Kære hende uden selvværd

Du har virkelig haft nogle hårde vilkår i din opvækst, og jeg synes det er så sejt at du er reflekteret omkring hvilke konsekvenser det har haft for dig. Dét at du kan se en sammenhæng, og er opmærksom på de ting der sker (f.eks. skriver du "jeg tror jeg er grim", istedet for at skrive "jeg er grim"), er et rigtig flot skridt i den helt rigtige retning, og er utrolig værdifuldt. Det er bestemt ikke alle som er i stand til at gøre det. 

Når det så er sagt, så ved jeg at det kan være utrolig svært at gå fra at have fundet indsigt, til at gøre noget ved det, og jeg er derfor rigtig glad for at du har skrevet ind til vores brevkasse. Jeg vil forsøge at give dig nogle bud på hvordan du kan fortsætte herfra.

Først og fremmest tænker jeg at de fleste af os går rundt med en usikkerhed ift. om vi nu er gode nok. Jeg tror det kommer af at vi, rent evolutionært, er sociale flokdyr, så fællesskabet er enormt vigtigt for os. Derfor er vi også meget bange for at blive udelukket af det fællesskab. Hvis man, ligesom dig, vokser op i et fællesskab, hvor man ikke kan føle sig tryg og hvor man hele tiden er bange for at man gør noget forkert, så vil man udvikle en erfaring der siger at andre mennesker er "onde" og man vil have en vis modvilje mod fællesskab allerede inden man er en del af det. Jeg tænker at det også er derfor at du oplever at du skubber andre væk. Du har simpelthen en erfaring som er så indgroet i dig, og den fortæller dig at andre mennesker er "farlige", og at du derfor er nødt til at trække dig, for at passe på dig selv. Og samtidig er det en del af hele vores menneskelige væsen at vi gerne vil være i et fællesskab, og derfor oplever du ensomhed. Du indeholder altså to modstridende energier, som både trækker dig fra og skubber dig mod et fællesskab.

Heldigvis er det muligt at flytte sig væk fra de tidlige erfaringer og danne nye erfaringer, som kan hjælpe dig med at opbygge dit selvværd og din selvtillid. Det kræver tid og energi, men det virker til at du er villig til at gøre det der skal til. Igen vil jeg lige nævne at det virkelig er sejt at du er så aktiv i processen, og vil gøre en indsats. Det siger mig at du nok skal få succes, hvis du bliver ved med at prøve. Og det fører mig videre til hvad du kan prøve.

Små skridt mod at opbygge tillid til andre - det er rigtig vigtigt, når man starter på at udvikle sig (uanset hvilke udvikling), at man sætter sig nogle overskuelige mål, og koger skridtene derhen ned til meget små skridt. Prøv at skriv ned hvad du gerne vil opnå, og find en hel masse små skridt som du kan tage henimod målet. Som eksempel kan vi prøve at bruge følgende:

Det er vigtigt for mig at være social: Lige nu er der en masse dårlige erfaringer som holder dig tilbage. Jeg tænker at det kommer til udtryk ved f.eks. negative tanker om dig selv,  triste følelser og negative forventninger til andre. De tanker går ind og blokerer vejen for dig, og gør det umuligt for dig at nå dit mål - måske endda overhovedet at se dit mål, og måske får de dig endda til at gøre det helt omvendte af hvad der er dit mål. Det sker for rigtig mange forskellige mennesker, at deres tanker og følelser stiller sig i vejen for dem, og forhindrer dem i at gøre dét som er vigtigt for dem. Når det sker, så er det rigtig vigtigt at huske at du ikke kan kontrollere dine tanker. Du kan ikke kontrollere dine følelser. Og det er heller ikke dine tanker eller følelser der definerer dig. Det eneste du reelt set kan styre er dine handlinger, og det er også dine handlinger som er med til at definere dig. Er det muligt for dig at handle selvom dine tanker og følelser siger noget andet? Ja, det er det. Hvis du nu f.eks. var bange for mørke, og dine tanker fortalte dig at du ville møde et monster i køkkenet, ville det så fratage dig den fysiske evne til at stå op og gå ud i køkkenet? Nej. Du ville måske være bange, men du ville stadig være i stand til at gå derud. Det samme gør sig gældende med at være social. Dine tanker og følelser fortæller dig måske at de andre dømmer dig, men skal det stoppe dig i at tage kontakt? Hvis det er vigtigt for dig, og det lyder det til at det er, så vil svaret være nej. Når det så er sagt, så kan det være en rigtig god idé at starte med små skridt. Start f.eks. med at skrive ind til vores brevkasse, og hav tillid til at en rådgiver ikke dømmer dig - nej hov vent, det har du allerede gjort :) Så har du allerede taget et lille skridt. Næste skridt kan være at du deltager i gruppechatten eller prøver vores 1-1 chat her på Cyberhus. Der kommer du i direkte kontakt med en rådgiver. Hvad siger dine tanker om det? Fortæller de dig at du ikke har ret til rådgivning? At rådgiveren vil dømme dig og sende dig væk? Jeg kan allerede nu love dig at det ikke vil ske. Her på Cyberhus kan du øve dig i at åbne op for andre på en meget sikker og anonym måde, hvor du trygt kan undersøge hvad der sker når du fortæller om forskellige ting. Efter lidt tid vil du måske føle dig mere tryg ved at prøve et skridt mere. At ringe til en ven, et familiemedlem eller måske en anden som du gerne vil snakke med. Målet med den handling behøver ikke at være at I rent faktisk snakker sammen, men bare dét at du tager initiativ til kontakt. Jo mere du øver dig i de små skridt, jo mere tryg vil du blive. Og konkret kan du måle på "initiativer til at være social" - hvor mange gange har du taget rakt hånden ud?  

Jeg vil aldrig kunne love dig at de andre rent faktisk tager imod eller at de altid er søde og forstående, men jeg kan love dig at hvis du aldrig prøver, så finder du ikke ud af om de er søde og modtagelige. Jeg kan heller ikke love dig at dine tanker og følelser vil forsvinde (måske vil de endda blive værre på nogle tidspunkter), men jeg kan love dig at de ikke kan styre dine handlinger. 

Øv dig sammen med nogen - du skriver ikke om du har fået f.eks. psykolog hjælp ift. at få bearbejdet de oplevelser du har haft i barndommen. Hvis du nu ikke har det, så tænker jeg at du vil kunne tage til lægen og få en henvisning til en psykolog. Fortæl om hvad du har været udsat for, og hvilke konsekvenser det har for dig. Der er mulighed for at blive henvist med en såkaldt belastningsreaktion, som er en reaktion på noget som tidligere har belastet din psyke, og jeg tænker at du nok vil falde i den kategori. Men det ved lægen bedst. Hvis du nu ikke ønsker at gå den vej, så er der også nogle gratis og anonyme samtaletilbud tilgængeligt. Her kan jeg f.eks. nævne headspace , hvor du kan gå direkte ind fra gaden. Der vil også være et gratis og anonymt samtaletilbud tilgængeligt i din kommune (det skal der være), men det må du selv prøve at google frem. Husk at de har tavshedspligt, og netop har valgt at være der (ligesom mig) fordi de ønsker at hjælpe unge mennesker som, ligesom dig, tumler med noget der er svært - helt uden at dømme dem. 

Jeg tænker at du er rigtig godt på vej. Du er reflekteret og du er villig til at gøre noget. Jeg har forsøgt at give nogle bud på hvordan du kan komme videre herfra, og jeg håber du kan bruge dem. Nu har jeg allerede nævnt chatten, men jeg vil lige nævne igen at hvis du har brug for hjælp til at formulere små skridt, så sidder der en masse kompetente rådgivere i chatten, der er klar til at hjælpe dig.

Kærlig Hilsen

Signe