Hash badtrip
Hash badtrip
hej, jeg har røget hash før, hvor jeg var meget fuld da jeg fik det gjort, så jeg mærkede det slet ikke som i går. Denne gang var det lidt mere Ædru, men med mere indblandet. Jeg havde taget piller mod hovedpine og drukket lidt inden. Jeg tog først tre sug, og så to til, hvor jeg så tog et sidste som var et ordentligt sug som jeg holdte i lidt tid.
Jeg kunne ikke mærke noget, så jeg satte mig over på trappen. Lige pludselig fra det ene sekund til det andet fik jeg det underligt. Jeg fik en følelse af at verden ikke var virkelig og når jeg kiggede de andre i ansigtet havde jeg det som om det var første gang jeg så et ansigt. Jeg kunne ikke finde ud af om det her var virkelig eller en drøm. Lidt efter så jeg alting en smule aflangt. Det var i bevægelse og kørte rundt hele tiden, intet stod stille.
Jeg blev meget bange, nærmest angst. Jeg begyndte at græde, råbe lidt efter hjælp og begyndte at ryste voldsomt meget og mit hjertede hamrede i mit bryst, så voldsomt at jeg troede at det ville gå i stå. Jeg hørte alle lyde 100 gange højere end de var. Følelsen af at verden ikke var virkelig blev meget voldsom og jeg havde det som om jeg for første gang så at verden var en illusion. Jeg følte at jeg ikke længere var et menneske, at der manglede et eller andet i min hjerne og at det aldrig ville komme tilbage. Havde det som om jeg var blevet sindssyg, jeg troede virkelig at jeg aldrig ville blive normal igen.
Alt hvad der har været normalt hele mit liv blev bare pludseligt det mærkeligste i verden, som havde man aldrig oplevet de ting før. Jeg fik lidt nogle forskellige hallucinationer men det værste var alle de følelser jeg havde i min krop - jeg var fuldstændigt angst og panisk og tænkte flere gange at jeg havde ødelagt mit eget liv ved at ryge hash. Jeg kastede en del op. Jeg har aldrig kastet så meget op før. .
De andre var sikker på jeg havde fået en hashpsykose. Og det skræmmer mig virkelig, for jeg husker tydeligt hvor angst jeg var. Det var den værste aften i mit liv.
Jeg skriver det her, fordi lige nu er det aften, og skal til at sove. Men jeg bliver ramt af den voldsommeste angst. og jeg forstår det ikke, når det kun var 6 sug??
Hej med dig.
Tak for dit spørgsmål. Jeg kan forstå at du har haft en ubehagelig oplevelse med hash og ikke helt forstår hvordan tingene hænger sammen.
Det lyder som om du har fået en overdosering af hash. Hash er jo som du nok ved et ulovligt stof, hvilket også betyder at der ikke er nogen kontrol med indholdet i det man køber, så nogengange er det meget stærkt og andre gange kan det være meget mildt. Effekten af hash kommer også ofte lidt forsinket, ca 15-30 min efter at man har røget, hvilket kan være lidt farligt, for så tror man måske, at det man ryger er meget mildt og så bliver man pludseligt meget påvirket efterfølgende, fordi man har røget for meget. Det kunne godt lyde som det der er sket med dig.
Hash giver en masse forskellige kemiske påvirkninger i hjernen, nogle personer kan tåle disse bedre end andre. Det lyder som om at du er en af dem som ikke tåler hash så godt, så jeg vil på det kraftigste tilråde dig at du ikke ryger igen. Heldigvis har hjernen en rigtig god evne til at blive normal igen, så jeg forventer at dine angstsymptomer vil forsvinde indenfor få dage. Angstsymptomer og de andre symptomer du havde er et udtryk for en dårlig balance i hjernen, som heldigvis, når man er ung som dig, kommer tilbage til det normale igen. Men jeg vil råde dig til at leve sundt, ikke ryge eller drikke alkohol, eller tage andre rusmidler, indtil du er helt ok igen. Og jeg vil råde dig til aldrig at ryge hash igen.
Jeg går som sagt ud fra at dine angstsymptomer snart er væk, men tager jeg fejl, så synes jeg du skal gå til din praktiserende læge, som du kan tage en snak med, og han/hun kan evt henvise dig til en psykolog hvis du ikke får det bedre.
Jeg håber du er lidt beroliget og snart har det godt igen.
Med venlig hilsen
Morten