Sort hul

brevkassespørgsmål

Sort hul

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 7 år 7 måneder siden

Hej.
Er en pige på 12, til sep. 13 år. Jeg skriver herind fordi jeg føler mig fanget i et sort hul, ude af stand til at fortsætte. Jeg ved ikke om det er en depression, jeg har nogle af symptomerne, men jeg kan også sagtens være glad og grine med mine venner. 
Nåmen jeg har det meste af mit liv været ensom. Det var kun min familie jeg havde dengang. Nu går det bedre, har fået flere venner. Specielt 2 som jeg er meget sammen med. Som sagt, kan vi grine og have det sjovt sammen. Men har mange gange før oplevet, at jeg midt i grineflippet, eller joken, eller generelt det sjove, er gået i en slags depri tilstand. Jeg kan kun tænke på hvor grim og ulækker jeg er, at jeg sikkert ikke får noget ud af livet. At jeg for altid vil være den klamme pige som ingen dreng ved nærme sig. Det er forskelligt hvornår de tanker kommer, og hvor længe de er der. Nogle gange varer de kun 5 min, andre gange ødelægger de resten af min dag. 
Før i tiden var det kun derhjemme jeg fik dem. Altså når jeg var alene. Men nu er jeg så også begyndt at få dem blandt mennesker. 
Jeg føler at jeg ikke burde være her. At jeg bare burde forsvinde. Jeg tænker på selvmord ca. 4 gange om dagen. Men det er jo selvfølgelig også forskelligt. Ihvertfald de fleste dage.
Min mor har forslået en slags "selvværds camp" hun ved ikke at jeg har selvmordstanker, men ved at jeg cutter og mit dårlige selvværd.
Jeg har faktisk overvejet det, men tror ikke jeg vil gøre det. Det er jo med mange fremmede mennesker, og jeg har altid været dårlig til nye mennesker. 
Der står også, at man må tage en veninde med, så jeg tror at de fleste der henne vil tage venner med sig derover. Det kan jeg så bare ikke, for selvom jeg har fået et par venner nu, så har de det altså ikke ligesom mig, og jeg er simpelthen for flov til at spørge dem. At indrømme at jeg har brug for et "kursus" i selvværd. Der ligger bare et eller andet så mega flovt i det, at jeg ikke kan få mig selv til det. 

For at være ærlig, så er det eneste der holder mig fra selvmord, min familie.
Jeg ved at det vil gøre sindssygt ondt på dem, har også hørt om andre mennesker, som faktisk har fået psykiske sygdomme fordi de har mistet en til selvmord, og det ønsker jeg jo ikke for dem.
Det er derfor jeg føler mig fanget. Jeg kan ikke rigtig komme videre. På en måde ville jeg ønske, at jeg havde en lorte familie der bare var ligeglade, for så havde det været meget lettere. 

Jeg ved ikke hvad der skal blive af mig. 
- M

Svar: 

Kære M. 

Jeg kan virkelig mærke på dit brev, hvor svært du har det, og at du går rundt med rigtig mange svære tanker selv. Det er rigtig hårdt at gå med det alene, så jeg vil gerne rose dig for, at du har skrevet ind til os og delt dine tanker og følelser med os. Det kan være rigtig svært at sætte ord på, hvordan det kan være, at man egentlig har det så svært og faktisk ikke har lyst til at leve længere, så det er flot, at du gør det. 

Det er rigtig ødelæggende for en at være ensom i lang tid, som det lyder til, at du har været, og det er desværre meget naturligt at få depressive tanker og endda selvmordstanker, når man er ensom. Mange mennesker får ligesom dig dårligt selvværd og selvtillid, og hvor ens tanker om sig selv generelt er meget lave, hvilket er rigtig hårdt i længden. Derfor tænker jeg, at det er rigtig dejligt for dig, at du har fået nogle venner, og særligt de to, som du skriver om, som du har det sjovt med. Og selvom de ikke går igennem det samme som dig eller ved hvordan du har det inderst inde, så er det en rigtig god begyndelse til at få det bedre. Men selvom nye venskaber er en god og vigtig begyndelse på bedring, så lyder det til, at du oplever nogle grundlæggende udfordringer, som er vigtigt, at du får hjælp og støtte til at håndtere. 

Det, at du har skrevet ind til os giver mig en idé om, at du måske gerne vil have noget hjælp til at få det bedre, og måske i virkeligheden ikke ønsker at begå selvmord, men ikke kan se andre udveje end det? I så fald skal du vide, at der altid er en anden løsning end selvmord, og det er muligt at få det bedre igen! Men det kan bare være svært at få det godt på egen hånd. Derfor tænker jeg, at det kursus, du beskriver, måske kan være en god idé og en god begyndelse på vejen til bedring, selvom jeg sagtens kan følge dine tanker om at skulle på et kursus i selvværd. Men faktisk tænker jeg, at det vil være super sejt af dig, hvis du har mod på det. Selvom nogle af de andre måske har en veninde med, hvilket kan være lidt skræmmende, så lyder det til, at alle er i samme situation som dig, hvor de ikke har det godt med sig selv. Og det kan måske være ret befriende at være omkring andre mennesker, som går igennem det samme som en selv, og som forstår en. Du skriver, at du ikke er god til at møde nye mennesker. Alligevel har du fået flere venner, og særligt to nye venner, som du har det godt med. Det kunne tyde på, at du faktisk er bedre til at møde nye mennesker end du selv tror. Samtidig tænker jeg også, at de andre til det kursus nok heller ikke har det så godt med at møde nye mennesker, hvilket kan være rart at have i tankerne, da det kan gøre det mindre skræmmende at skulle afsted.

Ud fra dit brev, så lyder det til, at der snart skal ske noget for at du kan få det bedre, da selvmordstankerne fylder rigtig meget for dig. Så selvom jeg godt kan følge dig i, at det kan virke flovt at skulle på et kursus i selvværd, så synes jeg egentlig, at det vil være rigtig stærkt af dig, hvis du kan overvinde den barriere, at det er flovt, for det kan være, at kurset kan hjælpe dig, og være en mulighed for at møde nogle nye mennesker. Hvis du ikke bryder dig om at komme alene, så kan det måske være, at du kan tage et familiemedlem med i stedet? Det lyder til, at du har en familie, som bekymrer sig for dig, og som ønsker, at du skal have det godt. Måske du kan åbne mere op for dem om de tanker, du går rundt med, så du ikke skal bære på det hele selv? Hvis det er for svært, så kan det også være, at det kan være godt for dig at tale med en psykolog om de tanker, du har om dig selv og dit liv? Det kan være rigtig godt at tale med en, som forstår det man går igennem, og som kan give nogle konkrete redskaber til, hvordan du kan ændre dit syn på dig selv, og kan hjælpe med at finde ud af, hvad der skal til, for at du får det bedre i dit liv. Du skal også vide, at hvis du på et tidspunkt vil gøre alvor af dine selvmordstanker, så kan det være godt at snakke med nogen og fortælle det, Jeg kan anbefale Livsliniens rådgivning, som har telefon, chat og brevkasserådgivning, og deres telefonrådgivning har åbent næsten hele døgnet. Jeg kan godt forstå, at det er svært at finde ud af, hvordan du kommer op af det sorte hul, du er i nu. Men det er også meget at forvente af dig selv, at du helt alene selv skal komme op. Det er altid lettere, hvis man får støtte og nogle redskaber med på vejen. 

Til sidst vil jeg sige til dig, at du er god nok som du er og du fortjener at leve! Selvom det kan være svært for dig selv at se, så er jeg sikker på, at du besidder så mange gode og positive kvaliteter og egenskaber, som du skal øve dig i selv at kunne se. Fx er en god øvelse, at du hver dag skal finde 3 ting ved dig selv, som du godt kan lide, og skrive dem ned, så du kan se det og blive mindet om det. Det kan også hjælpe at kigge på dig selv i spejlet, mens du siger de ting, du har skrevet ned, eller blot siger til dig selv, at du er god nok og du fortjener at leve og have et godt liv. Det kan virke lidt mærkeligt, men det kan faktisk påvirke os meget, hvis vi siger tingene højt for os selv.  

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker til noget, og jeg håber, at du vil overveje at tage på det kursus eller tale med dine forældre eller en psykolog om, hvordan du har det. Husk du altid er velkommen i chatten, hvis du har brug for at snakke med en voksen. 

Mange hilsner

Pernille

 

 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program