Hvad gør jeg?

brevkassespørgsmål

Hvad gør jeg?

brevkassespørgsmål af
M
16 år
Oprettet 7 år 1 måned siden

Hej

Jeg mødte den her fyr på 25 for nogle måneder siden. Vi begyndte at snakke, så skrive og så tog alting ligesom fart. Vi mødtes ret mange gange hjemme hos ham, og så film og hyggede - uden at min familie anede noget. Og vi klingede helt vildt godt, kunne snakke åbent om alt (også aldersforskel, problemer, fremtid, familie) og det føltes bare rigtigt. Så ja, vi blev kærester sådan helt hemmeligt og uofficielt. Jeg snakkede meget med mine veninder om det, men stadig ikke min familie. Han snakkede allerførst med sin mor og et par venner. Og et par dage før vi så havde aftalt at jeg ville snakke med min mor, fortalte han det så til resten af sin familie uden at jeg lige var klar på det. Nåmen alt var stadig godt, og vi var helt oppe at flyve på vores egen lille kærestesky. Men så kom dagen og jeg gik en lang tur med min mor og prøvede at forklare hende det (uden alt for mange detaljer). Hun blev ikke sådan sur, som forventet. Men hun var meget ærlig omkring at hun er skuffet, og ked af det. Hun vidste godt lidt hvem han var i forvejen, og synes at han er en "taber" (bor stadig hjemme, er ikke rigtig i gang med en uddannelse, vil være kærester med en 16-årig). Og hendes reaktion er bare blevet værre, selvom hun stadig ikke er sur og siger at uanset hvad jeg gør er hun der selvfølgelig. Hun siger at jeg skal skynde mig at slutte det, at jeg skal tænke på hvad min familie og venner vil sige (at det er underligt og forkert). Hun forstår ikke hvor seriøst det allerede er, og bliver ved med at sige at jeg "er klogere end det her", og at "jeg bare er forvirret. Og det værste er næsten at hun på en måde har fået mig overbevist. Jeg skrev til ham hvad hun havde sagt, og at jeg synes det var en god ide at sætte det ned i tempo og tænke os ordentligt om. Han blev først ret forvirret og ked af det, men senere skrev han at han forstod det og ville gøre alt for at det blev os, at han virkelig har stærke følelser og at jeg fortjener det bedste og håber det kan være ham. Men jeg er blevet i tvivl. Min mors mening betød bare meget mere end forventet, og ligenu har jeg mest bare lyst til at slutte det hele, det føles forkert og dumt. Men samtidig ville det også være MEGA ondt, eftersom jeg er helt klar over at jeg har været ligeså meget med til at få os hertil, og har været med på alting. Vi aftalte også at vi bare måtte kæmpe for det, hvis vores familier sagde nej - (men hele hans familie blev vildt glade og støttende. Og resten af min får ikke noget at vide, i hvert fald ikke nu). Men nu kan jeg pludselig se at jeg er kommet ud hvor jeg ikke kan bunde, og føler mig fanget fordi han har så mange følelser og hans familie er så glade. Selvfølgelig har jeg også selv helt vildt mange følelser for ham, men jeg tror bare aldrig jeg ville være "glad" i det her, når min familie er så meget imod det. Det hele er bare noget rod, og jeg tør jo heller ikke uddybe hvordan jeg egentlig har det til min mor og hvor langt vi egentlig er, nu hvor dette er hendes reaktion. Men det virker som om hun bare jeg kan sige "ej jeg vil ik noget alligevel" og så er det væk. Samtidig har jeg sindssygt travlt med afleveringer, lektier, venner og så videre, og jeg tror seriøst jeg går ned hvis ikke jeg snart får styr på det her. Jeg fortryder bare at jeg lod det komme hertil. Og så alligvel ikke, for i bund og grund er vores forhold så perfekt (hvis der ikke var andre i verden), og det har gjort mig SÅ glad i 2 måneder nu. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg være den onde, der fortryder og pludselig er iskold. Eller skal jeg kæmpe imod min familie, for at prøve at beholde det her. Hjælp.

KH M

Svar: 

Kære du,

Hvor kan jeg godt forstå du ikke ved hvad du skal gøre i din situation! Når alle ens følelser er i hver deres retning kan det være svært at se på det hele på en konstruktiv måde og danne sig et overblik. Derfor kan det også være så svært at træffe en beslutning! Nogle gange i livet kan man føle at man bliver trukket i hver sin retning af forskellige mennesker i sit liv, og det er så hårdt og svært at stå midt i det hele og ikke ane hvad der ville være det bedste at gøre. Det bedste råd man kan give i sådan en situation er at lytte til sig selv, men det er jo netop det der er svært når man føler alting på en gang og ikke kan mærke hvad der ville være det bedste at gøre. Hvordan skal man kunne lytte til sig selv hvis ens krop og sind siger det hele på en gang?

Det lyder til, at du virkelig er blevet forelsket i ham her fyren, som godt nok er noget ældre end dig, men som også er blevet rigtig forelsket i dig. Sådan som jeg forstår dit brev, så er det netop alderen der har gjort, at du har holdt det hemmeligt for din familie i så lang tid, og som derfor måske også har frataget jer fra en del af glæden ved det nye forhold? Det kan jeg godt forstå du synes er svært. Jeg tror de fleste har det sådan, at de går op i hvad andre synes. Vi vil alle gerne have andres forståelse og accept af de ting vi foretager os. Det gælder også vores valg af kærester. Derfor kan jeg også sagtens forstå at det må være enormt svært når du ikke har fået den opbakning fra din familie. Jeg kan sagtens følge dig i at manglende støtte og opbakning fra din mor også kan skabe en tvivl hos dig. Især når man er ung, er det for de fleste meget vigtigt hvad ens familie og især forældre tænker og synes er det rigtige.

Sådan som jeg forstår dilemmaet, så er kernen i problemet, netop disse modsatrettede følelser, som hersker indeni dig. Det må virkelig være svært at være dig i denne situation. På den ene side kan du godt følge din mors pointer om at det måske ville være bedst at slutte forholdet, mens du samtidig på den anden side også er forelsket i ham og har fundet en du kan dele dine tanker og følelser med, og som du bare klikker rigtig godt med.

Jeg kan godt forstå at du har svært ved at overskue alt det her oven i alt det du i forvejen har gang i, fx. skole, lektier og venner. Det kan godt føles som om man bliver overvældet, når man kommer i situationer hvor man ikke kan finde ud af hvad der er det rigtige at gøre. Så kan man ikke længere "køre på rutinen" og bare tage en dag ad gangen. Jeg synes det er godt at høre, at du faktisk kan snakke med dine venner og veninder om alle de tanker du gør dig i forhold til din kæreste og din familie. Det er en kæmpe hjælp at kunne dele sine tanker og spørgsmål med nogle man stoler på og som måske kan hjælpe en med at få styr på ens tanker, så det ikke bare føles som et stort virvar af tanker og følelser.

Jeg får også lyst til at fortælle dig, at man selvfølgelig ikke skal træffe beslutninger udelukkende på andres meninger. Du bliver nødt til at være tro mod dine egne følelser. Man skal ikke blive sammen med en, "bare" fordi det er svært at slå op (det vil det altid være, når man har haft  noget godt sammen), men man skal heller ikke opgive et forhold,"bare" fordi andre ikke synes det er en god ide. Du må vælge det, du føler for. Det der vil gøre dig mest glad.

Jeg vil foreslå to ting, du kan prøve, som forhåbentlig kan gøre det nemmere for dig at få truffet en beslutning om hvad du skal gøre.

1) Jeg tænker det kan være relevant for dig virkelig at mærke efter hvad der gør, at det er svært at træffe dette valg. Er det fordi du er forelsket i ham eller handler det faktisk om, at du er bange for at såre ham, fordi du tænker det er ondt pludselig at have skiftet mening omkring jeres forhold? Det lyder simpelt, men det ved jeg godt at det ikke er. Grunden til at jeg spørger er fordi der er en meget væsentlig forskel mellem de to scenarier. Enten er det svært for dig fordi du har en masse følelser for ham, som du ikke kan ignorere. Eller også føles det svært fordi du ikke har lyst til at såre ham og fordi det er enormt svært at skulle slå op med en, som man holder af, men som man ikke kan være kærester med. Jeg tænker at dette kan være godt for dig, fordi du i dit brev skriver: "Jeg føler mig fanget fordi han har så mange følelser og hans familie er så glade. Selvfølgelig har jeg også helt vildt mange følelser for ham, men jeg tror bare aldrig at jeg ville være glad i det her, når man familie er så meget imod det." Umiddelbart lyder det til, at det er hensyn til hans følelser og hans familie, som du er bange for at skuffe, som holder dig tilbage fra at slå op med ham, og egentlig ikke dine egne følelser. Dette kan jeg sagtens forstå. Det er så svært at såre andre! Jeg kan selvfølgelig ikke vide om det faktisk er sådan du har det og jeg ved godt, at det kan være svært at vide hvad det er der måske er årsagen, og måske kommer man ikke der til hvor man kan vide sig sikker? Måske kunne det hjælpe hvis du prøver at forestille dig hvordan du ville have det hvis du ikke havde ham som kæreste. Måske kan det gøre dig mere klar over hvilke følelser der ligger bag det svære i beslutningen?

2) Måske kunne det være en ide for dig at sætte dig sammen med nogle tætte veninder, og sammen lave en liste over fordele og ulemper ved at være kærester med ham. Selvom det kan lyde meget simpelt, så kan sådan en liste faktisk hjælpe med at få et overblik over hvordan man har det med en situation. Måske vil det blive klart om der er langt flere fordele end ulemper - eller omvendt? Måske vil du kunne mærke om nogle af fordelene eller ulemperne er så centrale at de trumfer alle de andre punkter? Der sker noget når man får skrevet det ned på et stykke papir, fordi det så ikke længere kun er flygtige tanker, der forsvinder lige så hurtigt som de kommer. Så står det der på papiret permanent, og på den måde bliver man nødt til at forholde sig til det. Det er et forslag, som du kan prøve hvis du tænker det kunne hjælpe dig med at få truffet en beslutning, så du ikke skal føle at du er ude hvor du ikke kan bunde og så du igen kan få tid til afleveringer og venner.  

Jeg håber du kan bruge mit svar, og at det måske har gjort, at du kan få truffet en beslutning, der er den rigtige for dig!

De bedste hilsner,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program