Puha, jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Men for godt 4 år siden, inden jeg startede på efterskole var jeg sammen med en dreng(Las os kalde ham Kasper). Kasper og jeg nåede aldrig at blive kærester, men vi havde det utroligt godt sammen og lavede ting, præcist som kærester, dog uden titlen. Kasper skulle med sin familie flytte til den anden ende af landet, da hans far fik arbejde der og på samme tid skulle jeg på efterskole. Derfor aftalte vi, at det simpelthen var for umuligt at få til at fungere, så vi ville stoppe vores forhold før vi blev gladere for hinanden. Dog var det ikke noget nogle af os havde specielt meget lyst til. 

Jeg begyndte på efterskolen og et halvt år inde i efterskoleåret blev jeg kærester med en dreng(Ham kalder vi for Oskar). Oskar og jeg har nu været sammen i lige knapt 3 år. Det sidste halve år har dog været en smule kedeligt, hvis man spørger mig. Vi er ikke specielt interresseret i hinanden og alt er ligesom bare blevet rutine. Vores beskeder handler ikke om noget og når vi er sammen ser vi serie og laver ikke andet. Der er ikke nogen bekræftelse og der sker intet nyt. Jeg er klar over, at forelskelse ikke varer for evigt, men forholdet nu keder mig ekstemt. Der er ikke rigtig noget spænding. 

Efter efterskoleopholdet flytter Kaspers familie tilbage, så vi igen bor i samme by. Jeg tænker ikke spor over det i starten, men alligevel kan jeg mærke, at det ærger mig inderst inde, fordi jeg jo "mistede" ham mod vores begges vilje dengang. Kasper begyndte at skrive til mig engang i mellem, men det var lidt i perioder, så jeg og Oskar brugte ikke vores tid på at tænke over det. 

For et halvt år siden begyndte han at skrive til mig igen. Han skrev meget og når vi mødtes i byen og til fester snakkede vi meget sammen. Det udviklede sig og han forklarede mig også flere gange, at han stadig var vild med mig. Jeg kunne ikke sige noget til det, da jeg jo stadig er kærester med Oskar. Men efter mange snakkede med Kasper, så har jeg kunne mærke, at jeg også stadig synes han er pisse sød. Det føles som om, at jeg stadig har mange følelser for ham. Det er blevet så slemt, at jeg tænker på ham hver dag og sådan skal det jo ikke være når jeg er kærester med Oskar. 

Oskar har altid virket utroligt "ligeglad" med, at jeg snakkede med Kasper, så det har måske også været en af grundene til at jeg ikke har sat en stopper for det selvom jeg burde. En nat i byen, hvor jeg havde fået for meget at drikke og Kasper flere gange havde prøvet at kysse mig, endte jeg med at kysse ham igen. Selvom det lyder så forkert, var det utroligt rart. Dog fik jeg selvfølgeligt dårlig samvittighed med det samme overfor Oskar, så jeg løb ud og ringede til ham og sagde det. Oskar blev ikke sur på nogen måde, han sagde at han var en smule ked af det over det, men så var der ikke mere. Jeg havde meget dårligt samvittighed flere uger efter, trods at Oskar ikke havde reageret på det(Og jeg render stadig rundt med dårlig samvittighed over det). Samtidig havde jeg en eller anden følelse af, at jeg bare havde lyst til at være mere sammen med Kasper. 

nogle uger efter snakkede KAsper og jeg ikke super meget sammen, men på det sidste er vi begyndt igen. Jeg kan mærke, at jeg bare har lyst til at finde ud af om der er mere mellem ham og jeg, men på samme tid, føler jeg det er helt absurd at ødelægge mit forhold til Oskar, hvis der alligevel ikke er noget mellem KApser og jeg. 

Jeg elsker jo Oskar overalt på jorden og det virker helt uoverskueligt at ikke skulle være sammen med ham mere fordi vi har været kærester så længe. Jeg har aldrig oplevet noget så svært før. Hvad hvis det bare er en eller anden forestilling jeg har omkring Kasper og jeg? og at vi slet ikke passer sammen i sidste ende? Så har jeg ødelagt mit forhold til Oskar, som jeg sikkert ville kunne få til at fungere igen. Det fylder mit hovede hele tiden og jeg sidder jo med tankerne selv, fordi det nærmest er helt uforskammet at tænke sådan om en anden dreng når man har en kæreste. Jeg tror også det handler om, at jeg skal sige farvel til Oskars familie og venner, som man jo har lært at kende. Det hele virker så uoverskulieligt. På den anden side kan jeg heller ikke være det bekendt overfor Oskar. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. Jeg er et stort spørgsmålstegn og det her er ikke til at holde ud overhovedet.