Kære du

Det lyder til, at det er ret svært at være dig lige nu, da du har en masse forskellige ting i dit liv lige nu, som fylder meget og som medfører en masse negative tanker. Jeg vil lige starte med at rose dig for, hvor velformuleret og godt beskrevet dit brev er. Jeg får virkelig en fornemmelse for de udfordringer, du står overfor, og hvorfor det er så svært det hele. Og det kan være rigtig svært at beskrive, så det skal du lige have ros for! Jeg vil dele mine tanker med dig om de udfordringer du står overfor, og så håber jeg, at du kan bruge noget af det og tage det med videre. 

Jeg kan godt forstå, at du oplever det som, at det hele er noget helvede lige nu. Du fremhæver nogle forskellige udfordringer du har, men jeg tænker, at de kan være svært at skelne ad. Når vi går igennem noget svært, uanset om det er på vores uddannelse, arbejde eller i forhold til os selv, så påvirker det som regel også de andre sammenhænge, som vi er i. Så derfor tænker jeg, at det nok er grunden til, at det kan føles som om at det hele sejler lige nu. Som jeg læser dit brev, så er der én ting, der går igen, og det er også, som du selv skriver, dit had til dig selv. Det lyder til, at det påvirker dig i alt hvad du gør, og det må virkelig være energikrævende og tage mange ressourcer fra dig. 

Det lyder til, at du har en rimelig god erkendelse af, at dit forhold til mad ikke er som det burde være, og at du godt er klar over, at det lidt er ude af kontrol, men ikke ved, hvad du skal gøre, for at det kommer i balance igen. Det kan jeg godt forstå er svært at vide, da ens forhold til mad, og særligt når det ikke er så godt, ofte bunder i nogle forskellige ting, som kan være svære at have overblik over. Det lyder til, at dit stammer fra et vægttab, som har taget overhånd nu. Du er langt fra den eneste, som har ødelagt sine spisevaner gennem et vægttab. Og den følelse af skam du beskriver, er også meget almindelig efter et ædeflip, eller generelt når det ikke går, som man havde forestillet sig, men det kan være rigtig hårdt at gå og bebrejde sig selv dagligt. Du skriver, at du ikke må spise mere, og at den tanke gør dig vred og skuffet. Jeg tænker lidt på, hvem det er der siger til dig, at du ikke må spise mere? Det kunne lyde til, at det er dig selv, der har sat de regler. Hvis det er, så tænker jeg, at du har rigtig store krav til dig selv og forventer rigtig meget af dig selv. Umiddelbart tænker jeg, at det må være svært at overholde en madplan, når man skal måle og veje alt, hvad man spiser. Det tror jeg, at de fleste vil have svært ved, og så er det måske helt naturligt, at du så får de her ædeflip, fordi du selv og måske også din krop hungrer efter mad, og så kan det være svært at kontrollere, når man først er gået igang.

Selvom det nok ikke er det svar, du håber på, så er der desværre ikke nogen hurtig løsning til, hvordan ens forhold til mad og generelt ens vægt bliver stabil. Det kan være svært at sige for mig, hvad du konkret skal gøre for, at du får en stabil vægt igen. Men jeg tænker, at det særligt handler om to ting: 1. måden du arrangerer dit indtag af mad på. Det lyder nemlig ikke til, at den måde du gør det på nu, fungerer særlig godt for dig, så måske du skal prøve en helt anden strategi? Her vil en kostvejleder måske kunne hjælpe dig? 2. dine forventniger til dig selv. Og der tænker jeg sådan meget generelt. Hvis du har en forståelse af dig selv som at du er svag eller du ikke kan finde ud af at spise ordentligt, så kommer det nok også til at påvirke hvordan du handler. Så jeg tror, at du helt grundlæggende skal prøve at se på, hvordan du kan få et bedre forhold med dig selv. Derigennem tror jeg, at dit forhold til mad også kan ændre sig, men det er selvfølgelig ikke noget der lige sker natten over. 

Du skriver også, hvordan dit had til dig selv kommer til udtryk i dit studie. Jeg kan godt forstå, at det må være svært at finde motivationen, når du har dumpet en eksamen, som du ellers forberedte dig godt til. Det er virkelig også frusterende, når man så føler, at alt det hårde arbejde i princippet kunne være ligegyldigt. Jeg tænker dog på, at i stedet for at fokusere på, at du ikke er flittig længere og at du er for dårlig til studiet, så kan du prøve at fokusere på, hvordan du faktisk HAR været flittig tidligere, og dermed er det muligt for dig at blive det igen. For at du kan finde motivationen igen, så tror jeg at du må stille dig selv en række spørgsmål: hvad er ambitionen med dit studie, hvornår er man god nok, hvordan vil du strukturere det, og vigtigst; er det realistisk for dig? Du har det virkelig ikke særlig nemt lige nu, og derfor tænker jeg, at du også må prøve at medtænke de svære betingelser, du har for at klare det så godt, som det lyder at du gerne vil. Jeg kan godt følge din tanke om, at det egentlig kunne have været rart at kunne bruge kræften som undskyldning for, hvorfor det ikke gik så godt med eksamen. Men jeg tænker ikke at det behøver at være nogen eller "nogets" skyld. Det ER rigtig svært at starte på en videregående uddannelse, og de første eksamener er bare super svære, for man skal lige lære det. Nogen lærer det hurtigt, for andre tager det lidt længere tid, og det er helt i orden ikke at få de gode karakterer hver gang. Selvom det ikke er så tydeligt i vores uddannelsesystem, så er målet med uddannelse at lære, og hvis du har været rigtig flittig og læst godt op, så er jeg sikker på, at du faktisk har lært noget, og dermed nået det vigtigste mål. Men jeg tror at det vil være en god idé for dig, at sætte nogle klare og realistiske mål for dig selv og dit studie, og forhåbentlig kan du derigennem finde motivationen igen. Selvom det er svært, så kan du også prøve at fokusere på de ting, der tidligere har lykkes for dig, og som er gået godt. Hvad gjorde det godt, og er det en erfaring du kan bruge nu?

Det lyder til, at du egentlig har fået meget ud af at læse dit brev igen, og at dine følelser er blevet tydeligere for dig. Det synes jeg lyder som en rigtig god start til at få det bedre. Det er altid godt at vide, hvad årsagerne er til at man har det som man har, for at man kan gøre noget ved det. Med det sagt, så tænker jeg ikke, at du kan overkomme alle dine udfordringer selv, og det tænker jeg egentlig ikke, at nogen vil kunne. Jeg vil derfor foreslå dig at snakke med nogen om det. Det kan fx være en psykolog. Ellers vil jeg også henvise dig til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. På deres hjemmeside kan du få rådgivning både i form af chats og telefon. I Aarhus er der også mulighed for at få fysisk rådgivning, i form af personlig rådgivning, deltage i støttegrupper og de har også andre aktiviteter. Hvis det ikke er muligt for dig, så tænker jeg, at du også kan prøve at undersøge de støttemuligheder, din uddannelse har. Alle uddannelsesinstitutioner har tilknyttet en studenterrådgivning, og det kan faktisk være meget gavnfuldt at snakke med, og særligt i forhold til dine forventninger til dig selv og i forhold til studiet. Nogle uddannelser har også mentorordninger. Måske det kunne være noget for dig? Vigtigst af alt tænker jeg, at du skal snakke med nogen om, hvordan du har det. Det lyder det også til, at du gør i forvejen, hvilket er rigtig godt, men jeg tror, at det kunne være endnu bedre, hvis du kunne have en form for længerevarende forløb med en person,om det så er en psykolog, en rådgiver eller noget helt andet. 

Til sidst vil jeg sige, at jeg håber at du vil tænke lidt over de forventninger, du har til dig selv, og om det er realistisk at gøre alt det, du forventer. Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at tage på, eller du har det dårligt, når du ikke klarer dig som forventet på dit studie. Men det kan være svært at gøre ALT godt på samme tid. Og det vigtigste er, at du har det godt og er glad, og det lyder det ikke til at du er. Derfor håber jeg, at du vil tænke over, hvad det er der skal til, for at du kan være glad. Det kan være et svært spørgsmål, så derfor håber jeg også, at du vil række ud efter hjælp eller støtte.

Jeg håber, at du kunne bruge min tanker til noget, og husk du altid er velkommen til at skrive herind igen eller i vores chat. 

Mange hilsner
Pernille