Jeg har brug for hjælp - meget hjælp

brevkassespørgsmål

Jeg har brug for hjælp - meget hjælp

brevkassespørgsmål af
MK
16 år
Oprettet 3 år 10 måneder siden

Hej.
Jeg har brug for hjælp, eller jeg har længe haft brug for hjælp, men nu er jeg sekv klar over hvor stort mit problem er. 

Jeg er en pige på 16, som har det rigtig svært. 
Jeg har en sygdom, der gør at jeg tit har smerter og er træt, men fordi jeg er født med den er jeg vant til det. Pga. min sygdom, blev jeg for 2 år siden, i midten af 8.klasse, opereret og sad i køresol 2 måneder, hvilket jo fik mig til at tage på. 
Jeg er 166 cm høj og vejede på darende tidpunkt 80 kg... Det så ikke ud af så meget som det lyder, for er ret bredskuldret og jeg var faktisk glad for min krop.... VAR.Lægerne slog alarm fordi min vægt var for høj og jeg lorvede at gøre noget. Min sygdom gør det svært at dyrke motion så det blev ikke det, og jeg havde jo lorvet at tabe mig, så 1-2 dage inden jeg skulle på sygehuset kastede jeg op... lægerne var henrykte og stolte og jeg var glad - det var jo pisse nemt!
Jeg kan ikke huske præcis hvor stort et problem det, var før jeg cirka 1/2 år efter operationen besluttede mig for at reducere mængden af mad jeg indtog. Min vægt faldt dræstigt, da mit eneste måltid jeg spiste var aftensmad som jeg kastede op - jeg var og er ikke voldsom tynd, da  mit stofskifte driller, så jeg kan ikke blive mega tynd/komme til at se syg ud...
Mit problem er egentlig at jeg kaster op minimum 3 gange om dagen oftest 7-8 gange, jeg har tabt mig 20 kg. på 2 år og jeg spiser helst så lidt som muligt. Jeg motionere 1-3 timer om dagen og jeg er faktisk pisse ked af det. Jeg er starte i 10. klasse på en ny skole og jeg har ikke lyst til at lære nye mennesker at kende... Jeg ser ugen som noget der skal overståes, jeg kan ikke overskue at lave lektier og jeg har ofte meltdowns hvor jeg bare cutter (på ikke synlige steder) og bare græder og går amok.... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... Hele min verden falder fra hinanden, mens jeg udadtil forsøger at vise at alt er godt... Jeg kommer fra verdens tryggeste kernefamilie og selv dem kan jeg spille skuespil overfor, selvom jeg i 2 år, nok højst har haft 10-15 dage hvor jeg ikke har kastet min mad op.. 

Svar: 

Kære du.

Det lyder til, at du går igennem en rigtig svær tid i dit liv lige nu, og at det er ret svært at være dig, så jeg vil lige starte med at sende dig et stort kram over computeren! Jeg er glad for, at du har skrevet herind med, hvad det lyder til at være et stort ønske om at få hjælp til at få det bedre. Det kan nemlig være næsten umuligt at komme igennem en spiseforstyrrelse og så svær en tid på egen hånd.

Det lyder til, at du i en ung alder har været igennem en del udfordringer med din sygdom og måske har haft lidt flere alvorlige ting at skulle tage stilling til end andre unge på din alder. Som jeg læser dit brev startede de udfordringer, du oplever i dag for alvor efter din operation. Jeg kan godt forstå, at det må have været svært at stoppe med ikke at spise efter lægerne roste dig for dit vægttab. Det tror jeg vil have været svært for mange, da det altid er rart at få anerkendelse og ros. Men nu lyder det til, at dit forhold til mad har taget så stor overhånd, at det faktisk styrer dit liv og har en meget negativ effekt på din hverdag. Det lyder dog til, at du har en rigtig god indsigt i det, du går igennem og hvordan du har det, og at du godt ved, at du har brug for hjælp. Det vil jeg gerne rose dig for, for det kan være rigtig svært at erkende, at man er kommet derud, hvor det ikke går længere, hvor det faktisk også er farligt for dig. 

Du skriver, at du udadtil forsøger at vise, at alt er godt, og du har en facade på overfor alle omkring dig. Det tænker jeg må være rigtig hårdt ikke at kunne vise eller fortælle nogen, hvordan man har det. Det tror jeg ikke, at nogen mennesker kan holde til i længden, så det er helt forståeligt, at du føler, at din verden falder fra hinanden. Derfor tænker jeg, om du vil have mod til at fortælle nogen om, hvordan du har det og det som du går igennem lige nu? Jeg tror, at det vil være rigtig godt, hvis du kan få støtte fra de mennesker, der holder af dig til at hjælpe dig igennem de udfordringer, du oplever. Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at fortælle det til din familie, og det kan også være, at du har en anden person i dit liv, som du hellere har lyst til at fortælle det til. Det kan fx være en veninde eller en lærer, som du har det godt med. Det kan også være, at det er lettere at snakke med nogen, som ved noget om det, du går igennem, og hvor du er anonym. I så fald kan jeg anbefale Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) som både har telefon, chat og smsrådgivning. 

Du skriver, at du engang var glad for din krop, men at alt det, du har været igennem nu har ødelagt den opfattelse. Jeg tror på, at det er muligt for dig at få det godt med din krop og dig selv igen. Men der kan godt være lang vej, men det er muligt! En måde at begynde at acceptere din krop igen kan være ved at prøve at tænke på, hvad du dengang kunne lide ved din krop. Og ligeså vigtig, hvad du kan lide ved dig selv som person. For du er god nok som du er uanset, hvordan din krop ser ud! Og jo før du får det bedre med dig selv som person, jo hurtigere får du det nok også bedre med din krop. En god øvelse er at nævne 3 ting dagligt, som du kan lide ved dig selv, og så gentage det. Noget andet du kan prøve at tænke over er, hvordan du ønsker, at dit liv skal se ud om 1 eller 2 år, og så reflektere over, hvad der skal til for, at du kan nå det. Det kan nemlig være lettere, hvis man sætter sig nogle små mål, så vejen til bedring eller det liv, man drømmer om, ikke virker så svært at nå. Du kan fx prøve at sætte små mål for din kost, fx at du skal kunne spise et måltid hver anden dag uden at kaste det op. Eller du skal snakke med en ny person i skolen, eller det kan også være, at du skal lave lektier til et fag om ugen. Det kan være hvad som helst, så længe det er realistisk for dig at nå. Hvis det virker for dig at sætte små mål, så kan du også lave større delmål, så om 3 måneder, skal den her ændring være sket. 

Men som sagt kan det være svært at komme igennem en svær tid selv, og også nå sine mål selv. Som jeg læser dit brev har din spiseforstyrrelse stået på i 2 års tid, hvor du ikke har fået meget at spise. Anoreksi er som du nok ved en sygdom, og en man bliver meget afhængig af, så derfor tænker jeg også, at det er vigtigt, at du får den rette hjælp hurtigt. Her tænker jeg på professionel hjælp som fx en psykolog, terapi eller LMS's rådgivning. Gennem din læge kan du få en henvisning og dermed tilskud til psykologhjælp, og din læge kan også hjælpe dig videre med de tilbud, der er i din kommune.

Til sidst vil jeg sige, at det er helt okay ikke at have det godt i en periode og der er ikke noget flovt i det. Mange mennesker har det ligesom dig, og hvis man tør at sige det højt og få hjælp, så er det lettere at få det bedre igen. Det sværeste er tit at fortælle det til nogen for første gang, men den barriere er du nærmest kommet over ved at skrive ind til os her. Hvis det er svært at fortælle, så kan du også skrive et brev til fx din familie eller vise det brev, du har skrevet ind til os her. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker, og jeg håber at du finder den rette hjælp til at få det bedre. Og husk at du altid er velkommen til at skrive til os, både her i brevkassen eller i chatten

Mange hilsner 

Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program