bekymre mig alt for meget

brevkassespørgsmål

bekymre mig alt for meget

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 7 år 8 måneder siden

hej.

som overskriften siger, så bekymre jeg mig rigtig meget hele tiden, over alt!
Jeg er havde fx et par veninder i min klasse som nu desværre er gået ud, og der bekymre jeg mig for om jeg nogensinde finder nogle nye venner i den nye by jeg er flyttet til med min kæreste. Senere hen begyndte de veninder jeg havde som droppede ud af skolen, ikke at inviterer mig til ting mere, og jeg konfronterede dem, og spurgte hvordan det kunne være, og derefter blev de sure over at jeg forsvarede mig imod deres påstande, som var blevet ret personlige og onde. Så nu mener de at vi er uvenner, og de vil ikke svare hvis jeg skriver, eller også beder de mig om aldrig at kontakte dem igen. Det skal siges at jeg forsvarede mig på en moden og voksen måde, uden at pege fingre, eller beskylde dem for noget. Pludselig begyndte de at sige jeg aldrig havde været i deres vennekreds, og derfor ikke blev inviteret mere.. 
- i forhold til dette bekymre jeg mig meget over om jeg bare er en mega dårlig veninde, og kan ikke få mig selv til at tænke at det er dem der ikke kan håndtere at jeg ikke finder mig i hvad som helst, som min kæreste siger jeg skal tænkte. Dette kan jeg som sagt bare ikke tænke desværre. Så jeg bekymre mig for at jeg er en dårlig veninde..

Noget andet jeg bekymre mig for er om jeg er for dum til min uddannelse.. en jeg var i studiegruppe med, fik mig hele tiden til at lyde dum hver gang jeg spurgte om noget. Enten gad hun ikke svare på de ting jeg sagde, eller også ville hun ikke have at de ting jeg sagde skulle skrives ned i vores opgave. Senere er der måske en anden fra min studiegruppe der sige det samme, som jeg lige gjorde, og det måtte godt blive skrevet ned i opgaven.. Jeg bestod min eksamen med 7, så karaktermæssigt føler jeg mig godt med, men når folk taler til mig som om jeg er dum, og ikke duer til noget, så bekymre jeg mig for om jeg er klog nok til at gennemføre uddannelsen til sygeplejerske. 

sidst men ikke mindst, så er jeg ved at opgraderer mit kørekort til motorcykel, fra lille til mellemkategori, og da jeg var ude og prøvekøre kunne jeg godt finde ud af de ting man skal, havde bare nogle problemer med motorcyklen. Efterfølgende (har dog ikke været til køreprøven endnu) hvor jeg har kørt bil, og jeg kommet i tvivl om alle mulige underlige skilte, som jeg knap husker, og hvornår man må hvad osv. 
- her bekymre jeg mig om, om jeg nogensinde vil kunne klare min køreprøve..

dette er bare eksempler på hvornår jeg bekymre mig, men der er mange flere situationer hvor jeg bekymre mig, og havde i vinters en depression, som bla. kom af bekymringerne og den dårlige selvtillid, samt mørket og en angst.. 

mit spørgsmål til jer er: Hvordan stopper jeg med at bekymre mig, og hvordan kommer jeg til at tænke anderledes om de piger der en gang var mine "veninder", som åbenbart ikke er det mere?? jeg tænker for meget over små ting, og vil virkelig ikke ende ud i en vinterdepression igen.. Min læge var ikke den store hjælp den gang, og har ikke råd til psykolog hvis den skulle komme tilbage. 

håber i har nogle råd i forhold til dette, og evt. nogle øvelser eller andet jeg kan gøre for at lære ikke at bekymre mig så meget som jeg gør. Det skal siges at jeg altid har bekymret mig som sådanne ting, og der er som regl aldrig kommet andet ud af det end at jeg bliver så nervøs at jeg bakker ud, eller at jeg ryger helt ned i kuldkælderen og ikke kan tænke positivt. 

hilsen S

Svar: 

Hej med dig,

Det lyder bestemt ikke rart at gå at bekymre sig over alt hele tiden. Man bruger enormt mange kræfter og meget tid på at gå rundt og bekymre sig om alle de ting, der sker. Jeg kan sagtens forstå du har brug for et råd eller to til at få stoppet nogle af alle bekymringerne. Vi har alle bekymringer. Nogle har mange og andre har kun få. Det er således helt normalt at gå og bekymre sig om noget. Når bekymringerne får lov at fylde for meget og bestemme over os, så er det at de bliver et problem. Jeg synes det lyder til, at dine bekymringer får lov at fylde mere og mere. Det er derfor rigtig godt, at du skriver ind, så du kan få kontrollen tilbage over dine tanker og bekymringer.

Det kan være meget forskelligt fra person til person, hvad man bekymrer sig om. Nogle bekymringer er meget konkrete, såsom fx. "når jeg bussen?", mens andre bekymringer er mere abstrakte, såsom fx. "gad vide om jorden går under i 2019?". Begge eksempler er selvfølgelig sat lidt på spidsen, men de er bare nævnt som eksempler. Håber du forstår min pointe. De konkrete bekymringer kan vi gøre noget ved. De abstrakte har vi ingen kontrol over. Jeg synes du skal være positiv omkring at de bekymringer du nævner som eksempler er konkrete bekymringer - det betyder også at du kan gøre noget ved dem og derfor er der også en chance for at du kan blive dine bekymringer kvit. Det er gode nyheder!

Dine bekymringer kan dog også afspejle en generel tvivl på dig selv og kan skyldes et lavt selvværd og lavt selvtillid. Man kan godt forbedre sit selvværd og sin selvtillid. Det kræver at man kæmper for det. Det er ikke nemt, men det kan godt lade sig gøre. Hvis du kan finde ud af hvad det er der gør at du tvivler på dig selv er du allerede et langt stykke. Når man ved hvad det er som gør at man tvivler på sig selv, så kan man fokusere på det og finde strategier der hjælper en til at tro mere på sig selv. Man bliver nødt til at presse sig selv og komme lidt ud af ens comfort zone hvis man skal ændre nogle ting ved ens selvværd og selvtillid. Det er hårdt og skræmmende, men når det lykkes er man kommet så langt. Det kan være en god ide at tage det i små bidder, så det ikke føles som en stor fiasko hvis ikke det lykkes. For det er som sagt en kamp og det vil blive hårdt. Hellere opleve en masse små successer end at du føler du skuffer dig selv. Det handler ikke om at ændre den du er, men det handler om at du bliver tilfreds med de negative ting i dit liv. Det tager tid. Så vær tålmodig med dig selv.

Det lyder til at det generelt er et problem for dig at du bekymrer dig og jeg vil derfor også komme med nogle råd som du kan bruge generelt. Jeg håber du kan bruge dem!

Mit første råd til dig er at skabe bedre og mere hensigtmæssige tanker. Det kræver øvelse at erstatte sine bekymringer, med mere gavnlige tanker. Det er ikke noget der bliver let, men noget som jeg tror du vil kunne få rigtig god gavn af både nu og i fremtiden. Når man skal lære at erstatte bekymrede tanker med nye tanker, så kræver det, at man lærer at blive meget bevidst omkring de tanker der dukker op. Det er som sagt noget man lærer. Bliv ikke ked af det eller skuffet hvis ikke du synes det er nemt fra starten af. Du kan prøve at lægge mærke til dine specifikke tanker du har når du er bekymret. Du kan spørge dig selv om den tanke du har er god for dig - hvis den ikke er det, så se om du kan komme i tanke om en anden, bedre tanke du kan bruge i stedet for. På den måde øver du dig i at flytte dit fokus fra de negative, bekymrede tanker til de positive, hjælpsomme tanker. Du skriver i dit brev, at det tit ender med at du ryger helt ned i kulkælderen og at du ikke kan tænke positivt. Jeg tror og håber at denne øvelse kan hjælpe dig til ikke at ende der, men i stedet få stoppet før du når helt derud.

Mit andet råd vil være at begynde at lege detektiv. Når du for eksempel får en bekymring om at du ikke kan klare din uddannelse, så prøv at tænk over hvilke beviser der er for at du ikke skal kunne klare det. Vær nysgerrig på hvorfor du tænker som du gør eller handler som du gør. Er der måske ligefrem beviser for det modsatte - altså at du godt kan klare din uddannelse?

Mit tredje råd til dig er at prøve at fokusere og minde dig selv om alle de positive ting, der sker i dit liv. Vi har det med at blive opslugt af alle de negative ting, der sker omrking os, men der sker også altid noget positivt. Husk at nyd dem også. Vi kan også selv gøre noget for at være mere positive i vores humør og i vores tanker. Det kan være helt små ting, som kan gøre os mere positive. Hvis du venter i kø og nogle ser ud til at have meget travlt, så giv dem din plads i køen. Smil til dem du møder på din vej. Ros din kæreste for den mad han har lavet. Hjælp ham manden der ikke kan finde vej og som står og ser forvirret ud på hjørnet. Jeg er sikker på du forstår hvad jeg mener :-)

Du skriver også at det tit ender med at dine bekymringer får lov at fylde så meget at du holder dig væk eller bakker ud af situationer. Det synes jeg er rigtig ærgerligt. Du har fortjent at få kontrollen tilbage! Når man undgår situationer, så dæmpes angsten, men problemet er der jo stadigvæk. Det er derfor ikke en holdbar løsning. Du bliver derimod nødt til at udfordre dig selv. Jeg håber mine råd kan hjælpe dig med det.

Jeg ønsker dig alt det bedste og al mulig held og lykke med at få kontrollen over dit liv tilbage!

Du skal vide, at du altid er velkommen til at logge på vores 1-1chat, hvor du kan snakke med vores dygtige rådgivere om dine tanker og bekymringer. Du finder chatten her.

De bedste hilsner,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program