Min mave siger underlige lyde

brevkassespørgsmål

Min mave siger underlige lyde

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 8 år 5 måneder siden

Hej cyberhus

jeg har i et par måneder døjet med min mave. især om 

morgenen/formiddagen. Den siger nogle underlige lyde og det føles som om det kommer fra mine hofter

eller ribben. Jeg forstår det ikke rigtig, for jeg spiser normalt og drikker.

Det sker ofte i skolen og det er virkelig pinligt, når dem jeg sidder i gruppe mmed hører det.

Jeg har heller ikke så meget lyst til at komme i skole, fordi jeg er bange for at den skal sige lyde

Jeg har et par gange ladet som om jeg var syg (jeg havde det heller ikke så godt) men det kan jo ikke fortsætte.

Det går mig meget på og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Det er aldrig sket før,

men nu kan det ikke stoppe igen. Jeg har aldrig kunnet li at tage på, men jeg er stadig begyndt at spise mere 

fx. Når jeg kommer hjem. Det gjorde jeg ikke i starten af skole året og dengang kunne jeg godt være i skole uden

at spise. Det skete godt nok kun hvis jeg glemte min madpakke. Jeg er bange for at min mave stadig siger lyde når vi skal 

starte i skole igen for jeg hader det og det er så pinligt.

Det sker mest når der er stille i klassen. 

er der ikke noget man kan gøre for at stoppe det?! Jeg vil gøre hvad som helst

mvh den fortvivlede

Svar: 

Kære du,

Det er ikke rart når ens krop kommer med underlige lyde, som man ikke kan kontrollere. Det tror jeg de fleste mennesker synes er pinligt og ubehageligt. Jeg kan derfor godt forstå at det går dig på og at du ønsker det skal stoppe! Det er godt du skriver ind, så du kan få et par råd til hvad du kan gøre. Jeg synes du har helt ret i, at det ikke skal gøre at du kommer i skole!

Du beskriver ikke hvilke lyde det er, om det er rumle lyde, knirke lyde eller hvilke lyde det minder om, men jeg vil prøve at komme med nogle bud på hvad det kan skyldes:

1) Det er helt normalt at man tager på i vægt når man er i din alder. For de fleste handler det om at kroppen vokser i højden, men også fordi kroppen har brug for kræfter til alle de forandringer der sker i din alder. Selvfølgelig skal man være opmærksom på ikke at tage for meget på i vægt, da det jo heller ikke er sundt, men ellers er det altså helt normalt at appettiten øges og at man tager nogle kilo på i teenageårene. Hvis man bliver for opmærksom på hvad man spiser og om man tager på, kan man mere eller mindre ubevidst komme til at spise mindre end man plejer, og som resultat begynder ens mave at rumle og dermed fortæller den dig at du er sulten. Det kan man også godt få det dårligt af, hvilket måske kan være en af grundende til at du faktisk også havde det skidt de dage du er blevet hjemme pga det. Du kan evt. prøve at tage en lille smule mad med til formiddagspausen og se om det har en effekt. Faktisk er det nemmere at styre sulten hvis man spiser mange små måltider i løbet af dagen.

2) Nogle kan opleve at deres krop har svært ved at nedbryde bestemte fødevare eller at bestemte fødevare giver mere luft i maven end andre.  Du skriver godt nok i dit brev, at du spiser og drikker helt normalt, så måske er det ikke dette der er årsagen, men måske kan du tænke over om du har ændret morgenmadsprodukt eller på anden måde alligevel har ændret nogle ting som kunne være årsag til de underlige lyde i maven.  

3) Mærkelige lyde i maven kan også være helt normale lyde, som alle oplever fra tid til anden. Kroppen har hele tiden travlt med at give din krop det den har brug for at næringsstoffer og udskille de stoffer den ikke kan bruge, og det vil give nogle lyde. Det er helt normalt. Selvfølgelig skal det ikke gøre ondt eller være i så høj grad, at det begynder at hæmme en fra ens gøremål. Måske kan du snakke med dine veninder om, hvorvidt det er noget de oplever og hvad de gør ved det. Jeg ved godt at det kan være lidt svært og pinligt at snakke om underlige kropslyde, men det er vigtigt man snakker med andre om de ting, der fylder meget for en og ens problemer, så man ikke går alene med dem.

4) Der kan selvfølgelig også være andre grunde, som skyldes noget med selve kroppen og som ikke har noget med den mad og drikke du indtager. Det kan være svært at afgøre ud fra dit brev alene. Jeg synes dog ikke det lyder farligt eller alvorligt det du oplever. Jeg vil råde dig til at snakke med dine forældre om det du oplever og måske sammen med dem tage til din læge, hvis det fortsætter eller bliver værre. Det lyder ikke som noget farligt, men måske har din læge nogle gode råd og det er altid en god ide at få det tjekket, så man er helt sikker på hvad det er og dermed kan blive rolig omkring det igen.

Jeg håber du kan bruge mine råd!

De bedste hilsner,

Astrid

 

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program