Hjælp til kæreste

brevkassespørgsmål

Hjælp til kæreste

brevkassespørgsmål af
Den forelskede
16 år
Oprettet 8 år 3 uger siden

Hej Cyberhus.dk

 

Jeg er en dreng på 16 år. Jeg har en del "pige-problemer". Jeg er gået ud af skolen, og jeg har haft følelser for en del piger. Den ene blev jeg virkelig forelsket i, men hun afviste mig, og jeg blev ret såret. Jeg har været såret i over et år, og da vi gik ud af skolen, besluttede jeg mig for, at jeg aldrig ville forelske mig igen.

Jeg har nu et arbejde, hvor jeg tilfældigvis har mødt en pige. Hun er et år yngre end mig. Hun var i praktik, hvor jeg arbejdede en smule sammen med hende. Den uge hun var der fik jeg følelser for hende, men i slutningen af ugen fandt jeg ud af, at jeg kender hendes kusine (gik i samme klasse som mig. Vi har talt om rigtigt meget). Siden da har jeg ikke kunnet lade være med at tænke på hende. Jeg ved ikke, om hun har en kæreste, men jeg vil ikke spørge hende kusine - synes ikke hun skal blandes ind i det. Jeg snakker aldrig med pigen, men jeg ser hende ofte. Jeg kan overhovedet ikke koncentrere mig om at arbejde. Jeg tænker, at jeg er blevet forelsket i hende. Jeg vil gerne snakke med hende, men jeg ser hende kun på arbejdet, og vi er forskellige steder, så det er ikke rigtigt muligt. Jeg vil gerne skrive til hende eller bare være sammen med hende, men jeg synes, at det virker mærkeligt, hvis bare skriver til hende uden videre.

Mit største problem er, at jeg aldrig rigtigt kan snakke med en pige, som jeg forelsker mig i. Jeg har ikke den store selvtillid, men det er nok mere fordi, at jeg ikke er en af de "pæneste" som de fleste drenge, og jeg er ikke helt så perfekt. Jeg har som sådan ikke så stort et problem med mit udseende, men jeg tror altid, at pigerne har det. Så jeg "flygter" altid og er så åndssvag, at jeg hellere bliver såret.

Jeg har ikke så meget forstand på at være kærester og at date. Jeg er bange for, at jeg ikke kan gøre hende glad. Jeg vil enormt gerne gøre ting som at være der for hende, gøre alt for at hun er glad, og være den fantastiske kæreste. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg bliver hendes kæreste. Jeg kender hende heller ikke - som skrevet - så jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har en masse spørgsmål om at date, som for eksempel hvad kan man lave på en date, så det ikke bliver kedeligt? Hvordan undgår jeg, at det bliver akavet? Og hvis jeg kommer på en date med hende, hvad skal jeg så give hende? (jeg ved godt, at man normalt giver en buket blomster whatever, men hvordan skal hun kunne rende rundt med den?).

Jeg ved ikke, hvorfor jeg får følelser for piger hele tiden, men jeg indså, da jeg nærmede mig afslutningen af skolen, at jeg gerne vil have en kæreste. Det er mest fordi, at jeg vil gerne have en som vil kunne lide mig som jeg er, som jeg kan være sammen med, og som generelt bare elsker mig.

Håber virkelig I kan hjælpe. Tusinde tak på forhånd. Og undskyld den lange forklaring.

Svar: 

Kære Forelskede,

At være forelsket kan både være en rigtig dejlig og en rigtig vanskelig følelse at have i kroppen. Og noget af det helt særlige ved at blive forelsket er, at følelsen ofte kommer når man mindst venter det, og man kan ikke rigtig selv styre, hvornår den kommer og går. Hvis du tidligere har været såret på grund af en forelskelse, så er det en meget naturlig reaktion at gå i forsvarsposition og love sig selv, at man aldrig vil forelske sig igen. Det er dog desværre (eller heldigvis måske) sjældent noget, man selv kan kontrollere. Som du også skriver, så ved man heller ikke altid, hvorfor man får de følelser, som man får.

Jeg synes, du skriver nogle gode ting, som får mig til at tænke, at denne her pige er heldig med, at du er blevet forelsket i hende - for eksempel når du skriver, at du gerne vil være der for hende og gøre hende glad. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide at give det en chance og tage kontakt til hende, hvis du har lyst. Du kunne eventuelt spørge hende, om hun har lyst til at "hænge ud" en dag, uden at det behøver at være en date. Så har du mulighed for at lære hende lidt bedre at kende og finde ud af, om hun måske allerede har en kæreste.

Du spørger om forslag til, hvad man kan lave på date, uden det bliver kedeligt eller akavet. Jeg vil anbefale dig, at du første gang for eksempel bare spørger, om hun vil med ud og gå en tur. Man snakker generelt rigtig godt sammen, når man går tur, og samtidlig bliver "pinlig stilhed" og øjenkontakt mindre akavet. Så hvis du bor i nærheden af noget flot natur, for eksempel en sø, en skov eller hav, så kunne I måske gå en tur der. Det er måske en fordel, hvis der er lidt at kigge på undervejs. Hvis du vil gøre det lidt ekstra hyggeligt, så kunne en mulighed være at medbringe lidt snacks, sodavand eller hvad du nu lige synes. Andre date-forslag kunne være at tage på cafe og spille brætspil eller se en film.  

Du skriver, at du ikke som sådan har et stort problem med dit udseende, og det synes jeg er super sejt og vigtigt, og noget du skal holde fast i. Der er måske nogle piger, som går meget op i fyres udseende, men langt fra alle, så det behøver du ikke tænke er en hindring. Jeg tror, at mange piger lægger mere vægt på, at man hviler i, hvem man er som person, frem for, hvordan man ser ud. Du skal også vide, at langt de fleste mennesker kan være selvkritiske, når det handler om deres eget udseende - selvom de sikkert ser perfekte ud i andres øjne. Derfor er jeg også overbevidst om, at når du finder den "rigtige pige" for dig, så vil hun med sikkerhed synes, at du ser dejlig ud, præcis som gør.

Jeg vil ønske dig held og lykke med at finde kærligheden. Jeg er sikker på, du en dag vil få en pige til at føle sig heldig og elsket.

Venlige hilsner

Simone

 

 

Simone har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program