Kære dig

Når jeg læser dit brev, så kan jeg nærmest mærke alle dine følelser. Du skriver, at du er utilfreds med dig selv og ikke kan finde noget godt at sige. Du skriver også, at du ikke kan se en udvej ud af den situation, hvor du bare har lyst til at græde og komme væk. Og ved du hvad…det kan jeg godt forstå er hårdt. Og træls. Og tungt at være rundt på. Du slæber afsted med en byrde, som det lyder til, at du gerne vil have noget hjælp til at bære. Du skriver, at du er ved at give op. Og det giver mening - for du bør ikke bære på sådan en tung byrde alene. Og det er der ingen, der kan holde til i længden. Vi mennesker har brug for at kunne lægge vores byrder ned og hvile ud - for den gør ondt at bære på. Men hvad gør du så nu? Det findes der desværre ikke et gyldent svar på. Der findes mange forskellige løsninger. Og den hjælp, som oftest virker allerbedst er den, man selv vælger og har det godt med. Andre kan give tanker og ideer, men i sidste ende handler det om at mærke godt efter nede i maven. Hvad vil man give en chance? Hvad tror man på vil hjælpe lige præcis én selv? Hvem har man tillid til? Jeg vil dele mine tanker med dig, og måske har du en god veninde, som du kan vende tingene med - og når du har læst og hørt godt efter, så vil jeg anbefale dig at sætte dig alene et sted og mærke efter. 

Mine tanker kommer her:

Du skriver i dit brev, at du har prøvet forskellige løsninger af. Min første tanke er, at du kan overveje, om du skal starte hos en ny behandler(psykolog, psykiater..). Sådanne samtaler handler om meget mere, end bare en snak. Det er ikke alle, man har god kemi med, og som man føler sig tryg ved. Vi er indrettet forskelligt som mennesker - og det er psykologer/psykiatere også. Forskellige behandler bruger også forskellige metoder og taler forskelligt, og det betyder, at der kan være stor forskel fra den ene til den anden. Så det er ikke alle, der passer lige godt sammen. Det kan være, du skal prøve et par stykker, før du rammer én, som er rar at være hos. 

Har du en veninde eller en anden omkring dig, som du har tillid til, så kan du overveje, om du skal åbne op for nogle af de tanker, der fylder indeni. Eller begynde at skrive dagbog. På den måde kan du lette din byrde. Der sker noget, når man aktivt sætter ord på - enten ved at tale eller skrive. Man får det ud af kroppen. 

En sidste tanke herfra er, at Livslinien måske kunne være et tilbud til dig på de hårde og trælse dage. Dem kan man ringe til og snakke om selvmordstanker, cutting osv. Du kan overveje, om du skal have kodet deres nummer ind i din telefon, så du ikke skal sidde alenene i en skov og græde, men kan have nogle i røret? Du skal også vide, at vi har en chat her på cyberhus, hvor du kan chatte med en rådgiver. Derinde skal du også være meget velkommen.

Jeg håber på det aller allerbedste for dig. Pas nu godt på dig selv og vælg dig selv til. Gør dig selv så vigtig i dit liv, at du får noget hjælp og kommer godt igennem det hele. For du er det hele værd. Og det vil du måske selv kunne se engang. At lige præcis du er helt unik - der findes ikke nogen anden som dig. 

Mange hilsner fra Mai