Jeg er en pige på 17 år, som ser meget sort/hvidt på ting.

Siden så længe jeg kan huske, har min mor passet virkelig godt på mig. Ikke nok med at jeg er blevet opfostret til at spise sundt, og at jeg har gået i flere år uden "usund" mad, så har min mor altid snakket om solen, som noget dårligt.

Da jeg var helt lille, sagde hun at hvis jeg bliver brændt, så får jeg en masse rynker og at jeg vil fortryde det.

Jeg er jo en meget lys pige, jeg er faktisk bleg. Jeg har meget mørkt hår og blå øjne, og min hud har det ikke super godt når solen skinner på den.

Da jeg var lidt ældre, forklarede min mor mig at solen var årsagen til hudkræft og at hvis jeg nogensinde bliver forbrændt mere end 1 gang, så vil min hud huske det og løbet vil være kørt. Det lød jo voldsomt, når hun sagde det sådan og jeg blev helt bange og krøb sammen som en mus.

Da de andre piger i klassen, i en alder af 12 år, solede sig i skolegården, kunne alle se at jeg sad i skyggen. Syntes de at det var mærkeligt? Ja. Jeg blev helt vildt upopulær om sommeren, da ingen kunne forstå min "mærkelige" opførsel og hvad det lige præcis var jeg havde i mod solen.

Jeg kunne selv ikke forstå at deres mødre aldrig havde advaret dem om det med at blive brændt. Jeg var i et kort sekund itvivl om jeg kunne stole på min mor, da ingen andre mødre sagde det samme.

Men i dag er jeg blevet virkelig fanatisk omkring det. Jeg har været brændt i ansigtet 1 gang, hvor det var slemt. Og så har jeg været brændt (pink) måske en 6 gange. Alt sammen i ansigtet.

Hver sommer, pakker jeg mig somregel ind i lag af tøj, en hat, solbriller, og selvfølgelig massere af solcreme! Men lige denne sommer, har jeg ikke haft tid til det, fordi jeg har haft så travlt med skole osv.

I forgårs gik jeg tur med min klasse, og solen skinnede kraftigt. Det var før klokken 12, men alligevel var jeg pink på min næse og lidt på kinderne den næste dag- som var dagen hvor vi gik tur igen. Først regnede det, men så kom solen frem. Jeg havde ingen creme på (igen) og da jeg kom hjem var jeg stadig brændt.

I morges stod jeg op og kiggede mig i spejlet, og det er det samme. Jeg bryder mig ikke om det. Det gør mig bange og frustreret. Jeg har det skidt med mig selv over at jeg ikke var bedre til at passe på min egen hud. Min mor sagde til mig at hun har gjort hvad hun kunne og virker selv rigtig frustreret over det.

Mine andre familiemedlemmer griner lidt af det, og siger at jeg bare er pink. Og at det ikke er fordi min hud skaller af, fordi det har den aldrig gjort.

Jeg føler mig åndssvag over at bare tage ud, uden beskyttelse på. Jeg ved godt at det var super forkert af mig, og jeg vil på ingen måde gøre det igen. Jeg er bare bange for min mors reaktion på det (Hun lader sig til at være såret over det, faktisk) og hvad der vil ske med min hud om lang tid. Hun ser på det sådan her: Sker der noget med min hud, føltes det som om at der sker noget med hendes.)

Min mor har været brændt enkelte gange, og modsat de andre mødre, ligner hun helt ærligt en ung kvinde i 30'erne. Hun er dog i 50'erne. Folk er lige ved at tabe ansigt når de hører hendes "rigtige" alder.

Jeg er bange for at jeg ikke vil komme til at se sådan ud når jeg selv når den alder. Jeg drikker ikke, jeg ryger ikke, og min mor har kun omringet mig med nærende og sund mad. Jeg har aldrig solet mig før med vilje (hvor du ligger i solen i en 30 minutter- eller derover fra klokken 12-15 og soler fordi du vil). Det har jeg aldrig aldrig gjort og det skal jeg aldrig.

Jeg bliver brændt når jeg skynder mig hjem med hånden for ansigtet, desperat efter at finde skygge.

Jeg ved godt at huden husker. Jeg er bare bange for hvad det vil gøre på sigt. Min næse og kinder er helt sikkert brændte. Det er skræmmende at se. Det er skræmmende at jeg ikke har kunne forebygge det så det aldrig var sket.

Er der noget som helst man kan gøre for at på en eller anden måde "heale" det, sådan som at alt bare bliver glemt og at jeg på en måde kan gøre sådan som min hud så ud fra to dage siden? Jeg ved at det lyder som det dummeste spørgsmål, da man jo ikke kan finde en mirakel løsning på sådan noget.

Jeg er blevet pink omkring kinderne og næsen, i forgårs gik jeg rundt i solen fra 10.30-11.30 (gik gennem byen) og i går gik jeg rundt fra 12.00-15.00 i byen. (Begge dage med klassen på tur)

Min veninde siger at der er intet at være bange for, når det bare er dansk sommer. At det ville havde været noget helt helt andet hvis jeg f.eks. var i Italien. Men jeg tænker, at ligegyldigt hvor jeg er, så skal jeg beskyttes. Jeg er jo lige blevet brændt. Det lyder skørt, men jeg har bare lyst til at trøste min hud (mit ansigt) og sige igen og igen "Please, ikke tag dig af det!"

Det er sikkert svært at forstå, og det lyder ånsdssvagt, jeg ved det godt. Jeg har en helt anden holdning til solen end hvad de fleste andre dankere har, som automatisk tænker "Sol! Så kan jeg få en dejlig brun farve. Hov, jeg blev rød. Men det bliver til en brun kulør om et par dage"

Jeg kan ikke forstå hvorfor folk ikke aner hvad det er jeg snakker om. Det er de færreste af mine venner som kan følge med i det. De kigger på mig som om jeg er bange. Det er jeg også. Men de spørger "Hvorfor er du bange for at blive brun?...Det er jo bare en lille glød!"

Jeg opgiver noglegange. Jeg ved at jeg ikke skal "uddanne" mine venner i det, jeg er jo ikke deres mor.

Undskyld for det lange og besværlige brev. Jeg er bare bange for at min hud har taget skade af at blive brændt. (pinkish) - Og ja. Jeg er generelt bare bange.