Aspergers

brevkassespørgsmål

Aspergers

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 14 år 3 måneder siden

Kære brevkasse. Jeg har længe gået og tumlet med psykiske problemer. Det er som om at jeg bare ikke passer ind i det sociale. Folk opfatter mig nok som et meget indelukket og kreativt menneske. Jeg tegner rigtig meget i min fritid, men dog mest på computer. Jeg har da et par venner, men alle er mindst 19 år gamle. På internettet har jeg to venner som begge lider af Aspergers. Jeg minder utroligt meget om dem, på alle måder. Jeg begyndte at overveje mulighederne for, at jeg måske var en Aspergers. Jeg har læst en del på internettet om det, og jeg passer på stort set alle kriterierne. I går tog jeg en test på Aspergers Ressource Center, hvor man får stillet nogle spørgsmål, og så kan man få en score fra 1 til 50. Da de testede den, var der 80% af dem som fik over 32 point i testen, som led af Aspergers. Jeg scorede 38 point. Nu vil jeg så gerne vide om i kan fortælle mig, hvor og hvordan jeg kan få det testet. Hvis jeg har det, vil jeg nemlig gerne vide det. Jeg frygter ikke at jeg måske skulle have Aspergers. Jeg er jo heller ikke sikker, og jeg vil ikke fortage en selv diagnose og antage at jeg har det, for det er jeg jo ikke i stand til. Men hvis jeg får det testet, er jeg i hvert fald helt sikker. Venlig hilsen Mig.

Svar: 

Kære du,

Jeg synes først og fremmest det er rigtig flot, at du selv har tænkt over det og at du endda selv har forsøgt at finde svaret på hvorfor du adskiller dig fra dine klassekammerater.

Aspergers syndrom minder på mange områder om autisme, som de fleste har hørt om. Men derudover er børn og unge som lider af aspergers ofte meget dygtige til at lære at tale og til at fordybe sig  i nogle enkelte områder, som de synes er interessante. Ofte opdager man aspergers i de tidlige barneår, dvs. 3-5 års alderen, men andre gange så opdager man det meget senere. Der er også ofte nogle andre i familien, som har aspergers.

Jeg kan sagtens se, udfra din historie, at du kunne have nogle træk der kan minde om aspergers, men det kræver en længere snak og undersøgelse at komme helt tæt på diagnosen. Det er fint at du har taget den test på nettet, men den er selvfølgelig ikke helt sikkert rigtig. Der kan være mange årsager til at du føler at du ikke passer ind og at de andre ikke forstår dig, men jeg synes helt klart at du skal have be- eller afkræftet din mistanke.

Aspergers bliver behandlet hos psykiaterne. Her kan man tilbyde forskellige former for behandling alt afhængig af hvordan din aspergers påvirker dig. For at blive set og vurderet af en psykiater skal du til din egen læge. Din læge vil nok starte med at snakke med dig og dermed selv få et billede om han tror du har aspergers. Derefter vil han så sende dig videre til andre undersøgelser og eventuel behandling. Din læge har tavshedspligt og du må også gerne søge læge uden dine forældre ved det. Men jeg synes selvfølgelig det må være mest rart for dig, hvis din familie følger med og støtter dig undervejs.

Held og lykke.

Med venlige hilsner fra Line

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program