Hej med dig,

Det lyder som om, at der er meget, som fylder for dig lige nu. Og derfor er det godt, du har skrevet herind for at få råd - det kan være et skridt i den rigtige retning at tale med andre om det, som føles svært. Du stiller spørgsmålet, om kun voksne kan få depressioner. Her er er det klare svar, at det ikke er tilfældet, og at børn og unge også kan rammes.
Du spørger også, om der er noget galt med dig. Hertil vil jeg også give dig et klart svar i forhold til, at der ikke er noget galt med dig. Og jeg tror, at det bedste, du kan gøre er at være bedre mod dig selv ved at se mere realistisk (og positivt) på det unikke menneske, du er: Du har også rigtig mange gode sider, selvom du måske ikke synes, du kan få øje på dem.

Desværre har de fleste mennesker en tendens til at behandle dem selv dårligt, tænke grimt om dem selv og dermed glemme alle deres gode sider. De er meget hårdere mod dem selv, end de nogen sinde ville være mod andre. Du skriver, at du hader din personlighed, og at det eneste, du kan lide ved dig selv, er dit hår. Kunne du forestille dig at mene eller sige sådanne negative ting til andre end dig selv? For jeg tænker, at ingen fortjener at blive talt så grimt om - heller ikke dig. Derfor er mit råd, at du stopper op, når du får de her negative tanker og spørger dig selv om, at hvis du aldrig ville sige de her tanker til din veninde eller en ven, hvordan kan det så være, du siger dem til dig selv og behandler dig dårligt på den måde? Det fortjener ingen, og du er mindst ligeså god som dine skolekammerater, dine vennner og alle andre mennesker - du fortjener altså bedre end disse grimme tanker. Envidere kan du spørge dig selv om, om de har tanker om dig selv virkelig er realistiske? Jeg ved godt, det kan føles sådan, at det eneste, du kan lide ved dig selv, er dit hår. Men er det nu det eneste fantastiske ved dig? Det kan jeg have meget svært ved at tro på, da jeg ikke kender nogen mennesker, der kun har en god egenskab som eksempelvis deres hår.

Desuden stiller du spørgsmålet, om du er deprimeret, og jeg er desværre ikke i stand til at svare dig på det og dermed stille en diagnose. Når det så er sagt, skriver du, at du ikke kan sove om natten, at du føler dig i et sort hul, har selvmordstanker, koncentrationsesbesvær og så videre - hvor disse, som du selv skriver, godt kan pege mod en depression. Alligevel vil jeg fremhæve, at de fleste mennesker oplever svære perioder i deres liv med manglende søvn og livslyst, uden de nødvendigvis har en depression, men de har blot en kortvarig, dårlig periode i deres liv, hvor de ikke føler sig glade. Jeg vil dog understrege, at din situation lyder til at være meget alvorlig og noget, som bør tages hånd om.

Manglende livslyst og lysten til selvmord samt cutting er noget, som jeg vil anbefale, at du får hjælp til. Derfor er mit råd, efter at have læst om, hvordan du har det, at du går ned til din læge og fortæller ham eller hende, hvordan du føler. Kunne du forestille dig at bestille en tid og fortælle, hvordan du har det, som du netop har skrevet det her i brevkassen? For ud fra dette, vil din læge kunne svare på, om du er deprimeret og sandsynligvis vil han eller hun kunne hjælpe dig yderligere. Husk på, at du ikke er den første, der kommer ind og fortæller om sådanne ting til lægen, og at vedkommende igennem tiden har haft mange klienter og dermed ved, hvordan du kan hjælpes. Du skriver også, at din familie holder dig oppe. Kunne du eventuelt forestille dig at tale med én i din familie, som du føler dig rigtig tryg ved, om, hvordan du faktisk går og har det rigtig svært lige nu? Her kunne der også med sandsynlighed være hjælp for dig at hente.

Jeg håber, at det var et ok svar og ønsker dig alt det bedste. Du er naturligvis altid velkommen til at skrive herind igen.

Dbh,
Nettie.