Kort sagt - jeg hader mit liv.
Jeg er så træt af det hele. Jeg har ikke nogen venner, ingen kæreste, min familie fryser mig ude og jeg har ingen relationer ellers.
Jeg er sygemeldt på kontanthjælp, så derfor intet job,
jeg hader alt og alle og har lyst til slå en eller anden. alle er onde, jeg var altid blevet fryst ude, drillet, diskrimineret, hadet og uønsket
hvorfor findes der aldrig gode menesker på denne jord?
hende jeg troede var min ven, var en kujon sm vendte mig ryggen og valgte min værste fjende. lod mig blive der alene, og gjorde alt med hende, hvordan kan en ven vælge fjenden? var jeg ikke hendes bedste ven som hun sagde jeg var?
hun fortalte ale sine hemmeligheder og hendes uro til mig, havde hun ike længere brug for mig skred hun.
hvad er det for venner at have`? hvorfor altid mig?
jeg er i et stort hul, jeg vil væk fra alt, der er jo ingen løsning. ingen

de sku alle prøve det selv, hvad bilder alle disse mennesker sig ind at behandle mig sådan?
i skoler og derhjemme blev jeg altid forskelsbehandlet, diskrimineret, svinet til, set ned, fryset ude, hvad var min fejl?
jeg har 0 selvværd.
mstet tilliden
mistet livslystn
hader alt er altid negativ
humærsvininger
voldelig
koncentrationsbesvær
alle hader mig
hvorfor har ale kæreste og venner og jeg aldrig har haft nogen?
hvorfor har jeg aldri fundet kærligheden?
imit 23 årige liv, fik jeg aldrig omsorg fra dumme mennesker, alle er dumme og lede. hvrfor altid mig?
hvad er min fejl siden ale skal bruge mig somdørmåtte? hvorfor gir de ale andre respekt men ike til mig?

hvorfor fortjener jeg ike godt i livet som ale andre?
jeg er den som har det hårdest og værst i danmark
jeg er så træt af livet. kender i det folk er arroganter og kun tænker på dem selv?

jeg har hele mit liv blevet forskelsbehandlet af mine forældre. mn søster har altid fået hvad hun peger på. når jeg ville bruge computeren fik jeg aldrig lov. "hun havde lektier" og derfor sad hun der foran skærmen hele dagen. når vi sku i skole, fik hun altid lov at køre med bil i skole, "hendes var vigtigere" jeg fik næsten aldrig bilen selv. mine forældre tog hendes parti.

de bildte mig ind jeg var forskruet og en ballademager. og jeg burde respektere min søster. min søster fik hvad hun pegede på. hele mit liv har jeg grædt.
hun kommenterede og kristiserede alt jeg gjorde og sagde. hun blev helt vred over min tilstedeværelse. det gjorde mig ked af det at hun aldrig accepterede mig. siden vi var små har hun aldrig ville have mig i huset.

når vi havde venner på besøg. svinede hun mig til ved siden af dem. om med spidse bemærkninger til mine handlinger og snak. forstod aldrig hvorfor hun hadet mig.

jeg havde aldrig gjort det samme mod hende

hvis hun bad mig om at række hende vandet.sagde hun altid sådan her: fjern din hånd! en hård bemærkning. aldrig noget med: er du sød og række mig vandet. dette protesterede jegover og min far råbte å mig. at jeg kunne da bare svare igen eller lade vær at råbe. han sagde aldrig hende imod.
hvorfor gjorde de dette? hvorfor var der igen som ku lide mig og gav mig kærlighed?

i alle årene var min familie efter mig. tjekkede hver eneste handling jeg lavede. pga min søs ku jeg ikke dække bord. ikke se det i tv jeg ville. ikke få computeren. ikke rydde op. ikke grine, uden hun skulle kritisere, skælde ud og kommentere på mig. jeg er utrolig ked af det.
jeg gik på privatskole og der blev jeg mobbet al den tid jeg gik der. og de skide snotdumme lærere greb overhovedet ikke ind i alle de år eller prøvede at stoppe mobningen selvom de kendte tl det hele. det provokere mig især fordi det var en privatskole med mobbepolitik. pga nogle idiotiske lærere som ikke havde en skid forstand på mobnings traumaere. de var rigtig meget skyld i jeg fortsatte med at blive mobbet. jeg fik fortalt rygter. jeg kan stadig ikke komme mig over det selvom det er 7 år siden. du har ret lærene sympatisere med mobbere. lærene på min skole gjorde intet, de havde sympati med dem der mobbede de sagde "hun har det jo ikke selv let" og derfor lod de hende være, og sympatiserede istedet med hende og puttede hende i offerrollen. og hun beskyldte mig for ikke at lade hende være så de dumme lære gav mig skylden så mig som et monster, og straffede mig, det gæør rigtig ondt på mig at tænke på hvor meget de har beskyttet hende, at de har holdt hånden over hende.. og at de vendte det blinde øje til at jeg græd og var så ked af det... betyder ddet vi skal tortureres fordi "mobberne har det ikke let"? er det din og min skyld? har du nogle råd til hvordan jeg skal forholde mig anderledes til denne tanke? for jeg føler lærene har misbrugt deres stilling, de har simpelthen ikke gjordt deres arbejde godt nok

jeg har gået på denne skole og jeg er sgu skuffet over lærene ikke har grebet godt nok ind overfor mobning.. når man systematisk, bevidst og uden grund bliver mobbet i 17 måneder. er i så klar over hvad det gør ved den unge?

I starten var det bare sådan noget med at hun snerrede eller gjorde øjne, men det blev hurtigt værre. Jeg forsvarede mig selvfølgelig, men det blev hurtigt ligegyldigt. Hun kom sammen med én af vores klassekameriater og jeg husker tydeligt en dag hvor jeg stod ude i skuret og var ked af det. Jeg fik øje på hende overfor. Hun stod og snerrede ad mig, så jeg forsvarede mig, men hun reagerede ikke, istedet kom hendes veninde hen til hende og løb væk. Jeg blev virkelig utilpas og bange.
Senere var der andre af "vores klassekamerater" som hoppede med på chikanen. Jeg husker en dag hvor jeg cykpassede mine opgaver, pludselig fløj det om ørerne på mig med diverse snakken, det var mine "klassekamerater" der brugte mig som syndebuk. Jeg husker også en anden dag, hvor hun og de andre råbte "du må ikke sidde der, du skal sidde der, hahahaha, rolig nu over i hjørnet, okay det var virkelig et grin, så er vi da 5 normale mennesker herinde", hver gang jeg var i nærheden.
Senere behøvede hun ikke engang at være i nærheden, så tog én af de andre bare over. Der var især én af hendes "hjælpere" som var efter mig. Hun fortalte mig ofte, og gerne mens alle andre hørte på, hvor dum og irreterene jeg var og at jeg i hvert fald ikke havde opfundet den dybe tallerken. Jeg husker jeg tænkte "hvad fanden bilder hun sig egentlig ind", men jeg sagde ikke noget. Ofte fik jeg også af vide at jeg både var dum og dårlig. Jeg fandt mig bare i det..
Jeg græd og græd og sov meget lidt. Af min læge fik jeg ingen støtte. Jeg er så ked af det hele tiden og spekulere meget på hvad pokker jeg havde gjort kvindemenneket. Jeg har ikke haft noget fast arbejde siden, istedet er jeg blevet sendt ud i diverse aktiveringer. Jeg har meget svært ved at være på en skole og har faktisk slet ikke lyst til
at gå i skole eller arbejde mere.

Jeg er stadig vred over mobningen. Jeg er primært vred på lærerne på den skole, jeg gik på. Jeg mener de svigtede mig og mine forældre, og i mange år mente jeg de burde have haft en længevarende fængselsstraf for deres ugerninger. Jeg er derudover vred på forældrene til de børn i min klasse, der mobbede mig. At de ikke satte grænser for deres børn, og at de ikke lyttede til min mor som forsøgte at stoppe deres uopdragne møgunger, er helt utilgiveligt. Jeg har i årevis haft det lønsomme håb, at deres børn ville lære at opføre sig ordentligt ad andre kanaler, men jeg frygter at møgungerne i dag er møgkolleger eller møgchefer andre steder i livet – heldigvis kender jeg ingen af dem, så jeg aner ikke om det passer.
jeg ønsker bare de skal have samme tur. Man må mærke før man selv kan føle. Så de kan se hvordan det føles og hvor ondt det gør.

jeg tænker på det som var det igår selv mange år efter, er det normalt? føler mig alene i verden, føler jeg er den eneste som har det sådan og har ikke nogen at snakke med i samme situation som mig..er der ingen andre som har prøvet pigemobning som de ikke kan komme over flere år efter?

ikke nok med det blev jeg mobbet hele mit liv. har haft svær ved knytte nogen venskaber. og har svært ved kærligheden.

hvem kan elske mig? hvem kan acceptere mig?

jeg fik af vide jeg muligvis har autisme, adhd.. hvorfor er jeg den eneste med de sygdomme som ike blir accepteret og taget hensyn til bliver alle folk med adhd accepteret i skolen?bliver andre med adhd også behandlet unfair ligesom mig?har adhd personer det nemt blandt fremmede de møder og omgås fx på skoler? kan de også som mig komme ud for at blive behandlet uretfærdigt? hvorfor tager alle ike hensyn ti mine problemer og adfærd? hvis de gør mod alle andre jeg føler alle andre har det bedre end mig, og har haft et bedre liv end mig. findes der ikke nogen som har det værre end mig?