved at kontakte os, og nu skal du tage det næste skridt ind på psykiatrisk skadestue. Det er muligt at komme til at leve fredligt med sine stemmer, og få ro fra dem. 

Jeg håber oprigtigt at du vil tage kontakt til dem. Hvis du har brug for at vi hjælper dig med at finde det rigtige telefonnummer og støtte dig imens du tager kontakt, så kom ind i vores chat i aften kl.18-21.

Kærlig Hilsen

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program