Hvad skal jeg gøre???

brevkassespørgsmål

Hvad skal jeg gøre???

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 8 år 8 måneder siden

hej jeg er en dreng på 13

jeg er blevet forelsket i en 

pige fra min klasse.

jeg kan bare ikke få hendes opmærksomhed 

jeg har prøvet at få hende til st grine, 

nogle gange virker det men bagefter

er jeg bare luft:(

 

Kan i ikke hjælpe mig

Svar: 

Kære dig

Jeg kan forstå på dit brev at du er blevet forelsket i en pige fra din klasse, men at du har svært ved at få hendes opmærksomhed. Det lyder som om det fylder meget for dig, og jeg er glad for at du har skrevet ind til vores brevkasse.

Først og fremmest er det da virkelig dejligt at du er forelsket. Forelskelse er sådan en skøn følelse, selvom den også kan være lidt skør. Nogle gange så er man helt vildt glad og flyver nærmest, mens andre gange kan man blive helt trist. Særligt hvis pigen ikke rigtig ligger mærke til en. Du skriver for eksempel at du nogle gange får hende til at grine, men at du bagefter er som luft for hende. Det må være ret ubehageligt for dig, og jeg tænker at det måske gør dig lidt trist, selvom du er forelsket i hende. Så forelskelse er derfor en lidt skør følelse, og det kan svinge rigtig meget, rigtig hurtigt.

I dit brev søger du hjælp til hvad du kan gøre for at få hende til at se dig - og blive ved med at se dig.Her er nogle konkrete råd til hvad du kan gøre:
Snak med hende: Du skriver at du allerede får hende til at grine en gang imellem. Det er et rigtig godt tegn - pigerne kan godt lide hvis en dreng kan få dem i godt humør. Prøv måske at snakke lidt med hende når hun har grinet - spørg ind til hvad hun godt kan lide at lave, hvornår hun er aller mest glad og hvad hun synes om f.eks. jeres klasselærer eller den aktivitet I er i gang med.

Grib mulighederne: En anden måde at komme tættere på hende, er ved at finde muligheder for at være sammen med hende - måske I kan følges hjemad? eller være sammen om noget gruppearbejde i skolen? Eller cykle en tur sammen? Vil hun med i biografen eller i parken? På den måde, kan du også se om du bliver ved med at være forelsket, jo bedre du lærer hende at kende.

Sig det til hende: Du kan også vælge at være mere direkte, og sige eller skrive til hende at du er forelsket. Det betyder at du gør dig selv sårbar, fordi der altid vil være risiko for at hun ikke er forelsket i dig. Men så er det op til hende hvad hun vil sige. Måske er hun også forelsket i dig, måske er hun ikke, måske har hun brug for mere tid. Den hurtigste måde er at spørge hende ligeud, men det er også den mest sårbare for dig.

Tænk over det: Brug lidt tid på at finde ud af hvad du gerne vil - vil du gerne være kærester med hende, vil du være venner eller hvad har du lyst til at der skal ske? En god idé er at lære hende bedre at kende, for at finde ud af om I passer sammen.

Det kan være rigtig svært at vide hvordan man skal snakke med pigerne, og særligt hvis man er forelsket, så kan det være endnu sværere. Nu har du fået nogle råd til hvad du kan gøre. Jeg håber du kan bruge mit svar - og jeg håber at du nyder forelskelsen så længe den er dejlig.

Kærlig Hilsen

Signe

 

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program