Trist og umotiveret
brevkassespørgsmål
Trist og umotiveret
Hej Cyberhuset
Jeg er en 17-årig pige som lige nu går i 2g på hhx.
I skolen er vi i gang med mange forskellige eksamensopgaver og andre større afleveringer og opgaver. Jeg har i de seneste måneder, også før karantænen haft det virkelig svært i skolen, både socialt og fagligt.
Tidligere gik jeg meget op i skolen og jeg ville beskrive mig som en over middel genert og pligtopfyldende pige, jeg havde ingen venner, men gik op i skolen og lavede altid mine lektier til tiden.
Men pludselig efter jul gik det ned af bakke. Lige pludselig kunne jeg ikke overskue skolen længere, det var som min indre motivation forsvandt. Jeg begyndte ikke at høre efter i timerne, jeg afleverede ikke mine ting og nogle gange ville jeg bare forlade timen, idet jeg begyndte at græde.
Jeg ved ikke hvad der skete.
Min lære blev allerede der bekymrede for mig, da de sagde min karakter var gået fra over middel til under middel og dumpekarakter. Jeg havde tænkt mig at snakke med min lærer om det, men kort før kom vi alle i karantæne. Og med karantænen, var det som om de helt glemte mig.
Den første tid af karantænen var jeg super glad og lettet, for at komme væk fra skolen, jeg havde virkelig brug for en pause fra undervisningen, og det at jeg ingen venner havde.
Dog hvad jeg troede skulle hjælpe mig, har bare gjort mig mere ked af det end jeg nogensinde har været.
Jeg kan slet ikke følge med i skolen længere, og kan ikke engang tænke på alle mine eksamener og afleveringer jeg har for. Mange af dem må man lave i grupper, men jeg har ingen at være i gruppe med. Og i de afleveringer vi har faste grupper i, er jeg kommet sammen med de dumme ingen andre ville være sammen med. Det betyder at jeg bare har endnu mere at lave, idet de ikke laver noget.
Vi skal aflevere vores international økonomi eksamensopgave i næste uge, og jeg kan slet ikke overskue det. Jeg græder om aftenen, ved tanken om alle de ting jeg skal næste dag, jeg græder om morgen over at jeg skal starte en ny dag, og jeg græder mens jeg skal lave opgaverne. Jeg græder hele tiden.
Jeg kan slet ikke overskue noget som helst, selvom jeg har flere eksamensopgaver jeg burde lave, men jeg kan bare ikke overskue det.
Mine forældre prøver virkelig at hjælpe, men jeg er bare så dybt nede, at de ikke rigtigt kan hjælpe. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Har ikke lyst til skolen længere, kan ikke overskue det.
Er jeg stresset, deprimeret? Måske er jeg bare doven, og skal komme over min selvmedlidenhed. Jeg ved virkelig ikke hvad der er sket med mig, og hvordan jeg kan finde min motivation til skolen og det hele igen.
Hilsen en trist og forvirret gymnasiepige.
Svar:
Kære Hannah!
Tak for dit brev. Dit brev er rig på detaljer og overvejelser, hvilket gør jeg kan se din situation for mig. Det er godt du skriver. Du skal ikke græde hele tiden. Sådan skal det ikke være at gå i 2g på HHX. Du har været en pligtopfyldende elev uden venner. Mit gæt er, det kunne du ikke holde til. Du er et socialt væsen, som higer efter venner. Skoleopgaverne fyldte det hele, det kvælte din motivation.
Det glæder mig, at du har forældre, der vil hjælpe dig. Det er naturligt, at andre voksne kan give dig andre perspektiver på din situation, da de ikke er bundet op på en bestemt relation til dig. Godt tænkt af dig, at du ville kontakte din lærer. Jeg forstår godt, at den interesse er dalet eftersom du føler dig glemt af din lærer. Dit gymnasium har krav på at sørge for at elverne trives fagligt og socialt. Et godt socialt miljø er lig med god læring. Du har rettigheder som barn/ung. Et af dem kan du læse her, de står i børnekonventionen.
Artikel 29 – Undervisningens målsætning
Du har ret til en god skole, som giver dig den nødvendige viden og udvikler dig som menneske.
Jeg fortæller dig om dine rettigheder, fordi du skal vide, at det er skolens pligt at sørge for, at du trives fagligt og socialt. Der findes desværre skoler som ikke tager den slags problemer seriøst, da er det vigtigt, at du ved du har din rettigheder bag dig. Du beskriver, at der findes de dumme elever, dem ingen andre vil være sammen med, dig og de andre. Jeg gætter, at Jeres klasse er delt op i grupperinger, hvilket gør at klassen mangler et fællesskab. På den måde bliver klassen opdelt i at nogen er ude og andre er inde i varmen. Derfor bliver det din skoles problem, når du ikke trives socialt i klassen. En mulighed er, at du kontakter din lærer, for måske har din lærer haft travlt, og det er derfor du har følt dig glemt. En anden mulighed er, at du kontakter din studievejleder.
Den generte og pligtopfyldene pige gør oprør. Hun vil føle sig set og være sammen med andre unge. Hun vil udleve sine andre kvaliteter. Det er mit gæt. Er der noget du særligt brænder for? En sport eller en kreativ interesse? Noget der giver mening i dit liv. At finde venner kan være svært, det er lettere at finde fællesskaber, hvor man gør noget sammen. Lige nu fylder coronia stadig, men de sociale fællesskaber beynder langsomt at åbne op. Måske du kan tjekke ud, om der er en sommersport du kunne deltage i eller om ungdomsskolen har noget, der er interessant for dig. Der findes et hav af foreninger, det svære er at vælge. Måske du tænker, det har jeg ikke energi til. Mit svar til det er, tag et skridt af gangen.
Hvad fortæller dine tanker dig? Jeg gætter, at du måske har mange katastrofe tanker. De gør, at du føler dig trist og umotiveret. Det gør, at du undgår måske mennesker generelt, og du føler ubehag i din krop (måske ondt i maven). Det er en kædereaktion, som er normal men ubehagelig. Måske du kan tale til de negative tanker og gøre dem til en person fx ved navn Tristhed. Hvad siger Tristhed idag? Kan du tænke noget andet om det Tristhed siger. Det betyder, at du ser på dine tanker på en undersøgende måde.
Hvordan finder du ro? Du troede det hjalp at komme væk fra skolen, men det blev faktisk værre. Da jeg gætter Tristhed er flyttet ind i dig. Derfor er det svært at være dig. Lige nu må du acceptere at Tristhed er der, og du igang med at få Tristhed væk. Imens kan du finde pause, hvor du giver plads til ro. Fx vejrtrækningsøvelser, træk vejret dybt og lyt og mærk vejrtrækningen. Gør det i naturen og tillad at græde.
Jeg opsumerer her til sidst. Kontakt din lærer eller studievejleder, de har ansvar for din trivsel på skolen. Tænk over om der findes et socialt fællesskab der matcher dig, som er en kreativitet eller en sport. Undersøg dine negative tanker og kald dem Tristhed.
Andre steder du kan få rådgivning af voksne er hos; /www.headspace.dk/ .Og hos ung til ung linjen er det chat med andre unge. Du rækker ud, det er det første skridt for at du kan komme videre. Vær obs på om du har brug for at tale med din læge, han kan henvise dig videre til en psykolog.
Du er umotiveret lige nu, det er okay. Sådan er det. Du er igang med at finde dig selv.
Alt det bedste
Hilsen Anne-Sophie
Relateret indhold
Mor og far er skilt...
Hej Cyberhus :)
Mine forældre er skilt og det har de faktisk være siden at jeg var 8 (6 år siden), men på en eller anden måde kan jeg bare ikke lade vær med at tænke på det... for det første er jeg mega sur på min far inderstinde for der var ham der gjorde det dumme ting... han var utro...
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
han tro på nået der ikke er sandt
hej jeg er en pige på 15 år som går på ordblind efterskole. jeg har haft et fantastisk år, med en masse gode venner. jeg havde en rigtig god ven, ham og jeg var så meget sammen at man skulle tro vi var kærster. jeg kunne lide ham, og ham kunne lide mig. men det endrede sig. jeg har ikke snakket...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
træt og irriteret
hej cyberhus, jeg en pige på 15, og er blevet træt af mine forældre, vi er begyndt at skændes hele tiden. jeg bliver faktisk så sur at jeg overvejer at stikke af eller cutte igen som jeg har prøvet rigtig mange gange før. det går også ud over mine skole, da jeg så bliver let sur på dem over...
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
