Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte det her, så jeg siger det bare lige ud. 

For 6 år siden blev mine forældre skilt og min far fik så en kæreste som nu er min stedmor.

Jeg er ligeglad med skilsmissen og det betyder ikke noget mere. Jeg har 2 brødre (Den ene 17 den anden 22 bor ved sig selv) og en søster (8 år). Jeg plejede at gå på Tjørring Skole hvor jeg blev mobbet meget lidt, men det er stadig mobning. Jeg var vant til at gå indenfor i klasseværelset og stå for mig selv og kigge ud af vinduet. Min far og stedmor plejede at tale med mig om det og fortalte mig at hvis jeg ville have nogen venner og blive lidt social for en gangs skyld, så blev jeg nødt til at gå ud og prøve at deltage aktivt i det de andre lavede. I starten var det lidt kikset men de blev mine "venner" (Indtil de begyndte at mobbe mig) Skolen gik kun til 6 klasse så jeg skulle skifte skole uanset hvad. Alle mine venner kom på en skole imens jeg kom på en anden. Det tog mig ca. 1 måned før jeg virkelig begyndte at tale med folk på den nye skole men det lykkedes (og den her skole er meget bedre. Ingen mobning overhovedet) 

Mine karaktere er meget gode bortset fra Tysk men "whatever". 

Så imens jeg havde mange lektier for. Så havde jeg en skilt familie som jeg rykkede fra og til hver 14 dag. + Min mor lider af stress og er på dagpenge. Har kronisk ondt i ryggen og er virkelig desperat efter at få arbejde og stoppe med at ryge. 

Så er der så min stedmor. I starten da min far og hende blev kæreste er det gået fint... Indtil de fik min "halv"lillesøster (Som er 8 nu). Siden er det blevet meget negativt værre og det bliver IHVERTFALD ikke den mindste smule bedre. Hun har et problem med sit knæ så hun ikke kan gå ordenligt og er meget "grov" når det kommer til at være forælder (skal nok forklare længere nede)

Min far... Arbejder hjemme på en computer fra 08:00-16:00 hvilket egenligt er fint. Men så siden at min stedmor ikke kan bevæge sig ordenligt så skal han lave meget i huset som der tager så meget tid at han næsten ikke har noget tilbage tilovers. Vi har allesammen pligter og hjælper hinanden men det er bare ikke nok. 

Nu til hele pointen med det her...

For det første så bliver min stedmor sur over ALT. Hvis jeg sætter en ske forkert i opvasken maskinen kan hun sige at jeg er en idiot (For at sætte det i perspektiv. "Men hun kalder mig, min søster og min bror for idiot og sådan nogen ting") 

+ Hvis jeg laver en fejl så skælder hun mig ud og så håner hun mig virkelig. Hun står og smiler og kan foreksempel sige "Når men det kan jeg da godt forstå du er dum nok til" og alt sådan noget. (Hun siger det MEGET nedladende med vilje!)

Da jeg for eksempel fyrede nogen par dårlige jokes af derhjemme og fjollede for meget puttede hun mig i en baby stol og sagde "Hvis du vil skabe dig som en femårig må du gerne være en femårig" Imens hun fortsatte med at råbe mig i ansigtet og sådan nogen ting. Hvis hun for eksempel siger noget nedladene og jeg så siger "Pls bare stop/lyt/vær stille/ slap af" eller noget som helst i den retning kan hun finde på at tag mig i armen og pres mig mod en mur. Når du læser det her kan jeg godt forstå at det måske virker overdrivende men nej. Fortæller alt groft som det er sket. Så her for nogen dage siden havde min stedmor + min far og jeg en lille diskussion... Jeg havde mistet min telefon hvilket var 2 år gammel og ikke engang kunne åbne beskeder mere uden at fryse. Men så sagde hun "Skal din mor så købe en ny en til dig?" Hun har kun købt 1 til mig indtil videre og ja selvfølgelig, bliver man sur når man har fundet ud af at sin søn ikke kan passe på en telefon. Det er 100% forståeligt og jeg er åben og lytter til hvad de siger. Det var en Søndag (Samme dag som jeg skulle ned til mor "ca. 20 min før") Så bliver mig og min bror kørt ned til mor som altid og så har mig og min far en laaang snak om det der er sket. Hvorefter jeg så åbner op for ham og siger det som jeg har følt igennem de sidste på år... Hvordan vi gerne vil have at familien skal ændre sig men der ikke er nogen der ændre sig. Jeg forklarede min far alt det jeg tænkte om min stedmor. 

Jeg fortalte ham at hvis han aldrig havde fået min lillesøster ville ham og min stedmor ikke været sammen nu (Pointede også ud at det var ikke had mod min lillesøster) Jeg sagde at alting er galt i den her familie. Jeg ved godt familier skal have problemer... Opture og nedture. Men over de sidste par år er det bare gået nedad og det bliver det ved med. Jeg fortalte ham om at han, mig, min bror, min stedmor og min vi blev nødt til at ændre os hvis der skal ske noget i den her familie som har en lille chance for at blive positivt. Jeg fortalte ham at jeg havde mange ting på hjertet som jeg gerne vil tale med folk om men bare ikke dem. Jeg vil gerne men jeg kan ikke fordi jeg ved at det ikke ville virke i sidste ende. Jeg ved at jeg skal tænke på alle de gode minder jeg har, men når jeg ikke kan tænke på andet end min karaktere, mit sociale liv og min lorte familie hvordan skulle jeg så have plads til alt det andet. Min far kan godt forstå hvad det er jeg siger men han vil ikke åbne op for spørgsmålene jeg stiller ham. Så mig og min far aftalte at ville prøve at finde nogen som jeg kunne tale med om det her og måske få nogen svar om det. Hvilket er grunden til at jeg skriver her indtil i første forsøg. Det grundlæggende spørgsmål er bare...

Hvad skal jeg gøre?

Jeg er så tæt på kanten at jeg har lyst til at cutte mig selv. Har lyst til at løbe hjemmefra og blive glemt. 

Hvad skal jeg gøre? Pls.

Har virkelig brug for hjælp.

Ved godt det var en lang tekst som forhåbentlig gav alt hvad i / du havde brug for. Hvis i har brug for at vide mere så bare spørg til. Ingen grund til at gemme min problemer mere.